Stem for mere mangfoldighed i regionsrådene

Regionsrådsvalget bliver af mange kaldt det hemmelige valg. Det gør det fordi de færreste ved hvad regionsrådet laver, og endnu færre ved, at vi skal til at vælge et nyt hold, som skal lede regionerne de næste fire år.

I Region Hovedstaden hvor jeg stiller op, har vi et budget på ca. 38 milliarder kroner, og heraf bruges omkring 90% på at drive regionens sygehuse.

Når du skal interessere dig for hvem der sidder i regionen, er det fordi at regionen (og kommunerne og folketinget) har et voksende problem. Det problem er homogenitet. De mennesker som har den politiske magt i vores land ligner i stigende grad hinanden, og det er et problem, fordi man udtænker og implementerer politik ud fra det perspektiv man har på verdenen.
Jeg tror ikke der findes onde mennesker, men jeg tror der findes mennesker som ikke forstår hvad det vil sige at føle sig uden for, føle at man ikke passer ind, og som mangler en grundlæggende forståelse af, hvad det vil sige at være en minoritet.
Jeg er uddannet sygeplejerske og homo, det vil sige at jeg både har et indgående kendskab til den virkelighed, jeg skal lovgive om, men jeg har også en forståelse af hvad det vil sige at være en outsider.

Ligeså længe jeg kan huske, har jeg været typen som blandede sig i alle mulige konflikter. Jeg ved det lyder en smule selvfedt, men jeg ser mig selv om et menneske med et stort hjerte og brede skuldre, og derfor blander jeg mig, når jeg mener at opleve uret.
Jeg har altid følt mig anderledes. Det startede i folkeskolen, da jeg ville heller sidde indenfor og spille kort med pigerne end ud og spille fodbold med de andre drenge i regnen.
Det er ikke altid nemt at være anderledes, men det er endnu sværere når du står alene med det du kæmper med.

Jeg synes ingen skal føle sig alene og uønsket, og derfor gør jeg hvad jeg kan for at kæmpe imod strukturer og sammenhænge som skaber denne følelse i os.
Jeg tror på et samfund med et stærkt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden med at leve den bedst mulige udgave af livet. Det er derfor jeg blev sygeplejerske, og det er derfor jeg nu stiller op til regionsrådet.

Flere ved mere

Jeg kommer fra et parti, hvor sloganet er ”flere ved mere”. Vi går højt op i, at den politik vi udvikler skal udvikles sammen med de mennesker, politikken handler om. Sloganet rammer mig, fordi jeg oplever, at vi lever i et samfund, hvor politikken i stigende grad bliver både udtænkt og vedtaget af en snæver politisk elite, som virker til at vide meget lidt om mit liv og min hverdag.
Det vil jeg gerne sætte en stopper for.

Konkret betyder det, at jeg vil gå meget op i at tale med de mennesker, som den politik vi arbejder med drejer sig om. Jeg har en veninde som har været igennem et udredningsforløb som transkønnet med behov for kropsbekræftende behandling for omkring et år siden, jeg troede jeg var rimelig godt informeret, jeg er trods alt en del af ”miljøet”, men de historier hun fortalte havde jeg meget svært ved at fatte.
Hun fortalte om hele hendes oplevelse fra det første besøg på Region Hovedstadens Sexologiske Klinik til at hun nu lå der i hospitals sengen. Hele oplevelsen, de mange år, var gennemsyret af et system som behandlede hende som syg, som insisterede på at kalde hende ved hendes tidligere navn, og som ikke behandlede hende med den respekt hun fortjener.
Jeg tror, som beskrevet tidligere, ikke at nogen behandler andre grimt med vilje, men jeg mener, at uvidenhed og snæversynethed er problematisk, og derfor vil jeg arbejde for en meget bredere forståelse af mennesket i sundhedsvæsenet.

Jeg var i flere år været bange for at springe ud overfor mine patienter, så når de refererede til min kæreste som hunkøn, så valgte jeg ikke at irettesætte dem. Det var nemmere for mig, og jeg var bange for at patienterne ikke ville behandles af en bøsse som mig. Det har jeg heldigvis lavet om på, men jeg synes ikke den enkelte skal kæmpe denne kamp alene. Ca halvdelen af alle LGBT personer skjuler deres identitet på arbejde, af frygt for diskriminering og det må betyde vi har et strukturelt problem.
Jeg mener at vores region skal være et sted hvor man både som ansat og som patient kan være den man er, og det bliver vi ikke bare ved at have en mangfoldighedspolitik (som vi også mangler), men ved aktive tiltag og mangfoldighedstræning. Her synes jeg bl.a. at Normstormerne gør et kæmpe stort og vigtigt stykke arbejde. De besøger elever i 7. – 10. klasse for at diskutere køn og seksualitet med eleverne. Det burde man også gøre med alle der ønsker at arbejde i regionen.

Et ressourceteam for køn og seksualitet

På det hospital hvor jeg arbejder har vi et etnisk ressourceteam. Det betyder, at hvis vi får en patient indlagt med en trosretning, hvis traditioner og ritualer vi ikke kender tilstrækkeligt, kan vi tilkalde eksperthjælp.
Jeg synes som minimum at vi burde have det sammen på køn og seksualitetsområdet, og et initiativ a la Normstormerne kunne være en start.
Det er et must for at sikre, at når LGBT personer bliver indlagt, skal de føle sig velkomne og i trygge hænder som alle andre mennesker.

For et par dage siden var jeg til et vælgermøde på Københavns rådhus. Her var mødt en del tilhørende op, men da emnet skiftede fra kommunalpolitik til regionspolitik, gik over halvdelen af tilhørende hjem.
For et menneske som mig, som mener at fysisk og psykisk sundhed er grundlæggende for et godt liv, er det svært at forstå, hvorfor så få mennesker gider at interessere sig i regionspolitik.
Det er regionen som bl.a. skal bestemme, hvorvidt vi skal begynde at udlevere PrEP, i hvilken omfang og til hvem. [Red: PrEP står for Pre-exposure profylaxis og er en forebyggende medicin der nedsætter risikoen for HIV-smitte betragteligt.]

Jeg tror på, at vi i regionen skal arbejde mere sundhedsfremmende og forebygge, både for at spare vores medmennesker for unødvendig lidelse, men også for at spare på vores fællesskab ressourcer.
I denne sammenhæng er PrEP en vigtig indsats.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at medicinen tilbydes til alle i højrisikogruppen, og det vil jeg kæmpe for bliver gennemført. Jeg tror dog ikke på at PrEP er en ”fix it all” løsning, og derfor skal vi fortsætte med arbejde for sikker sex og tidlig opsporing og behandling af alle kønssygdomme. For mig betyder det gratis kondomer, og testning der hvor livet sker. Det vil sige på barer, diskoteker og i saunaer.
Jeg synes ikke vi som samfund skal bestemme hvordan individer skal leve sit liv, men det er vores opgave at sikre at de valg som vores medborgere tager sker på det bedst oplyste grundlag muligt.

Det er hvad jeg vil kæmpe for. 

Kilder

Kilde 1: Måling af LGBT-personers oplevelse af åbenhed på arbejdsmarkedet
foretaget af Epinion for LO, FTF og AC, 28. juni til 10. august 2016