Er der plads til børn i din revolution, feminist?

Kære feminist

Vi vil gerne bede dig tage en pause fra at smadre patriarkatet og lytte til et opråb fra os, som din revolution er i gang med at efterlade i børneværelset, overdænget med skyldfølelse og beskidte bleer.

Vi er nødt til at tale om den usolidariske indstilling til forældre, der er i aktivistiske og feministiske kredse. Forældreskab er en grum opvågnen for en feminist. Der er pludselig barrierer i vejen for ens deltagelse, ikke kun i samfundet, på arbejdsmarkedet og i det offentlige rum, men sandelig også i vores egne såkaldte solidariske miljøer! Om det er udtalelser som ‘årh jeg hader børn’, velmenende ‘gode råd’, workshops, ferielejre eller rum hvor børn ikke har adgang. Tror du os ikke?
Vi har en stadigt voksende anekdotesamling her.

Og det duer ikke. Uanset om du har tænkt dig at blive forælder eller ej, så er du nødt til at forholde dig til, om din praksis, din aktivisme og din organisering ekskluderer os, der er forældre eller omsorgspersoner.

Vi lever i en verden, som  er indrettet på måder, som besværliggør kombinationen af politisk aktivisme og forældreskab. I radikale miljøer får vi at vide, at reproduktion er reaktionært, og at vi selv har valgt vores uundgåeligt reaktionære tilværelse til. Men nu vil vi gerne stoppe op og stille spørgsmålstegn ved det system, som fastholder os i en begrænset position som forældre, og som tvinger os til at opfylde din reaktionære profeti om vores politiske liv som forældre. 

Det er forståeligt at forskellige feministiske bevægelser har haft travlt med at distancere sig fra det, der traditionelt blev anset for ‘kvindearbejde’, og at vinde anerkendelse i de mere professionelle sfærer og smadre den essentialistiske kobling mellem kønshormon og omsorgsevner. Men det kan heller ikke være rigtigt, at det allerhårdeste arbejde vi har - at være forældre for vores barn - ikke er noget der anerkendes. Det er især et problem, at engagementet i kampen for forandring skubbes over på dem, der er forældre, i stedet for at det ses som et kollektivt revolutionært projekt.

For faktisk er det ikke os, som er blevet gode venner med patriarkatet efter mælken løb til. Vi er kun blevet vredere. Vi bliver nødt til at være vredere og stærkere, fordi de netværk vi læner os op af pludselig forsvinder. Det er dig feministiske ven, det er dig som forsvinder. Vi er ikke længere fleksible og omstillingsparate individer, som kan passe ind i din neoliberale og kropskapable aktivisme. Vi er omvandrende fællesskaber nu. Vi er konstant reproduktivt arbejdende personer, og vores fællesskaber kan ikke længere inkorporeres i dine fællesskaber, til dine arrangementer og i dine grupperinger, fordi vi ikke kan opfylde dit behov for individualitet. Vi fucker det op med vores lavpraktiske flerstemmighed, og derfor ryger vi ud. Babygråd og faste sengetider er der bare ikke plads til vel?

Når du ikke tilbyder os at deltage i vores vanlige eller nye politiske organiseringer, er vi er tvunget ind i mødregrupper, hvor folk siger ting som “Ej, hvor er det vildt du lader dit barn gå i lilla”, eller at “dit barn er en rigtig pige/dreng”, eller hvor vores queerhed, familiestruktur eller vrede bliver mærkeliggjort. Vi har brug for radikale fællesskaber. Vi har brug for, at du ikke lukker os ude i kulden. 

Vi tilslutter os kritikken af de normer, der dikterer at man skal have børn. Men bare fordi vi har børn, betyder det ikke, at vi er frontkæmpere for en konservativ heteronorm, eller at vi synes, at alle andre skal leve som os.

Problemet med at de fleste politiske sfærer, vi kommer i som forældre, ikke er indrettet efter vores og vores børns behov er, at vi for det første reelt ikke har de samme muligheder, som vores ligesindede. For det andet, at den manglende solidaritet er med til at cementere og forstærke en neoliberal orden, som lader det være op til os selv alene at få vores hverdag til at hænge sammen. Forældreskabet anses som et individuelt valg.

Vi føler generelt at vi ved, hvor vi har vores medfeminister. Men lige præcis når det gælder forældreskab, så ved vi det faktisk ikke. Vi møder modgang nok i vores hverdag til ikke at kunne føle os sikre på, at vi er velkomne. Derfor har vi brug for, at du gør en tydelig indsats for inkludere os.

Hvis du ikke har børn i dit liv eller ønsker at få det, så er det helt fint. Men at ekskludere eller offentligt vise sin irritation over børn og forældre er sgu ikke særlig radikalt. Tværtimod gentager du et ret reaktionært handlemønster, som prøver at holde forældre i almindelighed og kvinder i særdeleshed hjemme ved kødgryderne og i børneværelset, når de har sat afkom i verden.

Hvis du tænker, at det er vores eget ansvar at dukke op og skabe plads, så skal du vide:

Vi føler os som udgangspunkt ikke velkomne. Vi bliver i forvejen betragtet som nogen, der tager plads. Derfor føler vi konstant, at vi bør træde tilbage og afgive plads.

Vi føler, at vi med vores larmende afkom, søvnmangel, rod og generelle underskud ligger andre til last. Og vi har fået nok skæve blikke, suk, manglende sociale invitationer og kommentarer om ‘hvor irriterende børn er’ eller udskamning over at slæbe ungerne med til at tage et hint og antage, at I som udgangspunkt helst er fri for os. Derfor vil vi opfordre dig til at tage et medansvar for, at vi i fællesskab kan skabe en aktivistisk modkultur, hvor børn og deres forældre og omsorgspersoner er en integreret del af fællesskabet. 

Tips til at inkludere børn, forældre og omsorgspersoner i dine fællesskaber:

• Er børn inkluderede? Gør du det klart, at børn er velkomne til dine arrangementer? Hvis de ikke er, hvorfor ikke? Det er fair at lave arrangementer, der ikke er egnede for børn, men så husk at organisere børnepasning, hvis du vil inkludere os. Du kan også gøre andre arrangører i dit netværk opmærksomme på at skabe forældre/børne-inkluderende rum.
  
  
• Hvornår lægger du dine møder? Der er en grund til at vi forældre kalder tidspunktet mellem 16 og 18 for ulvetimen. Vores afkom forvandler sig til nogle frådende rovdyr, fordi de er trætte og sultne. Møder der ligger i dette tidsrum er no go, især hvis vi er enlige forældre! Så derfor: tænk over mødetiderne, og overvej om nogens kalendere prioriteres højere end andres, når møder planlægges.
  
  
• Har du tænkt over, om selve rummet er børnevenligt? Måske har du allerede tænkt, at forældre og deres børn selvfølgelig er velkomne til dit arrangement. Men her er det en god idé også at indtænke, hvorvidt rummet reelt er egnet for børn. Er der glasskår på gulvet? Er der minusgrader? Er folk på stoffer?
  
  
• Tager du selv initiativ til at hjælpe? Der er utrolig meget skam forbundet med at skulle bede om hjælp - specielt som mor. Det er især fordi, at forældreskabet anses som ‘et individuelt valg’, og derfor forventes det, at du selv må bære konsekvenserne og alt arbejdet - og det er fandme ikke særlig solidarisk. Som allieret må du også tage ansvar for vores udskamning og aktivt modarbejde den. Tilbyd hellere din hjælp en gang for meget end for lidt.
  
  
• Er dit gode råd en kritik? Lad være med at give opfordrende råd eller indvie os i dine holdninger til vores forældreskaber. Tro os, vi spørger, hvis vi er interesserede! Det handler igen om skam: når du for eksempel siger, at nogens barn nok snart skal hjem i seng/spise/underholdes - så dømmer du barnets forælder/re for ikke at tilgodese sit/deres eget barns behov. Tilbyd i stedet din hjælp, eller træd til, hvis vi selv giver udtryk for, at vores barn har et behov, der skal opfyldes.
  
  
• Kommenterer du på at der er børn tilstede? Hvis ikke du har tænkt dig at hjælpe, så lad være med at kommentere på, at vi har vores børn med! Børnefrie arbejdsrum er ikke ‘naturlige’ - det er en ekskluderende norm! Det er også et privilegie at have børnepasning, og er du enlig uden familie i lokalområdet koster det penge. Som vi oftest ikke har. Det er radikalt at være rummelig!
  
  
• Kan du ikke lide børn? Overvej hvad det betyder, når du smider om dig med sætninger som “Jeg kan ikke lide børn,” og hvor progressivt det lige er at affeje alle der får børn som ‘breeders’. Det er fint, du ikke selv gider have børn. Men; some people have kids, get over it! At sige at du ikke bryder dig om en hel gruppe af mennesker på grund af deres unge alder er.. tjaa, noget age-ist bullshit. Børn er derudover en af de mest sårbare grupper i samfundet, vi bør tænke dem ind i vores aktivisme, ikke bare affeje dem fordi vi ikke selv har nogen.
  
  
• Er du træt af at folk ‘forsvinder’ når de får børn? Stop med at dømme folk, der skalerer ned på aktivismen, når de får børn. Tilbyd at passe deres unge til møderne i stedet! Gør det nemmere for os være med. Hjælp med at underhold børn, som er til stede i sociale, politiske sammenhænge. Hvis barnet kun vil have sin forælder, så lav eventuelt noget kaffe til vedkommende i stedet?
  
  
• Er du interesseret i at skabe radikale fællesskaber? Så prøv at overvej potentialerne i, at vi bryder med småborgerlige 50’er forventninger til at børn skal ses men ikke høres og at de hører til inden for kernefamilien. Det er en valid form for aktivisme at inkorporere hinandens børn i vores organisering, ikke kun på det praktiske plan i form af børnepasning, men også på det ideologiske plan.

 
Everybody wants a revolution - no one want to do the dishes. Or change the diapers, kunne vi tilføje. Men hey: det er et lige så godt bidrag til revolutionen at passe børn eller tage ansvar for andres børn, som at stå på en sæbekasse med en megafon.