Linkliste om Sexologisk Klinik

Sexologisk Klinik har gennem de seneste år været under massiv kritik for den måde, de behandler transpersoner på. En kritik som er taget til, efterhånden som en protestbevægelse mod klinikken og systemet er vokset støt. Især transkønnede unge er i dag ikke længere bange for at stå frem og fortælle om det misbrug, der foregår, men efter at Amnesty har sat hårdt ind overfor klinikken, Sundhedsstyrelsen og Danmark for menneskerettighedskrænkelser overfor danske transkønnede, er de kritiske røster især taget til i styrke. I dag kritiseres Sexologisk Klinik af transpersoner i alle aldre, former og størrelser og af såvel Transpolitisk Forum, LGBT Danmark, LGBT Ungdom, Copenhagen Pride og en lang række af andre grupper, som også tæller nogle af de politiske partier repræsenteret i folketinget.

Kravet om at stoppe misbruget af såvel sundhedssektorens offentlige midler såvel som danske statsborgeres værdighed og psykiske velvære vokser kun større. Det må være på tide med handling. Og man behøver ikke at tage en enkelt transkvindes ord for det. Jeg har hermed samlet 8 artikler om emnet, som kaster lys over konflikten, og de er blot en brøkdel af det materiale, man kan finde derude, hvis man leder videre herefter.

I artiklerne redegøres alt fra transpersoners personlige erfaringer med klinikken til videnskabelige undersøgelser og interviews med repræsentanter fra begge sider.

Kan du li’ rutsjebaner? (Amnesty | 2 Oktober 2015)

Aske Ravn fortæller om sine oplevelser med Sexologisk Klinik, hvor han er blevet stillet spørgsmål om alt fra hvordan han gik klædt som barn og hvordan hans mors graviditet med ham gik til spørgsmål som “Er du så også tiltrukket af dyr og børn?”

Aske er en af de mange transpersoner, der har søgt behandling uden om sexologisk klinik - altså selvmedicinering og ture til Tyskland, og mistænker Sexologisk Klinik for at være motiveret af et ønske om at undertrykke transpersoners kønsidentitet.

Hermed to citater fra artiklen:

Jeg har en BMI på 17, og den skal helst være 18. Det var nok til, at hun var tæt på at afslå yderligere samtaler. Der var en ubehagelig stemning lige fra begyndelsen, og da vi på et tidspunkt talte om en voldtægt, som jeg var udsat for, sagde hun: ’Jeg tror faktisk, du nød det’. Det var vanvittigt upassende og ekstremt grænseoverskridende. Som om udgangspunktet for hende var, at jeg ikke var transkønnet, og at de helst ville være fri for at behandle mig.

Forskellen på de samtaler, jeg havde med psykologen på CCC klinikken, og dem, jeg har med personalet fra Sexologisk Klinik, er gigantiske. Hvor jeg i mit første forløb blev mødt med respekt, interesse og forståelse, oplever jeg nu en høj grad af både mistænkeliggørelse og ydmygelse. Hvis jeg skal kalde dem noget, så er de transfobiske.

Gnidninger (Friktion | 1 Marts 2015)

Også Mark Nielsen har oplevelser med Sexologisk Klinik og underlige eller grænseoverskridende spørgsmål. Mark’s fortælling tegner bl.a. et billede af Sexologisk Klinik som fixerede på kønsorganer. Erfaringer med at have måtte tage til Tyskland og betale af egen lomme for behandling går igen såvel som erfaringer med fordomme om panseksualitet fra klinikkens personale. Ventetiden synes urimelig lang og forløbet absurd.

Hermed et citat fra artiklen:

”På en skala fra 1 til 5, hvor tilfreds er du så med din klitoris?” Det er sørme et godt spørgsmål. Eller også er det et af de spørgsmål, som ingen mennesker bør blive stillet uden rimelig grund. Men jeg er mig. Jeg er jo trans. Jeg skal kunne tage det. Jeg skal finde mig i den slags. Og jeg bedes vise, hvad jeg har mellem benene – ”hvis du ikke har noget imod det?”. Nej da, kig bare. Jeg ved ikke, hvad de havde regnet med at finde eller se, men fyren så ikke overrasket ud, og det er da godt for ham – og for mig, formoder jeg. Hvis bare jeg kunne vise, hvad jeg har mellem ørerne. Men det er irrelevant i deres forskruede logik, og det kan have konsekvenser, hvis jeg ikke makker ret.

Hormoner og Frygt (Niels Jansen | 23 April 2013)

Niels Jansen skriver om hormonkrisen anno 2012, der var en forsmag på den krise, sundhedssystemet er i idag. Tilbage i 2012 begyndte Sundhedsstyrelsen at rasle med sablerne overfor de læger, der havde transpersoner i hormonbehandling uden om Sexologisk Klinik, og det førte til, at systemet blev overvældet af at der pludseligt blev henvist transpersoner i hobetal til Sexologisk Klinik. Transpersoner som ellers var sunde og tilfredse med den behandling, de havde været i hos læger med mere respekt for sit lægeløfte end for Sundhedsstyrelsens voksende formynderiskhed overfor transkønnede personer.

Af dette lærte man hurtigt, at man på ingen måde havde kapacitet til at udrede samtlige transpersoner i Danmark, Færøerne og Grønland igennem en snoldet lille klinik i nordlige København, og der blev på en måde indgået et kompromis. I slutningen af 2014 gentoges alt dette, da en ny behandlingsvejledning var på vej, som ved sin færdiggørelse i 2015 gjorde, at Sexologisk Klinik i praksis var eneste instans, som måtte “behandle” danske transkønnede, til trods for at deres kapacitet ikke er blevet udvidet siden krisen i 2012.

Hermed et uddrag:

Der findes læger i dette land, som ser det som deres pligt at hjælpe deres patienter (sjovt nok). Så hvis der kommer en patient og har det skidt og gerne vil sættes i hormon-behandling, så kan disse læger ikke med god samvittighed sende os væk og sende os ind i et psykiatrisk system, der sætter os i vente-position i minimum et år før vi måske får hjælp. Når de selvsamme læger ved, at vi kun får det værre, hvis vi venter, og straks får det bedre, hvis vi får behandlingen, så byder deres samvittighed dem at hjælpe os. Noget med et eller anden lægeløfte. Samtidig ved vi at behandling med testosteron på ingen måde er skadelig med mindre man får for meget over lang tid. For meget afgøres af, hvordan den enkelte patient har det. Man kan f.eks. kurere angina pectoris (hjertekramper) ved at give en patient en hel masse testosteron over en periode.

Stormløb mod Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer for transkønnede (Modkraft | 13 Oktober 2014)

I efteråret 2014 begyndte privatpraktiserende speciallæger at bukke under for pres fra Sunhedsstyrelsen for, at de skulle ophøre med at tilbyde transpersoner behandling uden om Sexologisk Klinik. Dette var grundet et udkast til nye retningslinjer på området, der i foråret 2015 skulle ophøre med at være udkast uden store ændringer til trods for megen kritik fra transkønnedes interesseorganisationer. Inden Sexologisk Klinik for alvor blev cementeret i sit monopol, blev der arrangeret en demonstration, en underskriftindsamling, lækning af Sexologisk Klinik’s spørgeskemaer, breve til sundhedsministeren og røre i Danmarks medielandskab. Det var i øvrigt heri bevægelsen Til Kamp For Informeret Samtykke fik sin opstandelse.

Hermed et uddrag fra artiklen:

Hormonbehandling er noget, der for mange transseksuelle er livsvigtigt for at blive set, som det køn, som passer til deres kønsidentitet.
Derfor er det en udbredt frygt, at mange transkønnede fremover vil forsøge at skaffe sig adgang til hormoner over internettet eller på det sorte marked, da mange gerne vil undgå at skulle på Sexologisk Klinik.
Årsagen er at man opfatter klinikkens behandling som ydmygende og umyndiggørende.

Behandlingssystemets deprivatisering af transpersoners hverdagsliv (Friktion | 1 December 2015)

Sociologistuderende Viola Marie Skovgaard & Ida Friis Thing har i forbindelse med deres bachelorprojekt undersøgt transpersoners behandlingsforløb på Sexologisk Klinik. Klinikkens udredning af transpersoner karakteriseres som præget af stereotype kønsnormer, binarisme og heteronormativitet.

Der lægges vægt på, hvordan transpersoner i praksis tvinges til at blotlægge mange og ofte meget intime detaljer i sine liv helt ned til den spæde barndom. Samme detaljer bruges imod de transkønnede, hvis de ikke passer sammen med en “legitim fortælling” om transkønnethed defineret af klinikken, og deres projekt har således også været en undersøgelse af, hvordan samfundets normer for regulering og kontrol af transpersoner igennem klinikkens virke selvforstærkes.

Hermed to uddrag af redegørelsen:

Transpersoner skal således udtrykke, at de har det “dårligt nok” til, at deres ”problem” bliver taget alvorligt på Sexologisk Klinik, men samtidig ikke så dårligt, at de bliver kategoriseret som psykisk syge og uegnede til behandling. Komponenter fra transpersoners fortællinger om deres hverdagsliv gøres således til genstand for en afvejning og inddeling i sund eller patologisk adfærd, der problematiseres og mistænkeliggøres i henhold til forskellige psykiatriske diagnoser. Beskrivelser af almindelige begivenheder og følelser som selvbebrejdelse, korte kæresteforhold eller nervøsitet kan på institutionen blive betragtet som sygdomstegn, der bruges som et modbevis på rigtigheden af transkønnethed.

Nogle oplever, at de på Sexologisk Klinik må give udtryk for et større kropshad, end de reelt føler i deres hverdag, for at være sikker på, at de lever op til institutionens forståelse af transkønnethed. Kun få fremstiller sig selv på en måde, der konflikter med Sexologisk Kliniks opfattelse af “transseksualitet”, i frygt for at blive sanktioneret med afvisning af behandling. De har ikke ”råd” til at fortælle en afvigende historie på institutionen, da Sexologisk Klinik for manges vedkommende er den eneste mulighed for behandling.

Judge & Jury: Når institutionen undersøger sig selv (Peculiar | 16 December 2015)

I peculiar skriver Tobias Raun om to forskningsprojekter, der havde udgivelse i December 2015, og udgør sammen med eet eneste andet forskningsprojekt fra 1981 samtlige danske forskningsprojekter i Danmark.

De to udgivelser kommer fra Sexologisk Klinik, og derfor har Tobias Raun bl.a. bekymringer ved, hvordan klinikken med sit monopol på den undersøgte befolkningsgruppe kan påvirke resultaterne til at bekræfte de antagelser om transkønnede, klinikken udreder under.

Hermed et uddrag af artiklen:

Der er dog også et metodisk problem i, at oplysningerne om transkønnedes seksuelle orientering hentes fra journaler – journaler som netop er blevet udfærdiget i forbindelse med en evaluerende proces, hvor psykologen/psykiateren agerer gatekeeper til den ønskede behandling. Den transkønnede kan således ikke tale frit fra leveren, da vedkommende ved, at enhver ting der siges, både kan kvalificere og diskvalificere til de indgreb, som ønskes.

Denne omstændighed omtales dog ikke i artiklen, men der nævnes i en bisætning, at stigningen i tiltrækningen af samkønnede kan indikere et forsøg på at levere socialt accepterede svar. Transkønnede har dog længe givet udtryk for, at netop seksuel orientering virker til at være et springende punkt i forhold til, hvorvidt Sexologisk Klinik godkender en til kønskorrigerende indgreb eller ej.

Ny kritik af behandling af transkønnede (Information | 19 Oktober 2015)

I forbindelse med en rapport om transkønnedes sundhed i Danmark udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed for Københavns Kommune, har Johanne Ramskov Erichsen samlet udtalelser fra en række talspersoner, heriblandt overlæge ved Sexologisk Klinik Annamaria Giraldi. Om rapporten redegøres der bl.a., at over halvdelen af adspurgte transkønnede ikke føler sig imødekommet i sundhedsvæsenet i Danmark, og bl.a. retter kritik mod den måde, udredning af transkønnede på Sexologisk Klinik foregår på.

Overlæge på Sexologisk Klinik Annamaria Giraldi giver i denne tekst en sjælden udtalelse, hvori hun blankt afviser kritikken. Hermed et uddrag fra artiklen:

De negative erfaringer i rapporten handler dels om den måde, udredningen på Sexologisk Klinik foregår på. Det beskrives, at de ikke føler, at deres kønsidentitet anerkendes, at de føler sig umyndiggjort, og at udredningsforløbene er ydmygende.

Det kan Annamaria Giraldi, professor, overlæge og ph.d. fra Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, ikke genkende: »Det er vi rigtig kede af, at der er nogen, der føler. Behandlerne i klinikken er professionelle, og jeg kan ikke genkende, at de er nedladende. Tværtimod. Det er ikke vores agenda at få folk til at holde op med at være transkønnede. Vi vil gerne hjælpe så mange som muligt,« siger hun.

Hvis man vil vide mere om herskerteknikker, kan man også med fordel læse Almindelig.com’s Herskerteknikker og Magt. Bemærk især punkt 6 om imødekommende modstand og punkt 7 om definition af virkeligheden.

Hvis nogen har blod på hænderne, er det Sexologisk Klinik (Information | 25 September 2015)

Rasmus Elmelund finder kritiske vinkler på “dokumentaren” Mordet på Jannick, som egentlig omhandler en transpige, som foretrak navnet Michelle. Den kritiseres bl.a. for at forsøge at reducere LGBTQ-personer til underholdning og svigter behovet for en oprigtig samfundskritik i forbindelse med dødsfaldet, den behandler. Mads Ananda Lodahl udpeger Sexologisk Klinik som en af det helt store spillere i afdøde Michelles mistrivsel. Her er det vigtigt at bemærke, at Michelle havde fået en afvisning af klinikken få måneder inden hun tog sit eget liv.

Hermed et citat fra artiklen af Maj Heiselberg rettet til DR3, som sendte “dokumentaren”:

Man kan forestille sig – for ikke at sige, at jeg er ret sikker på – at en af grundene til, at Michelle ikke kunne være i denne her verden mere, netop var, at hun ikke oplevede at kunne få lov til at være den person, hun virkelig følte sig som. Det er derfor ikke Michelle, der slog ’Jannick’ ihjel, men snarere det syn, vi i Danmark og i store dele af verden har på transkønnede. Det synes jeg i allerhøjeste grad, at I negligerer i dokumentaren, hvilket måske burde være det stærkeste budskab, I kunne komme med.

Udarbejdet af , 2/21/2016 1:32:02 PM.

Har denne artikel lært dig noget nyt eller bragt værdi til din verden? Ønsker du at se mere fra killjoy.dk?
Vi indsamler penge til sidens drift på patreon.com/killjoydk, hvor man kan opsætte månedlige donationer helt ned til $1 (ca. 6,5 kr). Hvis alle tilbagevendende læsere gav $1, havde vi råd til at hyre en professionel journalist på deltid.