Laura's Blog

Et sted for de personlige observationer og mindre gennemarbejdede tekster for Laura


En usynlig morgen på Hovedbanegården

Klokken er 9.50 på Hovedbanegården, og jeg sidder og drikker filterkaffe på Starbucks, fordi jeg er kommet en time for tidligt til det tog til Aalborg, som jeg skulle tage med nogle kammerater den dag.

Julia Serano er midt i en pointe om usynliggørelse af transkvinder. Serano er forfatteren til den bog, jeg sidder og læser.

Men noget i min øjenkrog hiver mig væk fra bogen. Eller også kigger jeg bare op som jeg plejer at gøre engang imellem, når jeg lige skal tygge på det, jeg læser. Det er en person, som kommer ind i caféen og går direkte til disken. Med goth støvler og en trenchcoat, der gør dem svær at ignorere. Måske er det confirmation bias, men jeg synes jeg ser, hvad normie-delen af min hjerne ville identificere som en kvinde, der bestiller ved disken med en stemme lidt dybere end de andre kvinder til stede.

Jeg ved godt, at det ikke er alle kvinder, som går i goth tøj og med bare ben i -9 grader celsius, fordi “fra 1 marts er det forår, basta”, der er trans. Men det gjorde min ex, så jeg er biased. Måske er personen transkvinde? Eller en på anden vis transfeminin person? Jeg sætter helst ikke låg på min ønsketænkning, når det kommer til at bekræfte mig selv i, at der findes andre end mig selv og en lille håndfuld af mine bekendte QT's derude.

Jeg er selv begyndt at “passe” i offentligheden - hvilket betyder at det er de færreste, der lige synes at jeg er trans ved første øjekast. Så jeg løfter bogen jeg læser lidt op, så man kan se forsiden af den. Det er nok egentlig mest en gestus for mig selv, for det er nok de færreste, der har tid til at lægge mærke til sådan noget, mens de bærer en kaffe ned til det tog, de skal med.

Og det er en vigtig gestus for mig selv. I Serano’s bog handler usynliggørelse netop om det, at det ligesom bare er almindeligt at antage, at en person ikke er trans, medmindre der er et eller andet tydeligt “transet” ved dem. Altså i normie personers øjne “transet”. Og derfor virker det på de fleste mennesker som om, at der slet ikke er så mange af os, som der egentlig er, for når de så kigger på mig, så ser de ikke en transperson, men bare en ‘almindelig’ ‘kedelig’ kvinde som alle andre, og så er jeg jo lige pludselig blevet usynlig.

Jeg plejede ikke at være usynlig. Jeg var i flere år præcis det, folk tænker på, når de siger “men du ligner jo ikke en transkønned”. Og det er på sin vis rart at slippe fra at blive grinet af og gloet af og talt højlydt om. På en god dag måske endda morsomt at få at vide, man ikke tror på mig, når jeg siger, jeg altså stadigvæk er trans. Men det er faktisk heller ikke OK. Jeg har ikke brug for opmærksomheden, men jeg har brug for at folk ved, jeg er her, at jeg eksisterer.

Det er jo egentlig ikke fordi man sådan kan se det, hvis man bare har et veltrænet øje for sådan noget - altså om en kvinde er trans eller ej. Det er der ellers rigeligt med fetichistiske mænd, der tør påstå at kunne. Der siger de ellers, at man kan se, at en kvinde er trans på hendes store hænder, brede skuldre, og hvad vil jeg, men de har omtrent samme videnskabelige integritet som Ray Blanchard; Det er varm luft. Tag og sammenlign dig et kort øjeblik med kvinderne omkring dig, og du vil finde, at der er massere af ciskvinder derude, som har lige så store hænder, og lige så brede skuldre, osv.

Man kan ikke så nemt bare se med det blotte øje på en person, og vide sig helt sikker på, om de er trans eller ej, så hvorfor insisterer jeg alligevel på at skrive dette blogindlæg om, at jeg sad og (potentielt) clockede en anden transkvinde på Starbucks? For det første fordi det ikke burde være en fornærmelse at blive formodet trans, uanset om man så er det eller ej, og nu gik jeg jo heller ikke ligefrem hen til personen og begyndte at være socialt akavet på nogen måde.

Men vigtigere endnu er den her følelse af at se og blive set blandt havet af mennesker, der ikke fatter, hvad der foregår. De mest magiske øjeblikke jeg kender, stammer fra tilfældige forbipasserende fremmede, man udveksler et vidende blik med. Vi er jo derude, og selvom de andre ikke kan se os, så kan vi se hinanden. Ja, måske er det ikke lige altid, man ser. Jeg går tit i min egen sky og opdager ikke engang, når en kendt folketingspolitiker, jeg har været i flere debatpaneler med, sidder lige ved siden af mig og snakker i telefon. Så hvis jeg en dag går forbi dig derude på Hovedbanegården eller elsewhere, og virker til at ignorere din tilstedeværelse, så beklager jeg, men nogen gange gør jeg mig stadigvæk umage.

Om ikke andet - Tak til personen derude, som tog min opmærksomhed væk fra Serano for et øjeblik; Som forbedrede min dag bare ved at være til og være fremmed. Hvem end du er.

Og på forhånd tak til alle de fab og cute transfemmes, der i fremtiden vil krydse min vej for en kort stund.

Illustration af Nadia Narejo, find flere artikler af Laura her.

Har denne artikel lært dig noget nyt eller bragt værdi til din verden? Ønsker du at se mere fra killjoy.dk?
Vi indsamler penge til sidens drift på patreon.com/killjoydk, hvor man kan opsætte månedlige donationer helt ned til $1 (ca. 6,5 kr). Hvis hver anden tilbagevendende læser gav $1, havde vi råd til at hyre en professionel journalist på deltid.

Seneste indlæg:

Få opdateringer fra denne blog