Har MIX COPENHAGEN taget stilling til transploitation?

Det her er ikke en artikel, der har været sjov for mig at skrive. Jeg ser mange af MIX’ arrangører som mine venner. Men jeg finder MIX’ program i år fremmedgørende og problematisk. Det er lidt af et chok for mig.

Når jeg kigger i MIX’ 2016 program, kan jeg umiddelbart tælle to film og ni dokumentarer/portrætter med transkønnede som hovedperson eller primært omdrejningspunkt. Med forbehold for, at jeg kan have overset nogen, skuer jeg umiddelbart kun en eneste out transkønnet instruktør til en kortfilmsdokumentar. Hvad værre er, har begge film ciskønnede skuespillere i roller som transpersoner.

Hvorfor er det problematisk?
Fordi overfloden af transfilm skrevet, instrueret, spillet og målrettet til ciskønnede er for mig et billede på en kultur, der finder transkønnede spændende på afstand. Man vil gerne fortælle og viderefortælle vores historier, men man formår ikke at integrere os som en del af det fortællende fællesskab.

Jeg finder det ikke i orden at lave eller promovere film med centrale trans-temaer, hvis tilblivelse er blottede for indflydelse fra transpersoner. Jeg forbinder dem med udnyttelse og forvrængning af transkønnedes identiteter til fordel for profit i en industri, som i årtier har profiteret på at fastholde et billede af transkønnede som morderiske, utilregnelige, seksuelt fordækte, bedrageriske, personlighedsforstyrrede, virkelighedsfornægtende og hysteriske skurke eller stakler.

I dag er ovenstående karakteristika stadigvæk tilbagevendende som punchlines i film og sitcoms omend billedet af transkønnede nu er mere domineret af de tragiske historier og et overdrevent fokus på kroppe, forvandlinger og medicinske indgreb, gerne kombineret med at tage udgangspunkt i andre personers oplevelse af transpersoner. Også dokumentarer om transkønnede spiller næsten entydigt ind i det samme fokus på kroppe og modgang. Den enorme overvægt af dokumentarer på transområdet får MIX’ program i år til at virke blottet for materiale, der er skabt med transkønnede som tiltænkt modtager, og får festivalen til at virke fokuseret på at forklare hvem transkønnede er til et udenforstående publikum, uden at tilbyde transkønnede festivalgængere et frirum fra en cisnormativ mainstreamkultur på samme måde som festivalen tilbyder L, G og til dels B frirum fra det øvrige samfund og filmindustris heteronormativitet.

Det er ikke for at sige, at jeg ikke tror MIX har prøvet eller ønsket at tilbyde samme til transkønnede. Jeg anerkender det, mine venner og bekendtskaber i MIX, når I siger at der er utroligt lidt at vælge imellem på transområdet. Jeg ved godt, hvor fucked up film- og dokumentarindustrierne er på det her område, og jeg er ikke i tvivl om, at MIXere har prøvet deres bedste og har gjort det, de tror er bedst for transkønnede. I dag retter jeg en kritik, fordi jeg håber, I vil forsøge jeres bedste igen til næste år på en ny måde og måske med en ny forståelse af konteksten, valg af screenings til MIX programmet 2017 foregår i.

Transploitation er stadigvæk et problem

MIX’ 2016 program udkommer i kølvandet på en opblusning i kampen om, hvem der må fortælle transkønnedes historier. En del af denne opblusning kom muligvis først, da programmet var lagt, og jeg vil ikke forvente, at samtlige MIX arrangører har fulgt den internationale diskussion om transrepræsentation så nøje som jeg. Her er en opsummering af et par af de seneste kontroverser:

Filmen Anything har Matt Bomer i hovedrollen som transkønnet sexarbejder - eller som Out&About skrev og senere måtte undskylde: “transluder”.
Skuespilleren Jen Richards langede ud efter Matt Bomer og instruktør Mark Ruffalo i en serie af Tweets og interviews, hvor hun forklarer, at ciskønnede mænd, der spiller transkvinder på film er med til at forstærke myten om, at transkvinder er mænd og derfor med til at få transkvinder slået ihjel. Et budskab som flere transkvinder i filmindustrien har støttet op om, bl.a. skuespiller Jamie Clayton kendt fra Sense8. Det fik Mark Ruffalo til at bede om medfølelse for sig selv og sit filmcrew, og Matt Bomer til at føle sig diskrimineret som homoseksuel mand i Hollywood.

Skuespiller Michelle Rodriguez får også høvl for sin nye “trans”-film, (Re)Assignment, hvor hun spiller en lejemorder, der får foretaget kropsbekræftende kirurgi som en form for straf. Den plotlinje er så grov, at det er blevet sammenlignet med blackface, og har provokeret selveste LGBT-interesseorganisationen GLAAD, der langer ud: “[...] It's disappointing to see filmmakers turning what is a life-saving medical procedure for transgender people into a sensationalistic plot device.”

Nærmest sammenfaldende med MIX’ programrelease, kom det sågar ud, at Dennis Knudsen ønsker at instruere en film om en mor, der tvinger sit barn ud i kropsbekræftende kirurgi, fordi vi ifølge Dennis lever i en “Se mig, se mig, se mig. Jeg vil have, jeg forlanger, og jeg forventer at mit liv bliver præcis, som jeg vil have det”-tid.

Det lyder måske som nogle ret grove eksempler, som MIX aldrig kunne finde på at vise. Men dertil synes jeg lige vi skal huske, at festivalen har screenet Dallas Buyers Club, for hvilken Jared Leto har fået megen kritik for at fremstille en tragisk trans karakter, der på mange måder lyder som noget af det samme som Matt Bomers kommende rolle i filmen Anything. Vi skal også huske, at MIX havde en finger med i den meget kritiserede The Danish Girl’s danmarks-premiere tidligere i år.

Noget af den her diskussion ved jeg, at MIXere har fulgt med i. Repræsentanter fra MIX har tilmed deltaget i den. Den danske del i hvert fald. Og jeg ville ønske, at arrangørerne i MIX var gået mere i dybden med kritikken, for den offentlige danske debat er ikke ligefrem en platform med plads til de dybe analyser af LGBTQ-problemstillinger. Da jeg via Alt For Damerne, Elvin-Pedersen Nielsen via Politiken, og Tobias Raun via Berlingske rettede en kritik mod samme The Danish Girl danmarks-premiere, bragte vi blot en allerede gammel traver på den internationale filmscene til en dansk kontekst. Allerede dengang havde debatterne om transkønnedes muligheder for at fortælle egne historier, bryde ud af tragiske og skurkeagtige troper og få en chance i filmindustrien allerede kørt i noget tid. Jeg blev dengang fremstillet som en hysterisk kvinde, der ville have patent på alle transkønnes fortællinger, stillede urealistiske krav, og generelt burde være mere tålmodig. Og så var den prut ligesom slået. Men debatten raser videre, og problemet bliver stadigvæk større med flere og flere ciskønnede instruktørdebutanter, hollywoodstjerner og dokumentarister, der gerne vil formidle transkønnedes historier for os. Om ikke andet har The Danish Girls gennembrud i mainstreammedier kun skabt mere af den sensationaliserende opmærksomhed omkring vores åh-så-tragiske-liv som jeg frabad mig i artiklen Transkønnede er det nye sort min bare.

Skal man sammenfatte de mange, meget forskellige film, så er det mest påfaldende, at den person som publikum skal identificere sig med, aldrig er den transkønnede person - Tobias Raun, Transkønnethed handler om mere end genitalier

Transfilm uden transroller

Dengang var debatten om filmen About Ray, som MIX viser, allerede igang, omend den kølede ned, da det kom frem, at filmen blev udsat og måske annulleret. Det blev den desværre ikke, men MIX valgte derimod at sætte den på programmet i år. Det får mig til at overveje, om MIX’ programgruppe enten har overset eller ignoreret den kritik, der blev fremført mod The Danish Girl, for About Ray lider af samme usunde fiksering på medicinske indgreb, og har ligeledes en ciskønnet birolle, der ender med at stjæle spotlightet, så filmen mere kommer til at omdreje et ciskønnet perspektiv på en transkønnet, både qua hvem der har lavet den, men også som en del af historien selv.

Det der dog mest var fokus på for et år siden ifbm kritikken af About Ray, var den måde de involverede i filmens tilblivelse snakkede om filmens hovedperson. Som en anden uvidende forældre til en nyudsprungen transmand, der konstant fejlkønner sit barn, og fremstiller dem som nogen, der plejede at være sit tildelte køn. Det er så nemt at reducere diskussionen om transrepresentation i medier til en diskussion om transkønnede, der vil have eneret på filmroller, men den har altid været mere nuanceret end det. Det handler lige så meget om producerne og instruktørerne som om skuespillerne. Husk på, at det først og fremmest er producere og instruktører, der er skyld i, at ciskønnede castes til transkønnede roller i de fleste tilfælde. Ligeledes er det instruktørerne, som har hovedansvaret for sine films bidrag til fordomme og misforståelser omkring transkønnede, især hvis de på samme tid er manuskriptforfattere.

Men en endnu vigtigere og overset dimension af debatten, som også indgår i kritikken af About Ray / Three Generations: Transfilm som slet ikke er transfilm til at starte med. About Ray er ikke bare en transfilm som ikke er en transfilm, fordi dens hovedrolle besættes af en ciskønnet skuespiller, eller fordi den instruktør behandler den transkønnede hovedperson som “i virkeligheden en pige”. Three Generations var oprindeligt en film om 3 ciskønnede kvinder, hvor transdelen blev smidt på senere, fordi det var et hot topic for tiden, og den blev til About Ray. Meget apropos, var Jared Leto’s rolle i Dallas Buyers Club heller aldrig skrevet som trans. Det var Jared’s egen sidste-øjebliks påfund.

The part is a girl and she is a girl who is presenting in a very ineffectual way as a boy. She’s not pretending to have a deeper voice. She’s just a girl who is being herself and is chasing the opportunity to start hormone treatment. So to actually use a trans boy was not an option because this isn’t what my story is about. - Gaby Dellal om Ray i About Ray / Three Generations

Jeg tror skam på, at ciskønnede kan fortælle ganske gode historier om transkønnede, som er både positive og empowering. Men det sker som regelt kun, hvis de har faktiske transpersoner tæt på livet, som f.eks. instruktøren til Transparent og dennes hovedrolleindehaver, manden som ønsker at være den sidste cismand, der har spillet transkvinde. Sidstenævnte fik mange transkønnede kollegaer efter serien begyndte at få flak for at have en cismand til at spille transkvinde. Senere vandt han en Emmy, og om det var ham, eller seriens instruktør mm. Jill Soloway, der sagde “It would be one thing if trans people had told their stories for hundreds of years, but they haven’t. It’s really a problem. It's time to hand out the keys to the kingdom and open the gates”, kommer an på, om man læser The Advocate eller Los Angeles Times, men det rammer lige ind i kernen af diskussionen om transrepresentation.

Ciskønnede har helt og aldeles magten over, hvordan transkønnede ses i mainstreamkulturen. Ciskønnede bestemmer, hvilke transhistorier er det store lærrede og øvrige massemedier værdige om vi vil det eller ej, og de få transkønnede instruktører og skuespillere derude har ikke en jordisk chance for at overdøve de fortællinger, Hollywood sender ud. Det havde været noget helt andet at se ciskønnede skrive og spille transkønnede roller, hvis majoriteten af historierne derude var fortalt af transkønnede, men jeg som transkønnet kvinde lever i en verden, hvor undertrykkelsen er allestedsnærværende. Staten bestemmer over min krop igennem et formynderisk og menneskerettighedskrænkende sundhedsvæsen, og den fjerde statsmagt bestemmer over min identitet i det store hele. Jeg er som pendler og som lønarbejder hver dag tvunget til at interagere med omverdenen udenfor min lille queer-boble, hvis eneste referencepunkt for transkønnede kommer fra The Danish Girl eller en af de mange eksoticerende og fremmedgørende danske dokumentarer, hvis de overhovedet har et. Jeg ville foretrække, at min queer-boble ikke blev invaderet af samme cissexistiske budskaber via MIX.

The single-image narrative put out by the media is one of the primary reasons I didn't feel certain about who I was until I was in my mid-20s. As a teenager, I'd see trans women in fictional and factual TV portrayals, and I'd think, I'm nothing like that. I'm a kid who sits in their bedroom, listening to metal records and learning Van Halen riffs on my guitar. I like to go to sporting events — cheering on the Cubs, Bulks, Bears, and Blackhawks. I'm nothing like those people. - Parker Marie Molloy om Jared Leto's fremstilling af Rayon i Dallas Buyers Club

Nothing About Us Without Us

Jeg ville hellere, at ingen fortalte transkønnedes historier i massemedierne, end udelukkende ciskønnede. Jeg ville hellere, at MIX ingen transfilm viste, så problemet med hvor få gode transfilm, der faktisk bliver lavet, kunne blive synligt for omverdenen. Jeg ved, at MIX under sin planlægning skal forholde sig til en mangeårig kritik for ikke at vise nok transfilm, men jeg håber, MIX også vil forholde sig til det skarpe politiske statement, festivalen kunne udsende ved at udmelde: “I år er der ingen gode transfilm, som formår at involvere faktiske transpersoner i deres tilblivelse, så derfor har vi ingen transfilm i år”.

Hvis det virker for radikalt, har festivalen jo også muligheden for at vise nogle af de film, den har vist før. Jeg er sikker på, der er mange derude, som stadigvæk mangler at få set Dyke Hard eller den øvrige voksende liste af trans evergreens lavet af transkønnede selv.

Og hvis transpersoner brokker sig over, at der er for lidt eller over, at de har set filmene før? Bed os om at  “walk the talk”, og lad os selv stå for det, for alt andet er at gøre os en bjørnetjeneste. Jeg har stor respekt for de transpersoner, der allerede lægger arbejde i MIX: men MIX kommer bare ikke til at integrere T’et ordentligt, før der kommer en bredere repræsentation af og flere transpersoner ind i organisationen.

Apropos paroler, har jeg bemærket, at MIX har ladet “Nothing About Us Without Us” snige sig ind i deres program. Hvor kunne det være skønt, hvis MIX lod parolens principper gælde for transfilm: Ved at kræve, at transroller skal spilles af transkønnede, lægger man et pres på de ciskønnede, som vil fortælle transkønnedes historier for at de skal gå ud og møde faktiske transkønnede. Det er ikke bare et spørgsmål om autentiskhed eller hvem der må spille hvem. Det handler om at give transkønnede en chance for at få indflydelse, og om at gøre spillet mere lige. Som det er nu, er det alt for nemt for filmskabere og dokumentarister at vælge og vrage mellem de vinkler og de afbildninger, de synes illustrerer trans. Når man heller ikke rigtigt kender nogen transpersoner uden for sit professionelle virke, så bliver det meget svært at få udfordret sine forestillinger, og meget svært for transkønnede at komme ind på markedet som andet end tragiske håndplukkede personlige historier.

En ægte, inddragende og empowering historie omkring en LGBTQ person, eller om at være på kanten af samfundet, skal nødvendigvis for mig indeholde elementer, der går forbi den udenforstående. Her brillierede f.eks. Don’t Call Me Son ved at dele biografen op i to grupper: Dem som hujer, klapper og griner, da hovedpersonen overrasker sine nye forældre ved at tage en kjole på, og dem som finder det upassende eller forvirrende, at de andre griner. Den fik mig til at føle mig set ved at minde mig om dengang, jeg sprang ud som biseksuel AMAB person. Nogle af de mest empowering, men også øjenåbnende oplevelser jeg har haft til MIX er med film som Tangerine og Something Must Break, hvor jeg har kunne sidde som (figurativt) den eneste i biografen og grine af situationer, jeg genkender fra mit eget liv. Indforståede momenter, hvor transkønnede historiefortællere forbinder til de få transkønnede i publikummet med et indforstået glimt i øjet. Som Cin-dee’s deadpan bemærkning “the world is cruel, god gave me a penis” i Tangerine.

Til en filmfestival for LGBTQ-personer, forventer jeg LGBTQ film, der ikke prøver at forklare sig selv, men regner med at publikum kan læse, hvad der foregår inde i den tavse hovedperson, fordi de selv engang har stået i en lignende situation. Jeg har endnu til gode at se en film med ciskønnet instruktør, forfatter og hovedrolleindehaver formå at fortælle sådan en historie til mine oplevelser som trans. Til gengæld ser jeg gang på gang film, der prøver at holde en implicit ciskønnet seer i hånden fra start til slut, og det samme problem har de fleste dokumentarer lavet af ciskønnede dokumentarister, for det indforståede glimt i øjet går typisk forbi klipperen, og bliver klippet fra.

Hvordan mon lesbiske biografgængere ville have det, hvis MIX screenede dokumentarserien Homolesbians?

Hvor er forelskelseshistorierne og forvirringshistorierne (og de mange mystificerede sexhistorier) fremfor udelukkende identitetshistorierne? Vi får ikke historierne om kvindernes første, sikkert forvirrende, homoforelskelse. Og når den ene kaffebars-ejer siger, »Da jeg mødte Tina og blev forelsket i Tina, da fik jeg virkeligt identitetskrise …« vil man gerne forstå, hvordan tiltrækningen kan sparke rundt med ens identitetsfølelse – ikke omvendt. - Katrine Hornstrup Yde om dokumentarserien Homolesbians

Jeg føler mig fremmedgjort af et næsten udelukkende ciskønnet publikum, og biograftilbud der virker skræddersyet til samme.

Jeg føler mig fremmedgjort af, at MIX fremviser film som About Ray, og lader en melankolsk skæbne på kanten af samfundet være den eneste transfeminine repræsentation endnu engang. Det føles som en fuckfinger til den kritik af transfilm, jeg bragte tidligere i år.

Jeg synes ikke det er en skid queer at støtte transploitation, og jeg håber, at MIX COPENHAGEN LesbianGayBiTransQueer Film Festival vil overveje, om ikke det at have både trans og queer i sit navn forpligter til at udfordre status quo noget mere på de områder til næste år.

Jen Richards by a closed gate

Skrevet af Laura Mølgaard Tams, redigeret af Maia Kahlke Lorentzen, udgivet 9. oktober 2016.
Illustration: Stilbillede af Jen Richards i webserien Her Story.

Læs også:

Har denne artikel lært dig noget nyt eller bragt værdi til din verden? Overvej at sende skribenterne et personligt bidrag, så deres arbejde ikke har været gratis:

Laura Mølgaard Tams
Mobilepay på nr: 53690717