AbonnérDet er pride week og som om, det ikke er nok, at vi skal høre Udenrigsminister Lars Løkke klager over vi ikke føder nok børn, så udgav vores ligestillingsminister Marie Bjerre kronikken Woke må ikke kuppe kampen for ligestilling, der er et frontalangreb på transkønnedes rettigheder.
Hendes debatindlæg er en bouillonterning af retoriske kneb, talepunkter og misinformation, som er taget direkte fra anti-trans bevægelsen. At vores ligestillingsminister skriver sådan, burde gøre enhver, der går op i køn og ligestilling, alvorligt bekymret.
Kroniken er også et glimrende eksempel på, hvordan misinformation og anti-woke retorik rejser så let på internettet.
De meget udbredte transfobiske talepunkter, slidte stråmænd og "wokeisme"-anklager denne kronik indeholder, har næppe taget længe at finde. Problemet med en kronik som denne er, at når den på ingen måde er faktuelt korrekt eller har hold i virkeligheden, så skal det modbevises. Det kræver dagevis af research og analyse at pille indlæggets påstande og fordomme fra hinanden.
Så her er vi… Sæt dig ned, tag en kop kaffe og lad os gennemgå kronikken og analysere, nogle af de mest centrale logiske fejlslutninger og misinformation i Bjerres indlæg, samt den skræmmende fremtid hun tegner mellem linjerne. Forhåbentlig er du så bedre klædt på til at diskutere den med din onkel, der synes Marie havde nogle gode pointer.
Marie Bjerres kronik har i vanlig mediestil to forskellige overskrifter online og på tryk. Webversionen er en mere provokerende clickbait udgave end den trykte version, som Marie Bjerre selv delte på Twitter og har fokus på provokunstneren Ibi-Pippi, som åbenbart både har givet Marie Bjerre kaffen galt i halsen og fået hende til at erklære wokeismen krig. Det vender vi tilbage til.
“Wokeismen er gået for vidt”
I den trykte avis har kronikken fået overskriften “Woke må ikke kuppe kampen for ligestilling”. Udover at det er komisk at en minister med ligestilling som sit arbejdsområde bruger “woke” som et navneord, ikke et tillægsord, er det alarmerende at hun taler om “wokeisme” som om det var en reel tendens. Begrebet er opfundet af debattører og journalister, blandt andet hos Berlingske Tidende og Kristeligt Dagblad, som bruger det som en samlebetegnelse for alle de forskellige kampe for social retfærdighed, hvis mål eller metoder de ikke bryder sig om.
Man fristes til at spørge ligestillingsministeren om “wokeismen” er i rummet med os lige nu? Der findes ingen, der går rundt og kalder sig selv “wokeist”. Det er ikke en samlet ideologi, men et afro-amerikansk slangudtryk, der oprindeligt betød, at man er opmærksom på social retfærdighed, særligt systemisk racisme. Som så mange andre afro-amerikanske udtryk, har også dette nu i munden på hvide mennesker fået en ny betydning og bliver brugt af den politiske højrefløj som en måde at tale om den politiske venstrefløj og alle dem, der går op i social uretfærdighed, ligestilling, feminisme osv. En slags rebranding af "politisk korrekthed" og "krænkelseskultur".
I munden på reaktionære mennesker, og åbenbart også vores ligestillingsminister, udlægges det DERFOR som en samlet ideologi med en “outreret” og rabiat agenda, der er på vej til at ødelægge samfundets sammenhængskraft. Vi dækkede hvordan truslen om “wokeismen” fabrikeres i Danmark i podcastet Cybernormer sammen med Morten Stinus Kristensen helt tilbage i 2021 – lyt med her.
Bjerre vælger i kronikken at skyde skarpt mod transkønnedes rettigheder, og hun bruger en lang række argumenter og typiske stråmænd lige fra anti-trans bevægelsen, særligt den del der består af såkaldte transekskluderende radikalfeminister (TERFs) og Gender Criticals. Helt grundlæggende for anti-trans bevægelsen er, at man er kønsessentialist og mener, at der kun findes to køn.
Du kan læse mere om begge grupper her, eller i denne oversigt helt tilbage fra 2018, eller lytte til Cybernauternes podcastserie Kønskrigerne der undersøger og forklarer bevægelsen der under dække af at beskytte kvinderettigheder er i frontalangreb på transkønnedes eksistens.
Marie Bjerre har tidligere luftet fra folketingets talerstol at “der er kun to køn” og hun bruger også mange af de samme yndlingsargumenter som TERFs; transkvinder er en trussel mod kvinders ligestilling, hvad med kvindefængsler, er kvindesport fair og må man ikke sige kvinde mere?
Disse talepunkter er et ekko af den selverklærede “anti-woke” forening Dansk Regnbueråd, der da også har rost kroniken og har mødtes med Marie Bjerre tidligere. Måske kan man regne ud, hvor hun har sin inspiration fra? Det er ret beskæmmende at ligestillingsministeren tager imod ideer fra en forening der ikke er åbne om deres medlemsantal eller funding, men har med erklærede målsætninger om at rulle transkønnedes rettigheder tilbage, og går stik imod anbefalinger på området fra f.eks. LGBT Danmark eller Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn, der reelt repræsenterer LGBTQIA medlemmernes interesser.
Dansk Regnbueråds målsætninger - flere er tydeligt afspejlet i Bjerres kronik.
Bjerre skriver sig ind i en sørgelig tendens, hvor danske politikere i stigende grad bruger pride ugen til at angribe LGBT sagen, men primært transkønnedes rettigheder. I 2023 og 2022 gik det særlig hårdt ud over transkønnede børn, hvis eksistens var til diskussion og under angreb fra politikere, meningsdannere og højreradikale grupper. Lyt til afsnittet “Tænk dog på børnene” i Kønskrigerne-podcasten, hvis du vil høre mere
“Der er kun to køn” og den biologiske fejlslutning
Marie Bjerre lægger i sin rubrik hårdt ud med videnskabelig misinformation. Hun skriver at vi “lander et skørt sted, hvis vi overser det faktum, at der kun findes to biologiske køn”.
Denne måde at argumentere for de to køn går igen gennem kroniken og skrives som, om der er tale om den mest åbenlyse, objektivt dokumenterbare sandhed. I stil med, at jorden er rund eller at vand er vådt.
Bjerre er, ligesom jeg, født i 1980’erne, og der lærte man ganske rigtigt i biologi i folkeskolen at der fandtes to køn; mænd og kvinder, og at vi var grundlæggende forskellige, også på et genetisk plan, fordi mænd havde XY og kvinder XX kromosomer.
Problemet med ikke at følge med i videnskaben siden folkeskolen er selvfølgelig, at man har lært en forsimpling som barn, og at et vidensområde udvikler sig.
Der er ikke kun to “biologiske køn”. Der findes for eksempel interkønnede mennesker, der kan have andre kombinationer af kromosomer end XX/XY, have flere slags indre og ydre kønsdele eller hormonproduktion, der giver kroppen en anderledes udvikling.
Forskere har tidligere refereret til dette som “anomalier” eller sygdomme der ligger “udenfor normalen”, men forskningen er begyndt at bevæge sig væk fra denne måde at se variationer i køn på, da det fører til både diskrimination og giver dårlig forskning. Derudover ændrer det, at kalde noget for en anomali, ikke på dens eksistens. Der findes folk med XXY og XYY kromosomer, samt en lang række yderligere variationer. Her taler vi alene om variationer på kromosomområdet – genetikken – som Bjerre selv fremhæver som bevis for, at der kun er to. Kromosomer er kun ét aspekt af kønnet biologi.
Der findes også non-binære mennesker, personer som hverken er mænd eller kvinder. Mens interkønnede ofte ignoreres eller bortforklares med at være anomalier, så beskrives non-binære ofte som noget opdigtet “woke” vrøvl. Bjerre inddeler i sin kronik køn i “biologisk køn” og “kønsidentitet”.
Kønsidentitet, må vi forstå på hende, er ikke rigtig køn, fordi den ikke er biologi. Det her med at inddele køn i biologi og kønsidentitet er en af den transekskluderende bevægelses grundsten. Det gør, at man kan fremstille sig selv som accepterende, men samtidig fortsætte med at diskriminere transpersoner under dække af, at man bare siger sandheden.
Ligesom Marie Bjerre der siger, at hun “respekterer at nogen identificerer sig som et andet køn” men der er kun to biologiske køn som ikke kan ændres. Det de reelt siger mellem linjerne er: Det er fint du forestiller dig du er kvinde, men i virkeligheden er du en mand. Jeg respekterer din “kønsidentitet” men vi ved jo begge to hvad din biologi siger.
Med biologisk køn refererer de til kroppen og de dele af kroppen der er associeret med køn; hormoner, kromosomer, indre og ydre kønsdele, sekundære kønskarakteristika (som bryster) og kropsbehåring. Ifølge Bjerre kommer de altså kun i to forskellige kombinationer, mand og kvinde, og det kan ikke ændres.
Dette er bare helt grundlæggende ukorrekt. Der findes ikke én type biologisk mandekrop eller kvindekrop; udover interkønnede variationer, er der også utrolig store variationer indenfor både cis- og transkønnede menneskers kroppe; nogle kvinder har skæg og nogle mænd har bryster, og derudover kan man også godt ændre sin biologi. Man kan komme på hormoner, ændre sit udseende, blive opereret, det der kaldes kønsbekræftende behandling. Så skal man absolut tale om biologiske variationer med så forsimplet begreb som “biologisk køn”, bør man i det mindste anerkende, at en persons biologiske køn ændres gennem hormonbehandling eller de andre medicinske indgreb til særligt transkønnede, som findes i dag. Det er sjovt nok okay for de fleste når cispersoner gør det - når f.eks. Podcasteren Joe Rogan tager testosterontilskud, eller nogle ciskvinder vælger at få lavet nye bryster.
Når Marie Bjerre eller anti-transbevægelsen taler om biologi, mener de altså ikke reelt biologisk køn i alle dets variationer. De mener “naturlig” eller “oprindelig” i betydningen korrekt. De mener “ægte køn”, udfra et ideologisk standpunkt.
En transmand der er på testosteron, er blevet topopereret og har fuldskæg er ifølge denne logik “biologisk kvinde”. På samme måde er transkvinder – ifølge dem – “biologiske mænd”, uanset om de har østrogen i kroppen, bryster og andre biologiske træk, der ellers er associeret med kvinder.
Ved på denne måde at dele køn op i biologi (i betydningen ægte/naturlig) og identitet (i betydningen kunstig/menneskeskabt) så ignorerer de derudover at hjernen, der hvor “kønsidentiteten” sidder også er biologisk. Det er jo ikke sådan at vores følelser, tanker og oplevelser af alt, hvad der har med vores køn at gøre, foregår på en eller anden computer afsondret fra vores krop? Hjernen er ikke en syntetisk del af kroppen, den er også en del af vores biologi. Bare se på hvordan hormonelle svingninger påvirker vores følelsesliv.
Retorikken skaber et regime, hvor man på overfladen lader som om, man respekterer alle. Derimod vil man, når det gælder rettigheder og adgang i praksis, bestemme dette på baggrund af folks såkaldte “biologiske køn”; altså det køn, folk er tildelt ved fødslen.
Det er reelt en pseudovidenskabelig måde at fejlkønne transpersoner på – man sætter bare et lille “biologisk” foran for at slippe afsted med det.
Marie Bjerre nævner flere gange i kroniken, at hun “som liberal” vil respektere folks ret til at “identificere sig som et andet køn”. Men hun vil ikke lade transpersoner leve som sig selv. Hun vil definere transkvinder som “biologiske mænd”, der skal formenes adgang til kvinderum og til sportskonkurrencer, og hun vil have grænser for “hvilke rettigheder transkvinder og transmænd skal have”.
“En trussel mod kvinders ligestilling”
At sige ligeud at man vil fratage transmænd- og kvinder rettigheder lyder selvfølgelig ikke super godt, når det kommer fra en ligestillingsminister og tilmed en, der påstår at være liberal. Ligesom de transekskluderende radikalfeminister, argumenterer Bjerre derfor for dette ønske med udgangspunkt i kvinders rettigheder.
Flere gange i kroniken bringes det op, at “vi ikke længere kan tale om mænd og kvinders ligestillingsproblemer” eller at transkønnedes rettigheder “går ud over andre menneskers frihed”.
Hvordan det helt præcist foregår, giver Bjerre ikke nogen eksempler på, men logikken synes at være, at ligestilling er en eller anden form for nulsumsspil, som der kun kan være en begrænset mængde af til hver gruppe. Bjerre mener åbenbart, at ciskønnede mænd og ciskønnede kvinder fortjener mest fokus, fordi de er majoriteten. Hun mener også at opmærksomhed på LGBT personer “skygger” for “reelle ligestillingsproblemer”. Den forskelsbehandling og had som transpersoner oplever i vores ministers øjne åbenbart ikke reelle, fordi der er tale om en lille gruppe i samfundet.
Denne forsimplede forståelse af ligestilling (der jo netop er arbejdet for at ligestille folk, der er marginaliserede) er også i kontrast til ligestillingsministeriets egen beskrivelse af deres arbejdsområde:
https://www.digmin.dk/ministeriet/om-digitaliserings-og-ligestillingsministeriet
Der er derudover en vidunderlig inkonsistens i at Marie Bjerre på den ene side hele tiden bringer op hvor lille en gruppe transkønnede er, og at de derfor ikke skal have særbehandling, samtidig med at hun maler skræmmebilleder af hvordan denne lille gruppe udgør en BOMBE under kvinders ligestilling og elite-sport. Man bliver mindet om Umberto Ecos berømte definition af fascistiske samfund, der “retorisk beskriver deres fjender som “på en gang alt for stærke og alt for svage”.
Bjerre kommer ikke med nogen konkrete eksempler på, hvordan transpersoners eksistens skulle true kvinders ligestilling, udover den højreradikale provokunstner Ibi-Pippi, som prøver at blive indsat i et kvindefængsel men har fået afslag. Det blev også tydeligt i hendes relativt pinlige indslag i Go Morgen Danmark.
Hun bringer også eksemplet med den ciskønnede kvindelige bokser Imane Khelif, som hun antyder er “biologisk mand”, hvorefter hun vrider hænder over det forestillede scenarie, at hun selv skulle deltage i boksning til OL.
Bjerre deltager dermed i den misinformationskampagne mod Khelif, som bokseren netop har valgt at sagsøge flere brugere af det sociale medie X for. Beskæmmende at en ligestillingsminister på den måde deltager i en smædekampagne mod en kvindelig atlet.
Der er tale om et fuldstændigt opdigtet scenarie fra Bjerres side. Selv hvis Khelif havde været transkønnet, så sikrer de olympiske regler om hormonniveauer at detagelse foregår på fair vilkår gennem krav til hormonniveauer. Men det forestillede scenarie hvor mænd står og tæver kvinder i en boksering kan, fakta til trods, fremmane nok bekymring hos de fleste, til at de sætter hælene i.
Det ved anti-trans bevægelsen godt. At påstå at én gruppes rettigheder går ud over en anden, er klassisk splittelsesretorik. Og at bruge transkvinders deltagelse i kvindesport som et emne, der skaber modstand mod transkønnedes generelle rettigheder, har været en strategi de har brugt de sidste ti år. Vi har skrevet om det i artiklen “transfobens drejebog” her. Om Marie Bjerre er hoppet på limpinden, eller aktivt anvender samme kneb i sin kronik står hen i det uvisse.
Marie Bjerre påstår at man det at anerkende kønsminoriteter, “indeholder kimen til et samfund, hvor flertallet skal indrette sig efter mindretallet.”
Det er sært at et menneske, der kalder sig liberalt, ser mindretalsbeskyttelse som et problem. Det er netop kernen i demokratiet, at man løfter minoriteter ud af marginalisering og diskrimination, så alle kan nyde lighed. Derfor er arbejdet med ligestilling naturligt fokuseret på minoriteter og marginaliserede grupper - for eksempel transkønnede - og ikke på at sikre, at majoriteten ikke generes.
Men det er ikke første gang ligestillingsministeren har fået sit arbejdsområde galt i halsen, og fokuseret mere på vilkårene for majoriteten eller dem med privilegier. Hun valgte for eksempel at bruge kvindernes internationale kampdag i 2024 på at sige “nu er det mændenes tur”.
Hun runder i hvert fald sin kronik af med et direkte angreb, der går langt ud over bekymring over juridisk kønsskifte:
"Derfor er der også grænser for, hvilke rettigheder transkvinder og transmænd skal have. I min optik skal biologiske mænd ikke deltage i undersøgelser om kvinders biologi og fysik, de skal ikke have ret til kvindeomklædning, afsone i kvindefængsel eller stille op i elitesport for kvinder. “
Hvordan Marie Bjerre har tænkt sig dette skal foregå i praksis, når vi netop har juridisk kønsskifte og transmænd og kvinder altså er mænd og kvinder i lovens øjne står hen i det uvisse. Men det lader til hun lægger op til en art segregering, hvor transkønnedes skal formenes adgang til de rum, ciskønnede har. Altså juridisk forskelsbehandling på baggrund af køn, som burde være lige præcis det en ligestillingsminister arbejdede for at eliminere.
Ibi-Pippi og det juridiske kønsskifte
Marie Bjerre bruger en stor del af kronikken på den højreradikale provokunstner Ibi-Pippi, som er kendt for hærværk mod et Asger Jorn maleri og for sit stunt med at få juridisk kønsskifte og nu kræver at afsone sin straf i et kvindefængsel. Hvis man er i tvivl om hvorvidt det er et stunt, kan man få syn for sagen i dette indslag fra Go’ Morgen Danmark. Det har til ingens overraskelse skabt stor mediefurore om denne tilsyneladende trussel mod fængslede kvinders sikkerhed: Kan mænd bare skifte juridisk køn og afsone derinde nu?
For det første; Nej, det kan de ikke. Kriminalforsorgen laver altid en individuel vurdering af kønsminoriserede indsatte, inklusive om man mener, de vil udgøre en risiko eller om *deres egen* sikkerhed er truet ved at afsone det sted, man overvejer at indsætte dem ift. deres køn. Jeg har skrevet om kriminalforsorgens oplæg angående dette på Threads her, hvis man vil vide mere. Det andet provokationsscenarie Marie Bjerre nævner, at Ibi-Pippi ville klæde om med kvinder, blev også forhindret, fordi folk i systemet godt kan finde ud af at spotte en åbenlys provokatør.
Men det er selvfølgelig den hypotetiske diskussion, der munder ud i at begrænse transkønnedes rettigheder, som Ibi-Pippi sammen med meningsfæller på den yderste højrefløj er interesseret i.
Juridisk kønsskifte, altså at man som transperson ikke skal omkring en læge, der udreder dig og “godkender” at du er transkønnet, men at man selv kan gå ind og få anerkendt et andet køn i systemet, er en hjørnesten i transkønnedes ligestilling i samfundet. Det betyder, at man har ret til selv at definere sit køn og få det anerkendt juridisk, uden at skulle godkendes af en instans der potentielt har alle mulige holdninger til, om du nu også rigtig er transkønnet.
Netop derfor er anti-trans bevægelsen så ivrig for at erodere muligheden for juridisk kønsskifte. Det gøres effektivt med skræmmekampagner om, at transkønnedes rettigheder udgør en trussel mod kvinder. De sker især gennem hypotesen om at hvis alle bare kan skifte køn, så vil mænd gøre det for at få adgang til kvindekrisecentre, fængsler og omklædningsrum for at forgribe sig på kvinder! I England har kampen mod såkaldt “self ID” fået deltagelse af prominente TERFs som f.eks. Forfatteren JK Rowling, som også bruger kvinder i fængsler og på krisecentre som argument.
Lyt til vores podcast om JK Rowlings historik med transfobi her
I Danmark har transpersoner haft ret til selv at foretage juridisk kønsskifte siden 2014. Pr. august 2023, er der 2301 mennesker, der har skiftet juridisk køn i Danmark siden 2014. Ligestillingsministeren virker dog komplet uinteresseret i alle disse mennesker, som den grundlæggende rettighed har givet et bedre liv. Istedet fokuserer hun på det hypotetiske scenarie at nogen kunne misbruge rettigheden, selvom der ikke har været nogen mænd, der har skiftet køn for at forgribe sig på kvinder med denne mulighed i hånden.
Heldigvis for folk, der gerne vil lave skræmmekampagnen, har Ibi-Pippi har fabrikeret den situation nu. Marie Bjerre skriver i sit indlæg, at hun “er helt med på at Ibi-Pippi har udtalt, at det juridiske kønsskifte skal forstås som en provokation.” Hun ved altså at der er tale om et stunt, med præcis det formål at lokke denne type reaktion ud af lige præcis folk som hende, folk med magt til at erodere transkønnedes rettigheder. Det skriver hun, og så gør hun lige præcis det, han vil have, som netop er at melde ud at ALLE transkvinder skal ud af kvinderum? Med Ibi-Pippis provokation som eneste eksempel åbner hun op for, at der er “grænser for hvilke rettigheder transkvinder og transmænd skal have”.
Siden hvornår er vores ligestillingspolitik dikteret af anti-LGBT, antifeministiske trolls provokationsstunts?
Hvorfor skal én persons tydelige provokation være et argument for at erodere grundlæggende rettigheder for alle transkønnede i Danmark? Selv hvis der reelt var en mand, der skiftede køn for at komme ind i et kvindefængsel og begå overgreb, så er dette for det første allerede ulovligt og strafbart. For det andet, er det at nogle enkeltpersoner udnytter et system i ond tro heller ikke et argument for at fjerne basale rettigheder og beskyttelse fra en hel gruppe.
Man vover ikke pelsen ved at være transfobisk - tværtimod!
Den lejr Marie Bjerre placerer sine ben solidt i, ynder også at fremstille sig selv som fornuftens og sandhedens undertrykte stemme overfor den farlige woke agenda. Den tradition fortsætter JP med Rasmus Sand Højers tegning der illusterer kronikken: Marie Bjerre er tegnet på vej i et “woke minefelt” som alle andre rædselsslagent flygter fra, mens hun “vover pelsen” og “mander sig op” ved at skrive denne kronik og sige ting, som ingen andre tør.
Sandheden er selvfølgelig, at der intet modigt er i, at sige det Marie Bjerre siger. For det første er hun en utrolig magtfuld person, der er folketingspolitiker og ligestillingsminister. Selvfølgelig har hun klappet sit indlæg af med Venstres bagland, deres kommunikationsafdeling har sandsynligvis skrevet det. Det her er en del af en strategisk kommunikation fra dem, der også hænger sammen med hendes udmelding om ikke at gå med i priden samme uge. Hvor hun sjovt nok straffer CPH Pride for “stillingtagen i Gaza konflikten”, samtidig med at priden boykottes for netop IKKE at tage stilling af adskillige folk fra LGBT miljøet.
Signalet er tydeligt: NU er i gået lidt for langt i jeres krav. Hvis ikke I bringer den kommercielle glitterfest, hvor partierne kan smykke sig med tomme ord og regnbuer og derefter kaste de mest sårbare af jer under bussen i medierne resten af året, så ryger den politiske opbakning herfra.
Det er også en joke at fremstille “det woke minefelt” som om det ikke har haft diverse kulturpersonligheder, chefredaktører og reaktionære kulturkrigere jokkende rundt i det og udbasunere præcist det samme som ligestillingsministeren i årevis! “Der er kun to køn”, “wokeismen er gået for vidt”, “transkvinder er en trussel mod kvindesport”, “Provokunstneren Ibi-Pippi viser at vi skal have fjernet juridisk kønsskifte”, “HVAD ER EN KVINDE”; alle disse ting er gentaget til hudløshed.
Ingen “vover pelsen” her. At sige det her giver dig en direkte invitation til Berlingske/JPs spalter og et livesegment i Go’ Morgen Danmark. Det så vi f.eks. da foreningen Dansk Regnbueråd gik danske medier rundt med narrativet om at “woke mafiaen ville gå løs på dem” og at de derfor repræsenterede et eller andet modigt opgør inden for LGBT bevægelsen, da de angreb transkønnedes rettigheder. Aldrig har en så lille en forening fået så åndeløst mikrofonholderi fra så store dele af dansk presse.
Denne taktik, på forhånd at fremstille sig selv som en modig sandsiger der tør lægge svesken på disken er en retorisk strategi, der betyder at alle reaktioner nu af Marie Bjerre kan bagatelliseres med et “hvad sagde jeg, folk bliver såååå provokerede, man må heller ikke sige noget længere”. Som hun gør på sin Instagramprofil samme dag som kronikken udkommer, hvor hun “reflekterer” over at hun “ved hun har provokeret nogen” med sin kronik ledsaget af en selfie med et lille selvtilfreds smil. Al kritik er på forhånd udlagt som en del af den outrerede wokeismes typiske overreaktion, når nogen tramper i deres imaginære minefelt.
Der er intet dristigt eller arbejdsomt over ministerens kronik – den er en doven og uoriginal gentagelse af anti-transbevægelsens misinformation og fortærskede talepunkter. Det er en skændsel at vi har en ligestillingsminister, der synes det var en passende tekst at udgive i prideugen. Endnu værre er det, hvis det er et politisk program, hun har tænkt sig at realisere.
Helt grundlæggende har Marie Bjerre lov til at have sin holdning til, at der kun er to køn. Der er ingen, der vil forbyde hende eller andre ængstelige anti-wokesters at sige “mand” eller “kvinde”. Det hun ikke har lov til er at lade sine holdninger udmønte sig i magtudøvelse, begrænsende lovgivning eller fratagelse af rettigheder.
En undersøgelse fra sidste år viste at Bjerre var en af Venstres mindst kendte ministre, 63% af vælgerne vidste ikke hvem hun var. Fire dage efter denne undersøgelse udkom, blev hun afsat som minister til fordel for Mia Wagner. Hun blev genindsat efter at Mia Wagner måtte trække sig fra posten som følge af sygdom.
Måske har Marie Bjerre, som så mange politikere, komikere og tech-bros før hende, besluttet sig for at hoppe på anti-transvognen for at få noget opmærksomhed? Det er i hvert fald lykkedes. Men hun gjorde klogt i at overveje om ligestillingsministrer, der eroderer minoriteters rettigheder, bliver mindet nådigt af historien.
