Scener fra et feministisk forældreskab

Dette er en samling anekdoter, der skal give et indblik i livet som forælder med interesse i aktivisme og feminisme. Samlingen er startet i forbindelse med udgivelsen af opinionsartiklen Er der plads til børn i din revolution, feminist?


Børn med til demonstrationer

Jeg skal til demonstration kl. 16. Men det er mit barn på 1 ½ år ikke enig med mig i. Barnet vil gerne lege med legoklodser og spise knækbrød, og det der med at skulle have flyverdragt på er ikke lige sagen. Jeg har ikke aftalt at mødes med nogen til demonstrationen, fordi jeg ikke orker, at nogen skal stå og vente i kulden, når jeg umuligt kan vide mig sikker på at komme til tiden. Satser på at møde nogle folk, jeg kender, tilfældigt. Kl. 17.30 lykkedes det os at komme frem til den sidste del af demonstrationen. Som håbet møder jeg nogle bekendte, og stiller mig ved dem. Midt i en samtale kigger vedkommende let chokeret på mit barn, som jeg har på armen. Hen er ved at falde i søvn i mine arme. Ret nuttet. Men min bekendte kigger forarget på mig, og siger at mit barn er alt for træt til at være ude så sent, at det er synd. Jeg bliver frygtelig flov og kaster mig op på cyklen og cykler skamfuldt hjem igen. Det blev til 10 minutters tilstedeværelse til demonstration den dag.

En dårlig mærkesag

Jeg er i starten af tyverne og lidt beæret over at være inviteret til feministisk organiseringsmøde, fordi de andre i rummet har væsentlig flere point på feminist og aktivist-kontoen end jeg. Vi taler om, hvilke mærkesager, der er vigtige for os. En nævner barsel og familiepolitik. En ung kvinde på min alder, der har haft ordet meget af aftenen affejer det.  “Ja, altså jeg vil ikke have børn, så det er ret irrelevant for mig. Det kommer jeg helt ærligt ikke til at bruge tid på.” Dem i rummet der havde bragt barsel, børnepasning, ulige arbejdsfordeling og generelle frustrationer på bordet tav og bragte det ikke på bane igen.

“Var det et uheld, du blev gravid?”

Jeg bliver nødt til at gå fra noget arbejde, fordi jeg skal hente barn. Person siger: “Ej hvor er det synd for dig. Var det et uheld, at du blev gravid?”.

Den ‘seje’ mor

Jeg får tit at vide, at jeg er ‘sej’ fordi jeg gaber over at lave en masse aktivisme, tage til arrangementer og have et barn. Jeg vil hellere have, I hjælper. Når jeg gang på gang tilbyder at lægge hus til møder og laver mad til deltagerne, så er det fordi jeg ved, at det er den eneste måde jeg kan få adgang til aktivistiske rum i de uger, hvor jeg har et barn. Så tilbyd at tage opvasken eller lave maden - eller underhold min unge, når du er der, i stedet for at sige jeg er ‘sej’ mens du sætter dig og stener og igen-igen overlader det hårde arbejde til en mor.

Som Shane Clairborne sagde, “Everybody wants a revolution, nobody wants to do the dishes”. Husk at tage opvasken eller passe ungerne, og overlad sæbeboksen til nogle andre

Kort barsel, lang barsel

Jeg er gravid, og min partner og jeg har aftalt at dele barslen - 6 måneder til hver. Jeg fortæller om vores beslutning på arbejdet og mine kolleger reagerer med et hånligt affejende: “Ej, du ombestemmer dig!” eller “Det kunne jeg godt nok ikke.”. En enkelt mandlig kollega siger “Det ville jeg også ønske min kone havde ladet mig gøre. Men det nægtede hun.”. Det kan alle de andre godt forstå, siger de.

Da jeg skal tilbage på arbejde efter 6 måneder, himler kolleger, familie og venner op om hvor ‘kort’ barsel jeg havde taget. Min svigermor spørger om jeg ikke kommer til at savne mit barn og være bekymret for, om han har det godt. Mind you, barnet skulle være sammen med hendes søn hele dagen!

Min partner får en hel masse ros for at tage ‘lang’ barsel. Folk er ved at falde ned ad stolen over at han ‘gider’ tage seks måneders barsel, ligesom jeg.

Flere bekendte hvis mandlige partnere tog tre måneder eller ingenting følte meget behov for at forsvare deres eget setup ved at udtrykke at det var lidt ekstremt, sådan som vi havde gjort det og ‘det kan alle jo ikke gøre, sådan rent økonomisk’ eller ‘mit barn ER bare mere knyttet til mig nu.’. Jeg tror de følte at jeg anklagede dem for at være dårlige feminister ved at have taget et andet valg end dem, selvom jeg altså aldrig har påtalt andres barsels-setup.

Det er ‘rad’ at hade børn

En af mine favorit facebook sider sýnes det er ‘so rad’ at hade børn, og kommentarsporet lol’er med. “Ej, det er totalt mig.”.

 

Ingen børnefamilier, tak!

Jeg er blevet skilt og leder efter et kollektiv, for sådan har jeg altid gerne villet bo. Især nu, hvor jeg er enlig forælder, savner jeg andre voksne i hverdagen. Jeg kan se, at der er rigtig mange andre forældre i de grupper, hvor kollektiver søger nye medlemmer, der har det ligesom jeg. Særligt rigtig mange enlige, fraskilte mødre. Men det kan vi godt skyde en hvid pil efter som enlige forældre. Nærmest ingen af de etablerede kollektiver er interesserede i ansøgninger fra folk med børn. Dem, der har børnefamilier slår latterligt sjældent plads op, og det er sjældent de decideret udtrykker at de accepterer at nye kollektivister har børn. Jeg har en bekendt, der blev smidt ud af sit kollektiv da hun blev gravid fordi “Vi ikke er et kollektiv for børn”. Tillykke med at tanken om solidariske bofællesskaber nu er lavet om til en billig boform for priviligerede mennesker uden besværligt afkom og at særligt de enlige forældre, der virkelig kunne bruge at blive inkluderet i denne boform, ekskluderes og skubbes ud i fattigdom (fordi det er latterligt dyrt at bo i København). ‘Start dit eget’ er tit svaret. Jotak, som en person med privilegier og overskud er det noget, jeg godt kan - men der er rigtig mange i gruppen enlige forældre der hverken har tid, overskud, økonomi eller netværk til den gigantiske opgave det er at starte et kollektiv op.

Har denne artikel lært dig noget nyt eller bragt værdi til din verden? Ønsker du at se mere fra killjoy.dk?
Vi indsamler penge til sidens drift på patreon.com/killjoydk, hvor man kan opsætte månedlige donationer helt ned til $1 (ca. 6,5 kr). Hvis alle tilbagevendende læsere gav $1, havde vi råd til at hyre en professionel journalist på deltid.