Om blaxploitation og transploitation

I de seneste par år, især takket været killjoy.dk, er begrebet transploitation så småt blevet udbredt i Danmark. Transploitations-begrebet har en lang historie i USA og England, og selvom vi i den Danske film-historie har eksempler på transploitatoriske film, er det analytiske begreb for fænomenet altså først på det seneste blevet samlet op herhjemme.

Begrebet udspringer af den amerikanske film-genre med navnet blaxploitation, men har en meget anderledes historie, betydning og brug. I dette indlæg vil jeg gøre et forsøg på at uddybe de centrale forskelle på de to begreber og muligvis opklare et par misforståelser.

Betydning(er)

Transploitation kan både bruges som adjektiv (har du set den tranploitatoriske film?) og substantiv (filmen er klassisk transploitation). Det beskriver altså både en kategori/type af film og noget der kendetegner bestemte film, eller som bestemte film gør.

På den engelsksprogede wikipedia-ordbog beskrives transploitation imidlertid kun som navneord (substantiv) og dækker over ’udnyttelsen af transkønnede mennesker i medierne (især film og tv).’

Jeg ville nok definere det lidt bredere:

Transploitation dækker over:

1. En gruppe af film og medieprodukter, der tematiserer og/eller omhandler transpersoner på eksploitatoriske/udnyttende/undertrykkende måder gennem en række stereotyper, troper og essentialistiske (forsimplede) karakterer.
2. Når film- og medieprodukter direkte eller indirekte bidrager til undertrykkelse og udviskning af transpersoner. Denne undertrykkelse og udviskning kan ske både foran og bag kameraet, i alle trin fra idéudvikling og til distribution – og det kan både ske intenderet og uintenderet.

Ophav

Blax ploitation er en sammentrækning af black (sort) og exploitation (udnyttelse). Genren blaxploitation er en subgenre til exploitation-film, som blev populære i forlængelse af 60’ernes seksuelle frigørelsesbevægelse i USA.

Exploitation filmene var kendt for at overseksualisere og udnytte kvinder – og de var tit fokuset på vold og sex. Udnyttelsen ’exploitation’ refererer til forstås derfor primært som udnyttelsen af kvinder på skærmen til fordel for publikum. Dog kan filmenes lave kvalitet og anti-intellektuelle facon også ses som et forsøg på at appellere til (og dermed ’exploite’/udnytte) masserne.

Blaxploitation blev hurtigt en kendetegnende subgenre for exploitation-filmene i de tidlige 70’ere i USA, og bar især præg af at både crew, cast og publikum bestod overvejende af sorte amerikanere. Filmene blev derfor, til trods for de til tider fortsatte hyperseksuelle, kvindeundertrykkende og voldelige aspekter, fejret i dele af den amerikanske borgerrettighedsbevægelse for deres revolutionerende potentiale. De mest kendte blaxploitation-film tæller ’Sweet Sweetbacks Badass Song’, ’Coffy’ og ’Foxy Brown’ – og især skuespillerne Sidney Poitier og Pam Grier blev ofte castet i bærende roller. Ligesom med exploitation-filmene kan udnyttelsen i blaxploitation-film både ses som den bogstavelige udnyttelse af (til tider karikerede, hyperseksualiserede og voldelige) sorte karakterer og stereotyper, samt den mere indirekte udnyttelse af sorte amerikanske biografgængere i en forretning de aldrig selv nød særligt godt af, og som primært tjente penge til velhavende og/eller hvide financielle bagmænd.

Både exploitation- og blaxploitation-filmene havde til fælles at udnyttelsen var udtalt, og ofte var en del af præmissen for at de blev til. Med andre ord kunne de to kategorier af film kendetegnes som genrer fordi de havde en række produktionsmæssige, æstetiske og narrative fællestræk som både filmskabere, anmeldere og publikummer langt hen ad vejen var enige om. Således anså filmskaberne selv, samt publikummer og anmeldere blaxploitation-film som en genre. Udnyttelsen var altså en udtalt og indforstået præmis for denne type film (om end omdiskuteret).

Trans ploitation

Udnyttelsen bag ’exploitation’ i transploitation handler primært om udnyttelsen af transpersoner gennem (ofte stereotype og karikerede) fortællinger af/om deres kønshistorik eller oplevelser af vold, undertrykkelse og hyperseksualisering. Med andre ord kan man først og fremmest tale om udnyttelsen af fortællinger og historier om at være trans, rettet mod et ofte primært cis-kønnet publikum. Udnyttelsen kan også handle om den tilhørende udviskning af transpersoner i forbindelse med skabelsen af filmen/medieproduktet, både i forhold til idéudvikling, manuskriptskrivning, casting, instruktion, klipning og blandt skuespillere. Med andre ord er det sjældent transpersoner der fortæller deres egne historier, og næsten aldrig transpersoner der profittérer på dem.

Forskelle

Genre eller ej?

Som filmforsker er den intuitive forskel på transploitation og blaxploitation umiddelbart at blaxploitation dækker over en meget let-genkendelig, afgrænset, historisk film-genre, imens transploitation mere ligner et genkendeligt undertrykkelsesmønster af træk, troper (på engelsk tropes – hyppigt genfortalte fortællinger/stereotyper) og præmisser, som bruges på tværs af adskillige genrer, op igennem hele filmhistorien og på forskellige måder. Med andre ord kan det ligne at transploitation er noget nogle film gør imens blaxploitation er en gruppe film fra en bestemt periode der ser ud på en bestemt måde.

Det er selvfølgelig alt for hårdt trukket op. Man kan både argumentere for at transploitation er en type film, en gruppe film eller noget bestemte film gør. Og selvom blaxploitation er en mere historisk afgrænset og tydeligere genre af film, er der også blaxploitation-træk vi ser op igennem moderne filmhistorie igennem intertekstuelle referencer (tænk bare på Spike Lees film, f.eks).

Med lidt god vilje kan man definere transploitation som en genre, på samme måde som eksempelvis ’white savior film’ er blevet kaldt en genre. Det forudsætter imidlertid at man forstår genre som en kategorisering, som påduttes filmen af eksempelvis anmeldere og forskere uden nødvendigvis at være intenderet af filmskaberen. Med andre ord er det sjældent (om nogensinde) tilfældet at filmskabere ville kalde deres egne film transploitation eller ville medgive at deres film passede ind i den genre. Det er nemmere at kalde blaxploitation for en filmgenre, fordi det var et samtidigt begreb som blev brugt (med vilje) af filmskaberne selv om deres egne film i perioden. Ydermere har blaxploitation alle nogle æstetiske fællestræk (musikken, billedkvaliteten, stilen, våbnene, temaerne), hvorimod transploitation-filmene ses på tværs af genrer som komedie, horror, drama og bio-pics.

Undertrykkelse eller selv-definition?

Udover de lidt forskellige forståelser af genre der skal til for at definere de to film-typer, er en anden central forskel på transploitation og blaxploitation de undertrykkende elementer og graden af selv-definition og/eller selv-repræsentation.

I de tidlige 70’ere hvor blaxploitation-filmene fik deres gennembrud og storhedstid var der ikke mange tidligere eksempler i den amerikanske filmhistorie på film af, om og for sorte amerikanere, og især ikke film hvor de sorte hovedroller fremstod som sexede, stærke og helte. Selvom blaxploitation-filmene på mange måder reproducerede stereotyper, karikaturer og fordomme, var de altså samtidig et progressivt brud på amerikansk filmhistorie, fordi de gav rum til en form for selv-definition. Derfor er det også svært entydigt at anskue filmene som undertrykkende.

Ser vi, på den anden side, på transploitation-film og serier, kan udnyttelsen virke mere entydig, fordi de i overvejende grad ikke indebærer særlig høj (eller nogen) grad af selv-repræsentation. Her er det måske især værd at tænke på hvem der tjener penge på filmene og hvem filmene tjener. Ikke mindst er det vigtigt at huske at transploitation ikke er ensidigt, og hvad der virker undertrykkende for nogen kan virke frigørende for andre - men vi ser ikke progressive transorganisationer fejre og glædes over transploitations-film på samme måde som Black Panthers vurderede blaxploitation som progressivt og fyldt med potentiale.

3 hyppige misforståelser

1. At blaxploitation betyder undertrykkelse af sorte i film.
   Blaxploitation dækker mere over en række af æstetiske fællestræk og karakteristika ved en gruppe film der havde deres storhedstid i 70’erne. Blaxploitation betyder altså ikke per automatik undertrykkelse af sorte på film, men refererer til nogle bestemte film, med nogle bestemte skuespillere, soundtracks og stiltræk. Al blaxploitation er ikke undertrykkende og al undertrykkelse af sorte mennesker på film er ikke blaxploitation.
2. At blaxploitation-film per definition er ’negative’ eller ’dårlige’ repræsentationer.
   Selvom der både var kvindeundertrykkende og racialiserende karikaturer i spil i blaxploitation-filmene, er ordet blaxploitation ikke lig undertrykkelse. Blaxploitation kendetegner en filmgenre som er omdiskuteret, nuanceret og både har progressivt antiracistisk forandringspotentiale samtidig med at den afhænger af bestemte undertrykkelsesmekanismer.
3. At transploitation har samme positive forandringspotentiale som blaxploitation havde i 70’erne.
   Selvom sorte aktivister og borgerrettighedskæmpere i USA fejrede 70’ernes blaxploitation-film for deres progressive potentiale skal det ses i kontekst – filmene var progressive i forhold til det (nær) nulpunkt af udviskning og racistisk repræsentation der hidtil havde kendetegnet amerikansk film. De samme film havde givetvis ikke været set som ligeså progressive og revolutionerende i dag. Når det gælder transploitation er det derfor vigtigt ikke at sætte lighedstegn mellem forandringspotentialet i de to typer film. Transploitation er først og fremmest sjældent (om nogensinde) båret på samme præmis om selv-repræsentation som blaxploitation var. Selvom udgangspunktet for revolutionerende transrepræsentation ligner udgangspunktet for blaxploitation i 70’erne (og i høj grad fortsat) - i og med at begge minoritetsgrupper er svært underrepræsenterede og misrepræsenterede, er den primære forskel altså at transploitation ikke nødvendigvis er sprunget ud af et ønske om at repræsentere transpersoner for et transkønnet publikum. Altså er tranploitatoriske film ikke en decideret bølge af modstand, men snarere end ny form for undertrykkelse - udviskning er blot blevet udskiftet med forvrængning, eksotisering, hyperseksualisering og død.
   
   Transploitation er ikke en fast eller sort/hvid størrelse. Selv når film og serier med transrepræsentation gør forsøg på at give plads til selv-repræsentation og har intentioner om positiv forandring i repræsentationen kan misrepræsentation og underrepræsentation stadig finde sted – præcis ligesom det ofte er tilfældet med repræsentationer af andre minoriserede grupper. Noget af det vigtigste når vi diskuterer positivt forandringspotentiale og repræsentation er derfor at vi fokuserer mindre på intentioner bag en film eller serie, og i stedet analyserer hvad den film gør og for hvem.

Sammenligningen af transploitation og blaxploitation er svær. Selvom blaxploitation er en mere fast og håndgribelig størrelse fordi der er bred enighed om at det er en genre med bestemte stiltræk, er blaxploitation-filmene både undertrykkende og udtryk for en produktiv form for modstand. Transploitation kan være sværere at tage og føle på. Hvis det er en genre er der ihvertfald ikke i lige så høj grad enighed om hvad der karakteriserer den og filmskabere ville næppe selv stå inde for navnet. De to film-grupper eller film-typer udspringer af vidt forskellige kontekster både historisk og i forhold til filmtraditioner. Derfor er det vigtigste at huske netop at de, selvom de har omstridt undertrykkelse til fælles, er to vidt forskellige størrelser og bør behandles som sådan.