english
AbonnérQueer normativitet har længe frustreret mig og udfordret mit selvværd. Jeg har skrevet og skrålet om det at føle sig for butch til at være en ‘normal’ heterokvinde, og for feminin til at være queer. Og jeg prøver ikke at være queer. Jeg er queer – i hvert fald ifølge mig selv.
Maskulinitet opfattes som mere seriøst end femininitet i mainstreamen. Det burde ikke overraske, at dette også sker i queermiljøer. Når jeg hører min queer, anarkistiske, lesbiske ven blive rådet til at klippe sit lange hår af, og når jeg må se langt for at finde folk, der udviser femininitet til en queer fest, føler jeg mig usynlig og - til tider - uvirkelig.
Baseret på mine ganske vist anekdotale egne erfaringer og erfaringer delt af andre femme-erklærede queers, tør jeg konkludere, at København har en queer scene, der særligt værdsætter maskulinitet.
Du kender typen - med hovedsageligt sort, grungy sammenlappet tøj, assymetrisk hår og maskulin androgyni på DFAB personer mellem 22 og 32 år og med lys hud. Endnu vigtigere end udseendet er det sociale kendskab. Man skal helst føle sig bedst tilpas i Bumzen og være venner med minimum 1 medlem af Queer Jihad.
Queer rum kan ikke være safer spaces for alle. Det håber jeg aldrig på, at de er. Macho typer bør føle sig malplacerede og utilpasse i queer omgivelser. Alligevel vil jeg gerne efterspørge plads til folk lige så sprængfulde af modkulturel queer-værdier, som bare ikke passer ind i det københavnske queer look. Folk som måske ikke har den sociale kapital til at vide, hvilke piercinger og stile er kodet som queer, eller måske bare ligesom mig har det bedst i et look, der ikke er det typiske queer look.
Der er en grund til at kønsnonkonformitet og heteronomativitets-modarbejdende seksualiteter er queer. Det forstår jeg. Og jeg prøver at være forsigtig med mine ord her, for der er intet uægte over personer tildelt det kvindelige køn, som finder frigørelse i maskuline kønsudtryk. Jeg kan ikke tale fra et personligt perspektiv på normer omkring hvidhed i queermiljøet. For mig er det min identitet som femme og mit ønske om at udtrykke femininitet, der har føltes illegitimt.
Kønsudtryk og -identitet vedrører helt klart queerness. De er markører for ikke-konformitet, men de er ikke queerness eller ikke-konformitet i sig selv.
Min selvtvivl over queernormativitet har udviklet sig fra hvordan jeg ser ud til hvem jeg knalder. Jeg føler mig en smule neurotisk, når jeg klager over denne følelse af ikke at blive accepteret. Når jeg dater nogen, hvis identitet bliver set mere som queer end min, får jeg en følelse af, at etablerede queers lægger mere mærke til mig og ser mig som mere queer. Det er som om, at nu ser de mig. Nu er jeg legit.
Måske overfortolker jeg? Gør alle sig lige så umage for at blive taget seriøst af københavnske queers? Jeg plages - måske påvirket af min følelse af utilstrækkelig queerness - med et indtryk af, at jeg kun er så queer som dem jeg knalder.
I løbet af det sidste halve år har jeg forelsket mig i en kvinde. Jeg er blevet ramt af den usædvanlige fornemmelse, at fordi hun er transkønnet, bliver jeg læst som mere ægte queer. Jeg har længe vidst, at min seksualitet inkluderer tiltrækkelse til ikke-binære personer, kvinder, transpersoner og lejlighedsvist en fabeldyrsagtig cismand. Nu da mit queer begær har manifesteret sig i et forhold, føler jeg mig mere synlig.
Jeg er vel ikke queer, fordi min kvindelige kæreste er tildelt det mandlige køn. Eller er jeg? Jeg har jo reflekteret mere over transkønnethed og queerhed, og har følt mig mere fremmedgjort fra samfundet i den tid, jeg har været sammen med hende. Vores sex er super queer. Når vi går ned ad gaden hånd i hånd, forvirrer vi hver gang nogen, der anstrenger sig for at finde en konventionel etiket at sætte på os.
Bør jeg tage mine ord i mig? Måske har jeg faktisk opnået ny viden og bredere perspektiv? Men jeg vil ikke være “cool” eller “legit” baseret på hvem jeg knalder og elsker. Det ville sætte min kæreste i en særlig kategori af kvinder. Hendes trans-status gør ikke vores kærlighed underlig.
Nu er jeg tilbage ved “hvad gør én queer?”
