Elvin og Elias' Tale ved IDAHOT 2015

Vi er her i dag som transaktivister. Vi er her for at sætte fokus på den transfobi vi ser globalt, nationalt - og også til arrangementet i dag.

Transfobi er at tvangskønne.
Transfobi er at antage at alle mennesker er cis-personer.
Transfobi er at afvise transkampen som en liberal identitetspolitik.
Transfobi er at usynliggøre og fornægte transpersoners eksistens i et historisk perspektiv.
Transfobi er at ikke invitere transpersoner til at tale om transpolitik, når der holdes LGBT arrangementer.
Transfobi er en strukturel undertrykkelse.
Transfobi er vold.
Transfobi er usynliggørelse OGSÅ inden for et LGBT-miljø.

Og alle de ting, er noget der sker på gaden, i skoler, på arbejdspladser, i sundhedssystemet og internt i LGBT miljøet.

Arrangemenet i dag hedder IDAHOT - T’et er kommet på, men betyder det at inklusionen er opnået? Kæmper transpersoner, biseksuelle og homoseksuelle på de samme præmisser?
Vi har i dag inviteret os selv som talere, for vi så en talerliste, hvor det kun var ciskønnede mænd, som skulle tale om LGBT politik. Det er ikke inklusion af transpersoner.

Hvis T’et ikke er repræsenteret i form af mennesker, der ved hvad det vil sige at leve i en transkønnet krop, på en dag som i dag, så er det fuldstændigt ligegyldigt at T’et er med i titlen. Det er tomt, og det føles som en provokation og underkendelse af den kamp, der lige nu handler om liv og død for os.
Start i det mindste med at invitere os til arrangementer som de her. Giv os plads og tag os alvorligt - det er starten på bekæmpelse af transfobi.

Konsekvensen af det transfobiske samfund vi lever i, er at man i dag, i DK, ikke har adgang til hormoner og operationer, med mindre man underlægger sig nedværdigende statslig kontrol. Fx skal man svare på hvor tit man onanerer, og hvad man tænker på, når man gør det. Man skal gennem årelange psykiske udredninger før man (måske) får stillet diagnosen “transseksualisme”, og dermed bliver erklæret syg nok til at komme i behandling.

Konsekvensen er, at selvmordsraten er fire gange så høj for transpersoner sammenlignet med cispersoner.

Konsekvensen er kortere levetid, psykiske lidelser, eksklusion fra arbejdsmarkedet og den konstante risiko for at blive udsat for fysisk vold.

I dag er Rådhuspladsen blevet delt op i 4 områder: Et område for de lande hvor der er dødsstraf for LGBT-personer, et område for de lande hvor der er fængselsstraf, et område for de lande hvor der hverken er fængsels- eller dødsstraf men heller ikke fuld ligestilling og et område for de lande, hvor der er fuld ligestilling.

Vi tror ikke på at transfobi skal bekæmpes ved at sammenligne på tværs af grænser.
Vi tror ikke på, at man kan snakke om ligestilling ved at sammenligne DK med resten af verden. Hvad er overhovedet meningen med at stå og pege fingre af andre på en dag som i dag? Hvorfor ikke bruge muligheden til at sætte fokus på de ting, som kan forbedres nu og her? Hvorfor ikke bruge muligheden til at snakke om den undertrykkelse man møder pga. den danske politik inden for LGBT-området?

DK giver færre og færre mennesker asyl. Særligt LGBT-personer har svært ved at få asyl, fordi kønsidentitet ikke ses som en årsag til at give asyl. Vi mener ikke, at vi kan stå her og klappe os selv på skulderen over ligestillingen i DK, hvis vi samtidig vender ryggen til andre lande og nægter folk asyl.

Hvorfor ikke bruge muligheden til at gøre politikerne opmærksomme på, at transpersoner skal have retten til at bestemme over egen krop - en ret staten i dag har frataget os.

Vi bakker op om et initiativ som IDAHO(T). Vi synes, det er vigtigt, at vi står sammen mod den undertrykkelse LGBT personer verden over er underlagt.
Men det kræver, at vi ændrer vores politik. Det kræver, at vi anerkender transfobi som en grundlæggende del af vores syn på køn. Det kræver, at vi arbejder solidarisk og kæmper kampen sammen - det kræver at vi transpersoner bliver reelt inkluderet i LGBT-kampen.

Tak for i dag.