Anbefalede Links om Transkønnethed

Som svar på et spørgsmål, killjoy.dk's facebookside har fået og som public service, har jeg (Laura) sat mig ned og fundet nogle links til anbefalet læsning på området transkønnethed.
Bemærk at dette er mine personlige anbefalinger, og at jeg ikke taler på vejne af alle transkønnede eller på vejne af alle bidragydere til killjoy.dk. Og så skal det i øvrigt lige siges, at jeg naturligvis har valgt de skriverier, jeg synes er sejest, og det betyder så også, at mange af dem er skrevet af mine venner og i et tilfælde af min kæreste.
Derudover er disse anbefalinger præget af nylige politiske strømninger, da jeg tænker, at den kan hjælpe med hurtigt at få folk up-to-date med de kampe, transkønnede kæmper lige nu.

Dette bliver nok ikke den sidste linksamling, da der er rigtig meget info at tage fat i og endnu mere at filtrere igennem for at finde det gode indimellem. Når flere samlinger bliver skrevet ned, vil der blive tilføjet links til dem i denne artikel.

Friktion

Friktion - Magasin for Køn, Krop & Kultur - Trans

Jeg har en rigtig god fornemmelse ved Friktions tilgang til emnet transkønnethed og lignende emner. I deres 5 udgave pr. Marts 2015 har de tema om transkønnethed, og her er der samlet en bred vifte af artikler om transkønnedes oplevelser med Sexologisk Klinik, transaktivisme, kunst og symbolik i subkulturer præget af transkønnede, transkønnethed i historien, eugenik, racisme, mm.

Jeg vil især gerne anbefale Mark Nielsens klumme, hvor han beskriver sit møde med sexologisk klinik, samt Chris Magnild & Elvin Pedersen-Nielsens artikel om symboler.

TransFAQ

TransFAQ - Information til transpersoner, nærtstående og allierede

Denne side er primært målrettet transkønnede, og forsøger at dække ind med noget viden, som mange transkønnede har meget svært ved at finde andetsteds. Her findes information om hormonbehandling og kirurgi, om juridisk kønsskifte, om de procedurer, man kan forvente at skulle igennem på sexologisk klinik, hvis man bliver henvist dertil, anbefalinger til psykologer og meget mere.
Der er også få generelle vidensartikler om f.eks. transstudier og Til Kamp for Informeret Samtykke, samt en spalte med nyheder.

Siden er skrevet og styret af transkønnede, og jeg kan i høj grad støtte op om den, for transkønnede ved sku egentlig bedre selv, hvordan f.eks. hormoner påvirker deres egen krop end de fleste læger. Ciskønnede læger fortæller transkønnede rigtig meget fejlagtig information om hormonerstattende behandlings effekt, og gør i øvrigt sjældent viden herom tilgængeligt på nettet, så TransFAQ er i mine øjne den bedste resource, der pt. findes let tilgængeligt på dansk.

Mono Lydkollektiv

Det er min krop, ikke min psykiaters

Mono Lydkollektiv har lavet et radioprogram, hvor Sundhedsstyrelsen og Sexologisk Klinik kritiseres for deres vanrøgt af transkønnede.
Heri optræder undertegnede og en anonym transperson med vores personlige oplevelser, mens Elvin Pedersen-Nielsens og Chris Magnild dækker ind med viden om lovgivning og politiske bevægelser så som demonstrationen i forbindelse med kampagnen Til Kamp for Informeret Samtykke.

peculiar.dk

peculiar.dk - Undrende perspektiver på hverdagens politik

peculiar.dk beskriver sig selv således:

Promiskuøse håndbevægelser og undrende perspektiver.
Peculiar.dk er en blog i og om affekt!
På peculiar.dk ansamles antiracistiske, queerteoretiske og feministiske perspektiver på kultur, medier og hverdagens politikker.

Jeg fornemmer, at peculiar.dk tilgår sine emner på meget intersektionel og akademisk vis, og her kan man bl.a. læse spændene analyser, såsom Mons Bissenbakkers fortolkning af Skammerens Datter som "håndbog i feministisk glædesdrab", bemærkninger i racismen ved kolonialvarer og andre gode ting.
Ind imellem sniger sig også nogle historier om transkønnethed, og pga. af bidragydernes involvering i queer- og kønsstudier samt den situation, at jeg selv ved, at nogen af dem er transkønnede, tør jeg at udnævne denne side til en kilde, hvor man nok kan forvente, at transkønnethed ikke bliver overset eller forsøgt udvisket i emner, hvor det har en relevans.
Det er f.eks. Michael Nebeling Petersens anmeldelse af teaterstykket The Einstein of Sex et eksempel på, hvor Nebeling formår at afsløre en fortsat dybt transmisogyn attitude blandt homoseksuelle mænd og drag-kunstnere til den dag i dag.

#Sundhedsforstyrrelsen

http://sundhedsforstyrrelsen.qtr.dk/

På denne lille side kan man finde de 45 siders spørgeskemaer gange to, som transkønnede udsættes for på Sexologisk Klinik. Der er blot en lille beskrivende tekst på siden, og ellers taler spørgeskemaerne meget for sig selv. Det er mange unødigt invasive og patologiserende spørgsmål, og det er tydeligt at se, at spørgeskemaerne er skrevet baseret på nogle meget normative fejlantagelser om køn og transkøn.

Enkelte artikler

To-kønssystemet er i konflikt med virkeligheden

Heri skriver Mads Ananda Lohdal et kristisk stykke om kønsessentialisme, og hvordan det skader transkønnede ved at nægte os behandling, og hvordan det på samme tid skader interkønnede ved at give dem en behandling, de måske ikke ønsker - uden deres samtykke.
Også den måde interkønnede skades af nogle af de samme mekanismer som transkønnede synes jeg, er et element af denne artikel, der er værd at lægge vægt på. Til dels fordi interkønnede udsættes for en undertrykkelse der er lige den, transkønnede udsættes for, og på mange måder meget hårdere måske endda, og dertil fordi der også er et betydeligt overlap mellem interkønnede og transkønnede.

The Transrepresentation of Lili Elbe

For den Københavnske avis for engelsktalende - The Murmur - skriver Emmett Minor en knivskarp kritik af den måde The Danish Girl og mange andre film med transkønnede roller for tiden produceres - hvor ciskønnede mænd skriver og spiller transkønnede kvinder uden hensyntagen til, at det burde være en minoritetsgruppes ret at skrive sin egen historie. Om hvordan denne ciskønnede apropriering af transkønnede identiteter resulterer i, at transkønnede som regelt må nøjes med roller som ofre eller skurke, og ofte med en-dimensionelle og stereotype personligheder, og om hvordan dette er med til at forstærke fordommen om, at transkønnede ikke er virkelige.
Artiklen er på engelsk.

Stormløb mod Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer for transkønnede

Rune Eltard-Sørensen og Lotte Knold skriver tilbage i Oktober om bevægelsen Til Kamp for Informeret Samtykke, og hvis nogen skulle være i tvivl - så er det meget af det samme, som man har hørt allerede i forbindelsen med kampagnen. Kritik af Sexologisk Klink og Sundhedsstyrelsen fra transkønnede, der selv var været i kontakt med systemet. Kritik fra Amnesty International. Opbakning til kampagnen fra Transpolitisk Front, Transpolitisk Forum, LGBT Danmark, LGBT Ungdom, Stop overformynderiet af transkønnede, T-Lounge Society, Warehouse 9, LAMBDA, Stop Had, Øjne i Natten, Copenhagen Pride, Enhedslisten og AIDS-fondet.

Even a Stuffed Bear Gets More Respect than Trans People

Engelsk artikel af Leela Ginelle om den latterliggørelse og mistænkeliggørelse, der i årtier og til den dag i dag præger filmverdenen.
Denne anbefaling bliver min undtagelse til en regel om, at anbefalingerne for denne omgang skal være skrevet i en dansk kontekst, for den problemstilling, der beskrives har kæmpe indflydelse på den måde, transkønnede bliver behandlet i hverdagen i Danmark.
Forhånelse af transkønnede er nærmest universelt udbredt blandt standup-komikere i Danmark, og ofte er det med en særlig foragt for transkønnede kvinder. Især fordommen om den transkønnede kvinde som værende en homoseksuel mand i kjole, der ønsker at føre den heteroseksuelle mand bag lyset og ydmyge denne ved seksuelle krænkelser dødsensfarlig for transkønnede i virkeligheden, der risikere voldelige reaktioner - somme tider med døden til følge - i det øjeblik særligt transfobiske cismænd opdager, at de er transkønnede.

Udgivet af Laura, 5/20/2015 10:10:42 PM.

Har denne artikel lært dig noget nyt eller bragt værdi til din verden? Ønsker du at se mere fra killjoy.dk?
Vi indsamler penge til sidens drift på patreon.com/killjoydk, hvor man kan opsætte månedlige donationer helt ned til $1 (ca. 6,5 kr). Hvis hver anden tilbagevendende læser gav $1, havde vi råd til at hyre en professionel journalist på deltid.

Vil du være sikker på at se de nyeste artikler fra killjoy.dk?
Så kan du skrive dig op til vores gratis e-mail service.