IngersAnsvar – Stop de livsfarlige tvangsudvisninger!


Arrangør
Welcome To Denmark
Sted
Israels Plads , København , Danmark
Starttidspunkt
28. november 2017 - 17:00
Sluttidspunkt
28. november 2017 - 19:00
Beskrivelse

#IngersAnsvar – Stop de livsfarlige tvangsudvisninger!

En 34-årig mand fra Algeriet mistede i onsdags livet som følge af en hårdhændet tvangsudvisning. Manden blev udsat for en yderst voldsom behandling ombord på et AirFrance fly i Kastrup Lufthavn. Øjenvidner beskriver politiets håndtering som ”hårdhændet” og ”alt for barsk”.

Det er ikke første gang, vi er vidne til, at de danske myndigheder sætter et menneskes liv i fare ved en tvangsudvisning. For godt et år siden forsøgte man at udvise en mand til Afghanistan. På trods af at manden - i et desperat forsøg på at stoppe udvisningen - havde slugt et barberblad, blev han iført spændetrøje og hjelm, spændt fast i flysædet med en rem og fikseret på hænder, arme, ben og ankler. Episoden fik den afghanske viceminister til at rette skarp kritik samt nægte, at Afghanistan ville modtage flere afviste asylansøgere, før Danmark ændrede praksis. Det skete ikke, og dermed var det kun et spørgsmål om tid, før det ville koste nogle livet.

Vi bliver nødt til at holde Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg personligt ansvarlig for de mennesker, der dør og lider skade som følge af tvangsudvisninger. Hun bærer ansvaret for dem, der dør under transporten og for dem, der - som vi også har set flere eksempler på - mister livet i det land, de bliver udvist til. Inger Støjberg er ansvarlig for de gældende regler, som politiet håndhæver og har flere gange understreget, at reglerne skal være så stramme og utålelige som mulig. Hun er i sidste ende ansvarlig for den førte flygtninge- og asylpolitik, og at den nu igen har kostet liv!

Stop de livsfarlige udvisninger

Vi kræver et omgående stop af alle tvangsudvisninger, indtil Inger Støjberg personligt kan garantere, at ingen mister livet under en tvangsudvisning eller efter ankomst til destinationslandet.

Vi kræver, at man værner om de liv, som vi er forpligtet til at beskytte.

Mindehøjtidelighed ved Integrationsministeriet

Vi går fra Israels Plads til Integrationsministeriet, hvor der vil blive afholdt taler samt en mindehøjtidelighed for den afdøde. Vi vil vise både vores sorg og vores vrede.

Tilbage