Akademisk hyggesnak om døde transpersoner

I forbindelse med, at Amnesty International Danmark via deres medlemsblad har udmeldt, at "flere transkønnede [nu] vil klage over Sexologisk Klinik, der uden deres samtykke har indsamlet private oplysninger til fremtidig forskning", udgiver killjoy i dag en opinionsartikel, der blev skrevet tilbage i April af Laura Mølgaard Tams om hendes harme over en af klinikkens seneste "forsknings"-eskapader. Vi anbefaler at læse de linkede artikler i forbindelse med Lauras kritik.

Vi kender ikke til en online-kopi af selve afhandling pt., men kan gøre opmærksom på journalartiklen, som er udgivet i Nordic Journal of Psychiatry i forbindelse med afhandlingen: Long-term follow-up of individuals undergoing sex reassignment surgery: Psychiatric morbidity and mortality.


Fredag d. 8 April overværede jeg et Ph.D.-forsvar af Psykolog Rikke Kildevæld Simonsen, hvis afhandling skal forestille at være en del af den første forskning i transkønnede på dansk grund i 30 år. Ph.D.-forsvaret kommer i forlængelse af, at et par videnskabelige artikler blev udgivet i forbindelse med selvsamme Ph.D.-afhandling i december 2015.

Dengang kritiserede forsker Tobias Raun i peculiar.dk den nye forskning lavet af ansatte hos Sexologisk Klinik for at ignorere forskernes bias og dermed klinikkens egen indflydelse på forskningsresultaterne. Der er udelukkende forsket i personer, som har været udredt for transseksualisme igennem klinikken.

Altså har man kun brugt tal om folk, som er nøje udvalgte efter klinikkens egne kriterier for, hvordan man er rigtig “transkønnet”, og nu er det jo bl.a. takket være Amnesty International ved at blive almenviden, at Sexologisk Klinik har en ret snæver definition af det at være transkønnet. Så snæver, at transpersoner som ikke er heteroseksuelle har berettet, at de har følt sig pressede til at erklære sig heteroseksuelle for at kunne blive godkendt til behandling. Så kan man jo overveje, hvorfor Sexologisk Klinik får de tal som de nu gør, når der konkluderes, at størstedelen af f.eks. transmænd er heteroseksuelle.

De tal som står i afhandlingen om transpersoners psykiske morbiditet før og efter operation på kønsorganerne - hhv. 27.8% og 22.1% -  lyder jo som ret meget. Bevares, der er ikke taget forbehold for socialgradienten, så man kan ikke antage, at de tal siger noget om transpersoners psykiske velvære isoleret fra øvrige socioøkonomiske vilkår. Læser man afhandlingen nøje og ved man på samme tid, at ud af alle transkønnede i Danmark, er det langt fra alle der tager kontakt til Sexologisk Klinik og ved man ydermere, at det er få, som ønsker at få foretaget kirurgiske indgreb og endnu færre af dem, som ønsker det, som rent faktisk lever op til Sexologisk Kliniks meget specifikke og dog uigennemskuelige krav, så er det jo indlysende, at tallene gælder for en minoritet i en minoritet i en minoritet, osv. Men er man ikke lige så vidende og så grundig i sin granskning af tallene, kan man jo foranlediges til at tro, at de rent faktisk siger noget om danske transkønnede som helhed. Og afhandlingens titel gør det heller ikke svært at overdrive tallene.

Kunsten at fremstille en gruppe mennesker som nogen, der ikke ved, hvad der er bedst for dem selv

“Danish Transsexual Individuals: A Study of Sociodemography, Psychiatric and Somatic Morbidity and Mortality”

Det er altså en titel, der insinuerer, at her er tale om forskning på en gruppe, der formentlig er et sted mellem 10 og 100 gange større, end den gruppe som faktisk er undersøgt, og som ligeledes antyder, at afhandlingen handler om danske transpersoner generelt, når det egentlig kun drejer som en lille del af disse. Og det er heller ikke ligefrem en titel, der forsøger at undgå sygeliggørelse af transpersoner.

Da Rikke Kildevæld Simonsen forklarede, at man havde valgt ikke at tage en kontrolgruppe med i afhandlingen af frygt for at dette ville medføre sygeliggørelse af transpersoner, kom der fnis fra salen - formentligt fordi man i afhandlingens titel havde fundet plads til hele 3 sygeliggørende termer: “Transsexual”, “Morbidity” og “Mortality”.

Nuvel. Rikke Kildevæld Simonsen sagde altså, at det ikke var hendes intention at sygeliggøre transkønnede. Hun sagde også, at hvis man vil vide, om nogen er ciskønnede eller transkønnede, så bliver man nødt til at spørge dem. Hun anerkendte, at transkønnede ikke selv ser sig som nogen, der “skifter køn”, men derimod oftere som nogen, der altid har tilhørt det køn, de identificerer sig med, og hun indrømmede tilmed, at det jo nok ville være mere høfligt at notere patienterne med det pronomen de selv foretrækker at blive omtalt med. Begrebet “tildelt køn” blev sågar brugt i den indledende præsentation af afhandlingen.

Det giver jo nærmest et indtryk af, at man fra klinikkens side godt ved, hvad transpersoner ønsker og har behov for. Man formår i hvert fald at tale om transpersoner i et (nogenlunde) respektfuldt og anerkendende sprog til et offentligt Ph.D.-forsvar, hvor udenforstående fagfolk ser på. Så hvorfor kan man fortsat høre fra transpersoner, der går på klinikken, at man bliver mødt med et transfobisk sprog og en modus operandi, hvor patienterne på klinikken er skyldige i vrangforestillinger om sig selv til det modsatte er bevist?

Skal vi lade som, at de transkønnede ikke er her?

Til forsvaret var der en jovial stemning blandt forsvareren Rikke Kildevæld Simonsen og angriberne, som der jo nogen gange er, når det lidt er besluttet på forhånd, om ph.d.-titlen skal gives. Og måske blev der gjort ekstra meget ud af at sige bare rolig, det skal nok gå, fordi kritikken var sønderlemmende. Altså hun bestod jo alligevel, men ikke før hun havde fået at vide, at resultaterne praktisk talt er ubrugelige, fordi de bygger på upålidelig data og er filtreret på en måde, der introducerer et gigantisk bias fra Sexologisk Klinik, Rikke Kildevæld Simonsens arbejdsplads og forskningspartner - i øvrigt uden at klinikkens egen rolle i det undersøgte område er blevet gransket. Og så er det svært for sådan en som mig at forstå, man kan få en Ph.D. ved at producere så dårlig forskning.

I salen til forsvaret var publikum således ca 50% familie og venner og 50% bekymrede og vrede transkønnede. Lidt upassende var den joviale stemning måske, fordi det der blev presenteret var forskning i, hvad 50% af de tilstedeværende typisk dør af.

Hvad værre er, at Rikke Kildevæld Simonsen er kendt blandt transkønnede for at være den udreder man allerhelst vil undgå at blive sendt til i det i forvejen ekstremt ubehagelige og udbredt kritiserede behandlingsforløb på Sexologisk Klinik. Det er der mange grunde til, men de er ikke inden for denne artikels ramme.

Det vigtige at tage med her er, at mange transkønnede var mødt op til forsvaret i protest over, at en person man ikke føler handler i transkønnedes bedste interesser er blevet sat på sådan en vigtig opgave.

Jeg deler den bekymring og den vrede til Rikke Kildevæld Simonsen og Sexologisk Klinik, og jeg deler især en vrede over arrogancen i en påstand om, forskningsprojektet var til for at få et bedre indblik i og måske forbedre vilkårene for danske transpersoner og en påstand om, at formålet ikke var at sygeliggøre.

Formål: Ph.D.?

Rikke Kildevæld Simonsen havde alt, hun skulle bruge, for at producere forskning, der rent faktisk kunne sige noget om, hvad danske transpersoner har brug for: Adgang til massevis af journaldata og tilladelse af datatilsynet, de økonomiske midler til det og daglig kontakt med transkønnede i forbindelse med hendes arbejde på Sexologisk Klinik.

Når man siger til sit Ph.D.-forsvar, at et af formålene med projektet var at få et bedre indblik i transkønnedes problemer, hvordan kan det så være, at man ikke har spurgt én eneste transperson i sin undersøgelse, ikke engang for blot at få et par ledetråde til forskningen? Dette til trods for, at undersøgelsen hovedsageligt er baseret på journaldata ifbm de omfattedes kontakt med Sexologisk Klinik og dennes forgængere.

Måske fordi Rikke Kildevæld Simonsen godt vidste, hvad de transkønnede ville svare - det ved hun i hvert fald, hvis hun har læst Amnesty International Danmarks rapport fra 1. Marts 2016, hvor man har hørt 21 transkønnede ad, og svaret kunne ikke blive mere entydigt: Sexologisk Klinik er danske transkønnedes største sundhedsfare.

Det er altså ikke i orden. Sexologisk Klinik har monopol på ikke bare udredning af men også i praksis på lægefaglig vidensproduktion om danske transkønnede, og det bruger de til at bolstre deres eksistensgrundlag, som er en fordom om, at det at være transkønnet skulle bunde i en psykisk brist. Man har sat ulven til at vogte fårene, og det har skabt en fortsat voksende og næsten krigsagtig konflikt mellem transkønnede og sundhedssystemet. Og folk dør altså i den her konflikt. Det er hovedsageligt transkønnede uden et støttende netværk, der har været en tur på Sexologisk Klinik for at få en sviner og en afvisning, som altså nogen gange er nok til at teenagere hænger sig og de lidt ældre med egen bil sætter en slange for udstødningen.

Nu har vi så en undersøgelse af, hvad transkønnede der blev godkendt af Sexologisk Klinik dør af. Jeg er personligt meget mere interesseret i, hvad de afviste dør af, og hvor mange dør af Sexologisk Klinik. Det sker nok først, når monopolet bliver brudt. Indtil da bliver jeg nødt til at gemme min tiltro til lægevidenskaben lidt væk.

Tænk at man kan blive ph.d. på at sygeliggøre en af samfundets mest udsatte grupper.

Skrevet af Laura Mølgaard Tams, udgivet 19. juli 2016.

Perspektiv:

Har denne artikel lært dig noget nyt eller bragt værdi til din verden? Overvej at sende skribenterne et personligt bidrag, så deres arbejde ikke har været gratis:

Laura Mølgaard Tams
Mobilepay på nr: 53690717