Afskaf Transseksualisme Diagnosen

Det er blevet en nærmest årlig tradition at transseksualisme i folketinget forslås fjernet fra listen over psykiske lidelser [Kilder: 2016, 2015, 2013] .

Det er en fin gestus. Men hvornår kommer det år, hvor et sådant beslutningsforslag bliver vedtaget?

Hvis din folketingskandidat ikke er fra Enhedslisten eller Alternativet, som har fremsat dette beslutningsforslag, så tag kontakt til dem og forklar dem, at de skal hjælpe dette forslag til at blive etableret.

For det er en selvopfyldende profeti, at transkønnede fremstilles som psykisk syge af staten. For transkønnede bliver syge af den diskrimination, der følger med! Årelange psykiatriske udredelser, som ikke er det transkønnede har brug for, gør transkønnede syge, for de forhindrer transkønnede i at få den behandling, som transkønnede har brug for. At transkønnede bliver fejlbehandlet på den måde er ikke blot et tab af livskvalitet, men et kæmpe spild af penge - både et spild af de penge, der går til den psykiatriske udredning, som ikke er hvad transkønnede beder om, når transkønneder efterspørger f.eks. hormonbehandlinger. Og et kæmpe spild af penge og liv, når staten skal forsørge de mennesker, der er ødelagte af den fejlbehandling, der systematisk foregår.

Og husk på, at et beslutningsforslag bare er starten. Et beslutningsforslag i sig selv betyder ikke endegyldige lovændringer, men åbner op for en process, hvor man kan vurdere, hvordan man bedst får gennemført målet med beslutningen uden at gøre mere skade end gavn i processen. Der skal nok blive tid til at gå de forskellige muligheder i sømmene, men husk! Sundhedssystemet har fungeret for transkønnede før i tiden, så det bør ikke være svært at få det til at fungere igen, hvis der blot vises viljen til det, og læger med erfaring med transkønnede bør nok kunne vejlede i, hvordan en afpsykiatricering af transkønnede kan foregå, så transkønnede igen kan få en værdig sundhedsfaglig behandling, der har fokus på transkønnedes behov førend fortidens fordomme.

Vi håber på det bedste, men satser ikke alle vores penge på, at beslutningsforslaget går igennem, så forbered jer på vores oprør og følg med på kanalen her, hvis I vil se løjer, når vi sætter fokus på statens krænkelse af transkønnedes menneskerettigheder over de kommende måneder.

Skrevet af Killjoy Redaktionen, 2/25/2016 7:25:23

Har denne artikel lært dig noget nyt eller bragt værdi til din verden? Ønsker du at se mere fra killjoy.dk?
Vi indsamler penge til sidens drift på patreon.com/killjoydk, hvor man kan opsætte månedlige donationer helt ned til $1 (ca. 6,5 kr). Hvis alle tilbagevendende læsere gav $1, havde vi råd til at hyre en professionel journalist på deltid.