”Slut” blev oprindeligt brugt som en betegnelse for en kvinde, der havde lave standarder i forhold til renlighed, men er senere gået over til at blive et nedsættende ord om en kvinde, som har ”lave standarder” i forhold til sex. Det vil sige en kvinde, der har sex med mange forskellige, uden for faste monogame forhold eller med personer, der af andre anses for at være et dårligt valg af partner. Kvinden forventes at være seksuelt tilbageholdende, vogte sin dyd og kun være interesseret i sex i en romantisk kontekst, hvor der etableres et fast, monogamt forhold.
I ordet ”slut” ligger altså oprindeligt en forestilling om, at det er forkert, unaturligt og skamfuldt for en kvinde, at have lyst til at have sex med mange forskellige og udleve den lyst.
Ordet bruges ikke i samme udstrækning om mænd, hvor der ofte kræves en specificering såsom ”man-slut” eller ”man-whore”, da det generelt ikke anses som forkert for en mand at have mange seksuelle partnere.
På dansk kan man opleve at promiskuøse kvinder fx kaldes ”billige”, ”forsuttede bolsjer” eller ”ludere”. Denne type udtalelser er problematiske af to årsager:
- Det indikerer, at kvinden er et objekt og at hendes seksualitet altid og udelukkende er en vare, som kan gives væk for billigt, som taber i værdi jo mere den bruges og ikke har noget med hendes egen nydelse at gøre.
- Det udskammer sexarbejdere og devaluerer deres aktive valg.
I slutwalk og lignende bevægelser tager vi ordet ”slut” tilbage og bærer det med stolthed. Vi har sex med dem vi har lyst til på den måde vi har lyst til. Vores seksualitet bliver ikke mindre værd i takt med at vi udforsker den og dyrker den sammen med forskellige mennesker. Tvært imod gør vores erfaringer sex bedre, både for os selv og vores partnere.