Laura's Blog

Et sted for de personlige observationer og mindre gennemarbejdede tekster for Laura


Kvindernes Internationale Homogeniseringsdag

Kvindernes Internationale Kampdag er for mig altid lidt en blandet fornøjelse. Jeg ender hvert år med at glæde mig rigtigt meget, og får altid en kæmpe ubehagelig oplevelse på dagen. I år tog jeg med til en demonstration, hvor der var meget snak om uligestilling på løn, seksuelle overgreb og grænseoverskride oplevelser i nattelivet. Talerne blev meget knyttet op på vendinger som "det er også for dårligt, at hvis man er født som pige, skal man finde sig i at få 15% mindre i løn", og "at man skal finde sig i at blive behandlet som objekt, hvis man er født med en livmoder".

Jeg er ikke selv født med en livmoder, og har haft det rigtigt skidt i de første 20 år af mit liv, hvor samfundet mere eller mindre tvang mig til at være dreng. Men det har ikke forhindret mig i at blive udsat for både chikane og seksuelle overgreb. Og pga min trans-status er jeg særligt udsat, fordi det at være trans bliver set som noget seksuelt i sig selv, og derfor en undskyldning for overgrebene. Jeg ved godt, at det ikke altid er med vilje, når folk insinuerer, at jeg ikke oplever sexisme qua den måde jeg så ud, da jeg var lille, men det går mig meget på, og får mig til at føle mig usynlig og uønsket i visse feministiske kredse.

Det her er en usynliggørelse, der rammer mig særligt hårdt. For når folk taler om seksuelle overgreb, og især dem der foregår i nattelivet, så husker jeg jo på mine egne oplevelser. Og det er en meget sårbar situation at stå i, allerede. Hertil spiller selvfølgelig sammen, at rigtig mange af de overgreb er kommet fra kvinder - især de grovere af slagsen, hvor f.eks. nogen på Vela ikke accepterer, at jeg ikke ønsker at oplyse mine kønsorganers udseende til en fremmed, og tager sagen i egen hånd. Så her spiller selvfølgelig også en kønsessentialistisk dobbeltmoral ind, der gør, at vi ikke kan snakke om sexisme og overgreb kvinder imellem. Og hvordan egentlig, kommer jeg nogensinde til at kunne snakke om min egen oplevelse med at blive presset til noget, jeg ikke havde lyst til af en ikke-binær person? Og så til en forsamling, hvor den ene halvdel nok ikke engang kender til sådanne personers eksistens.

Den kombination trigger et angstanfald, og jeg går hjem. Det må jeg hellere, inden nogen reprimanderer, at min oplevelse med overgreb er for 'akademisk' til at fortjene synlighed, anyway.

Jeg synes ellers, at transkvinder, trods vores fraværende livmødre, har meget at byde ind med i feminisme. For det første oplever transkvinder jo sexisme og diskrimination ligesom alle andre kvinder, men jeg har også den unikke mulighed for at sammenligne den måde jeg bliver behandlet på i dag i forhold til dengang, folk opfattede mig som en mand. Jeg ved hvordan mænd undertiden snakker om kvinder, når de ikke tror, der er nogen kvinder til stede i rummet. PS. I vil blive overraskede. Dette kan transmænd, der begynder at passe som cis formentlig også fortælle jer mere om.

Ikke mindst har jeg en særlig sensitivitet for former for sexisme møntet på kvinder, som man ikke har, hvis man har oplevet den i mange år. Jeg kan allerede mærke, den er ved at gå væk, men indtil da, er jeg stadigvæk bedre til at gennemskue, når man f.eks. bliver behandlet anderledes pga det køn, man opfattes som, end mange af mine veninder, som ikke lige som jeg har oplevet at blive behandlet “som en mand” indtil for nogle få år tilbage.

Hvis jeg ikke havde været feminist allerede, så ville jeg nok have blevet det af at springe ud, men det tror jeg sjovt nok ikke, der er særligt mange, der overhovedet er klar over eller tænker over særligt tit.

For jeg er jo ikke til stede i de der feministiske grupperinger. Og det er andre transkvinder jo heller ikke rigtigt - foruden måske en enkelt eller to super seje kvinder. I ved, hvem I er, og jeg ser jer, men jeg ved også hvor ensomt og frustrerende det kan være i længden at være den ene transkvinder der…

I sidste ende får det jo den konsekvens, at jeg trækker mig ‘i baggrunden’ og kaster min aktivistiske og politiske energi i grupperinger med mindre udfarende projekter. Jeg havde en periode, hvor jeg søgte mod transaktivisme i stedet for, men opdagede hurtigt, at der er usynliggørelsen af transkønnede erfaringer med kvindelighed blot erstattet med usynliggørelsen (og marginalisering) af kvindelige trans-erfaringer.

Jeg har heldigvis fundet mig tilpas i organiseringer, hvor der er ikke i samme grad er kotume for at homogenisere oplevelser med marginalisering og overgreb. Så det her er ikke en kontaktannonce for at blive rekrutteret til flere aktivistiske projekter. Jeg har rigeligt at tage mig til, bare rolig.

Men hvis jeg ikke siger det her højt, tænker folk jo ikke over det. Når jeg ikke råber op, virker folk jo bare pisseligeglade over mit og alle de andre transkvinders fravær. Eller også beslutter man sig for, at der jo nok heller ikke er så mange af os, eller at vi nok ikke gider alligevel. Så det hele kan blive vores egen skyld.

Det her er ment som en kritik af alle dem, der har sagt sådan noget som “født med en livmoder” i reference til uretfærdigheder, som kvinder bliver udsat for. Jeg siger lige ordet igen: Homogenisering.

Hvad er homogenisering?

Homogenisering er når man tilskriver grupper eller oplevelser en eller anden form for essentiel attribut. Og altså forventer, at alle i den givne gruppe eller alle med den givne oplevelser kan antages at have den attribut. I det her tilfælde altså at alle, der oplever kønsbaseret løndiskrimination kan antages at være født med en livmoder.

Homogenisering er noget, vi rigtigt godt kan lide i Danmark åbenbart, fordi det giver en følelse af et fællesskab, man automatisk har medlemsskab af, bare fordi man besidder den homogeniserede attribut. Så behøver man slet ikke at bevise, at man bliver udsat for løndiskrimination, for det beviser ens livmoder jo for en! Eller…

Forstå mig ret: Det er ikke min mening at sige, at feminister aldrig bør tale om livmødre. Der er særlige former for diskrimination, der specifikt rammer personer med livmødre og lignende ting som f.eks. personer med vulvaer, osv. De ting har feminister stadigvæk god grund til at tale om, da en stor anddel af kvinder har de oplevelser. Det at være født med en livmoder eller vulva er bare ikke lige så essentielt i forhold til sexismedrevet chikane og overgreb i nattelivet. Og så kan man heller ikke ligefrem sige, at kvinder født uden en livmoder får nogen lønbonus af det. Tværtimod, bliver man opfattet som trans får man sjovt nok også en lavere løn i gennemsnit. Hvis man altså kan få et arbejde overhovedet.

I sidste ende opnår ved homogenisering kun at begrænse fællesskabet. Jo flere essentialiserede attributter, du skal have for at være med, jo mere homogen bliver gruppen, og jo mindre bliver den, for des færre kan være med.

Til sidst er der bare en lille gruppe kropskapable, neurotypiske, hetero-passerede, hvide, ciskønnede akademikere tilbage. Så kan man stå der, når det blev 8 marts igen. Og undre sig over, at “bevægelsen” aldrig vokser sig stor nok til at gøre noget ved det.

Og så drak alle de andre neurotypiske akademikere sig i hegnet på Kapelvej, og så var den 8 marts slut.

Billedet er en reference til filmen Ghost In The Shell, hvis hovedperson, Kusanagi Motoko for mange sci-fi interesserede transkvinder er blevet en slags symbol for vores "biologiske" fremmedgørelse - her især det at være ude af stand til at føde børn og følelsen af at staten bestemmer over vores kroppe qua en udbredt politisering af vores adgang til medicinsk behandling - oplevelser som afspejles af Motoko's oplevelser som cyborg kvinde i en dystopisk, bureaukrati-styret fremtid.

Har denne artikel lært dig noget nyt eller bragt værdi til din verden? Ønsker du at se mere fra killjoy.dk?
Vi indsamler penge til sidens drift på patreon.com/killjoydk, hvor man kan opsætte månedlige donationer helt ned til $1 (ca. 6,5 kr). Hvis hver anden tilbagevendende læser gav $1, havde vi råd til at hyre en professionel journalist på deltid.

Seneste indlæg:

Få opdateringer fra denne blog