Stop Samarbejdspolitiken

LGBT Danmark har igår, d. 23.02.2016 udsendt en pressemeddelese om samarbejde med Region Hovedstaden Psykiatri. Dette er mildest talt temmelig uheldigt. Amnesty International udgiver en rapport om transkønnedes forhold om mindre end en uge, d. 1. marts. I den dokumenteres det at transkønnede systematisk får vores menneskerettigheder krænket på Sexologisk Klinik (SK). Det drejer sig primært om retten til privatliv og retten til sundhed. Samtidig stikker LGBT Danmark dem så en ønskeliste. Hvis SK nu implementerer denne ønskeliste, så kan de komme og påstå at de har transmiljøets støtte. Samtidig med at de underminerer Amensty’s rapport fordi de kan påstå at nu har de ændret hele forløbet og nu er alle glade. Og det er bare ikke godt nok. Vi skal slet ikke behandles i psykiatrien. Så længe at det ikke er os selv der tager beslutninger om hvem vi er og hvad vi vil gøre med vores kroppe, så er systemet krænkende. Vi skal helt, helt væk fra psykiatrien, og det kommer vi ikke ved at give dem en undskyldning for at beholde os. Det føles som et snigløb mod hele kampagnen, som LGBT Danmark iøvrigt har givet tilsagn til at støtte.

Det virker som om at man lægger en strategi hvor man bøjer nakken og forsøger at få små ændringer igennem så det bliver lidt nemmere. Men man går simpelthen ikke på kompromis med menneskerettighedskrænkelser. Og man giver slet ikke magthaverne et værktøj de kan bruge imod os. Jeg synes det er på tide at der bliver gjort op med samarbejdspolitiken. Det er på tide at vi hugger hælene i, står sammen, rejser os og gør endeligt op med systemet. Det er nu vi har chancen for at vinde vores frihed.

Skrevet af Niels Jansen, 2/24/2016 9:05:57 PM.

Se også:

Har denne artikel lært dig noget nyt eller bragt værdi til din verden? Ønsker du at se mere fra killjoy.dk?
Vi indsamler penge til sidens drift på patreon.com/killjoydk, hvor man kan opsætte månedlige donationer helt ned til $1 (ca. 6,5 kr). Hvis hver anden tilbagevendende læser gav $1, havde vi råd til at hyre en professionel journalist på deltid.

Vil du være sikker på at se de nyeste artikler fra killjoy.dk?
Så kan du skrive dig op til vores gratis e-mail service.