Ciskvinder der snakker om transkvinder med ciskvinder

Man skulle tro, at det var indlysende for enhver, der kalder sig feminist, at det simpelthen ikke holder. Man skulle tro, at en person, der kalder sig feminist, havde gjort sig nogle grundlæggende tanker om, hvor problematisk det er, når en homogen gruppe mennesker med et bestemt privilegium diskuterer en anden gruppe mennesker uden samme privilegium. Som når der foregår en diskussion om sexisme i et rum bestående af 60% mandlige røster, der fremsætter den ene stereotyp eller fejltolkning af kvinder efter den anden, uden værdigt modstykke til at skyde fordommene ned.

Det virker for tiden, som om at næsten gud og hver kvinde ynder at diskutere transkvinder og især Caitlyn Jenner op og ned, fordi trans åbenbart “er på mode”. Det er synlighed for transkvinder, det er usynliggørelse af alle andre transkønnede og genderqueer personer. Men det er også pisse-farligt for transkvinder og andre transfeminine personer, især når diskussionerne foregår online og offline i feministiske rum med en ekstrem lille andel transfeminine deltagere, og en meget stor andel af alle andre. Engang for årtier siden blev feministiske bevægelser verden over rystet i sin grundvold af bølger af transmisogyni. Man kan i dag læse historier om en voldelig udrensning af transkvinder fra mange radikalfeministiske rum tilbage i 80’erne, og nogle de ansvarlige udgiver til den dag i dag stadigvæk bøger og debatindlæg, hvor de spreder had og fordomme om transkvinder. I dag går bølgerne ikke lige så højt. Trans-ekskluderende radikalfeminister (TERF’s) er ikke synderligt populære og måske ved at uddø. Alligevel er transfeminine personer et sjældent syn blandt feminister, selvom man skulle tro, at transfeminine havde ekstra mange grunde til at deltage i feministiske projekter.

Selvfølgelig er det, at der bliver snakket alt for meget om transkvinder og andre transfeminine i rum, hvor vi i meget lille grad eller slet ikke er til stede endnu en blandt mange grunde til, at vi i meget lille grad eller slet ikke er til stede.

Nøgleordet her er er om. Når der bliver snakket om og ikke med, er det fremmedgørende i sig selv.

Jeg kan sku godt forstå, I gerne vil snakke om køn, og transkvinder er da også en skidespændende kæp i hjulet på patriarkat og kønsessentialisme, men hvor ville det dog være skønt, hvis ciskvinder gad holde op med at diskutere transkvinder med andre ciskvinder hele tiden, og begyndte at diskutere sig selv.

En blanding af mikroaggressioner, passiv-aggresiv transantagonisme og en øredøvende stiltiende accept fra “allierede”, har presset især transkvinder ud af feministiske rum. Det skaber også en giftig atmosfære for transmænd og transmaskuline personer, som afviger for meget fra typiske “kvindelige” dyder, og derfor er sværere at fejlkønne som kvinder. Ikke engang transseparatistiske rum er sikre, når de hovedsageligt befolkes af AFAB personer. Jeg har desværre en oplevelse af, at en lille gruppe af AFAB nonbinære og genderqueer personer oftere end sjældent tillader sig i nogen grad at tolerere og endda internalisere de transmisogyne strømninger, der plager feministiske cirkler domineret af ciskvinder. Det er sku for vildt at se en person kalde sig trans og bakke op om transmisogyn retorik, lidt sjældent også, men ikke sjældent nok!

Det er som om, at blot det at have haft en høj mængde testosteron i sin krop før eller senere, frivilligt eller ej, gør at man må finde sig i nogle ekstra slag.

Men hvem er så problemet?

Transantagonisterne er oplagte at tage en snak med, men næppe nogen, jeg får fat i mange af med dette stykke tekst. Der er ingen pointe i, at jeg sender eder og forbandelser til en gruppe, der helt bevidst prøver at holde min slags uden for indflydelse.

Men for alle jer, som gerne vil være transkvinders venner, er det altså vigtigt, at I ikke tolererer transantagonistisk adfærd. Det virker som om, at de fleste feminister har rimeligt godt styr på, at det ikke går at være venner med en mughat, der joker med eller bagatellisere objektificering af kvinder eller det, der er værre, uden i det mindste at sige tydeligt fra. Der virker til at være nogenlunde konsensus om, at når man ikke siger fra overfor sexisme, er man en del af problemet, så hvorfor virker nogen til at tro, at man kan være transkvinders venner uden at sige fra overfor transmisogyni og cissexisme?

Det er især de, som gerne vil bære et ry for at være inkluderende, men aldrig har udvist den store passion for at gøre noget ved den manglende diversitet, når det kommer til transkvinder, som kunne gøre det bedre.

Hvis man bruger al sin energi på at male sig som transkønnedes allieret, og samtidigt fortsætter den kammeratlige tone eller vender et blindt øje til, når ens feministvenner skaber rum, hvor transkvinder ikke er velkomne, så er man medskyldig i usynliggørelsen af transmisogyni i feministiske rum, og altså mere end indirekte impliceret i opretholdelsen af den cissexistiske magtstruktur.

Eksempler kan være:
At tage til kvindelejr på femø på uger, hvor ens transkønnede venner ikke er velkomne.
At deltage i og bifalde arrangementer, der har køn som tema, men foregår i rum, der er usikre for transfeminine personer.
At støtte organisationer, som diskuterer køn, kønsidentitet og transkøn, men aldrig inviterer transfeminine talere, debattører eller performers.
At dele citater eller gøre reklame for debatindlæg af personer med en historie af transmisogyne udtalelser.

Så bekend kulør eller snak om noget andet

Man kan ikke gøre en facebookgruppe eller en fredagsbar inkluderende for transkønnede bare ved at skrive et skilt, hvor der står “transfobi forbudt”. Man bliver nødt til at lære sig, hvad cissexisme er, hvad mikroaggressioner er, og søge fucking konsensus om, hvad transfobi betyder.

Hvis du er feminist og synes det er irriterende, når folk diskuterer, hvad sexisme er, så skulle du prøve at være trans, når folk diskuterer, hvad transfobi er.

Og så må der tages noget hensyn til repræsentationen af forskellige interesser og manglen på samme. Hvis forholdet mellem ciskønnede og transkønnede er totalt off, skal der mere til end bare “transfobi forbudt”. Og hvis transkønnedes interesser er tæt på udelukkende repræsenterede af AFAB transpersoner, så er transfeminines interesser ikke repræsenterede, og transfeminine personers eksistens måske totalt forglemt. (Samme gør sig gældende ved omvendt fortegn, LGBT Danmark!)

Dertil mangler jeg et ord, der adskiller transpersoner, som søger kropsmodificerende behandling fra transpersoner, som ikke gør, for deri ligger en ofte overset intersektion, der rammer denne subgruppe af transpersoner med særlige mikroaggressioner og udelukkelsesmekanismer. Transpersoner med behov for medicinsk behandling navigerer ikke på lige fod med transpersoner uden samme behov i et feministisk sammenhold, der blev bygget af andenbølgefeminister, der kun havde en udvidelse af, hvad kvindekønnet kunne betyde for øje. Vi kan i dag se tilbage på et feministisk projekt, der har vundet AFAB personer retten til at udtrykke androgynitet og maskulinitet i begrænset grad, men stadigvæk har svært ved at rumme transfeminine personer og AFAB kønsovertrædere, der “går for langt”.

Det burde være indlysende, at transpersoner er en divers gruppe, hvor individer påvirkes af cissexisme og transfobi på markant forskellige måder. Så hvorfor synes så mange at tro, at en enkelt tilstedeværende transperson giver grønt lys for en diskussion af transkøn som helhed?

Jeg har så mange gange hørt den sølleste undskyldning for manglende diversitet i organisationer, paneler, performers og andre bidragsydere. Man påstår, at der jo bare ikke er særligt mange transkønnede i verden. Men den illusion brister mere og mere, hver gang en transmand eller AFAB nonbinær/genderqueer person springer ud, som er kendt og har (og så mister) indflydelse i feministiske miljøer.

Tid til at snakke om cished

Det at være cis er i sig selv en ret kønnet ting. Det er muligt at dekonstruere køn uden nødvendigvis at bruge transidentiteter som værktøj, og i øvrigt bør ciskønnede personer seriøst overveje, hvad det vil sige at være cis, og f.eks. tænke over, hvad det der cissexisme går ud på. Jeg som transperson synes, at cispersoner gør og siger nogle vildt mærkelige ting med køn, så jeg er sikker på, der er rigeligt at tage fat på i en diskussion om cished. Naturligvis må det også forventes af ciskønnede, at de først fejer ved egen dør.

Caitlyn Jenner er ikke mit store idol, men hun er fandme en helgen i forhold til mange ciskvinder med samme klasseprivilegium. Ikke mindst i forhold til mange selverklærede feminister. Der er nogen, der holder Caitlyn op mod en meget høj standard, blot fordi hun har en platform af en vis størrelse. De nogen holder forhåbentligt ciskvinder med en lignende platform op til samme høje standard, så der må jo være materiale til mange timers snak, der slet ikke behøver at handle om, hvad transkvinder gør rigtigt og forkert.

Så kunne cisfeminister diskutere noget andet end transkvinder, nå!

I need cis feminism to keep giving lip service to trans women while ignoring or even celebrating transmisogyny

Illustration lånt fra Manic Pixie Nightmare Girls med tilladelse fra Jessica Nightmare.
Skrevet af , 11/29/2015 10:01:45 PM.

Læs også

Har denne artikel lært dig noget nyt eller bragt værdi til din verden? Ønsker du at se mere fra killjoy.dk?
Vi indsamler penge til sidens drift på patreon.com/killjoydk, hvor man kan opsætte månedlige donationer helt ned til $1 (ca. 6,5 kr). Hvis alle tilbagevendende læsere gav $1, havde vi råd til at hyre en professionel journalist på deltid.