AbonnérAlternativt respektabilitetsjustits eller anseelses-leflen.
Agtværdighedsjustits er en oversættelse af det engelske begreb respectability politics, der først blev nævnt af Evelyn Brooks Higginbotham i 1994, og siden er blevet brugt hovedsageligt i racialiserede undertrykte grupper til at bekæmpe intern splid.
Agtværdighedsjustits beskriver den mekanisme, der får dele af en undertrykt og/eller marginaliseret gruppe til at drive kontrolvirksomhed med andre medlemmer af samme gruppe, som udfordrer mainstream-kulturens normer. Det er en form for horisontal undertrykkelse, hvor man ser ned på og siger fra over for medlemmer af samme gruppe, som man mener, opfører sig for stereotypisk eller er for radikale i sine udtalelser.
Agtværdighedsjustits går f.eks. ud over homoseksuelle, der anses som for feminine eller for selviscenesættende, og bliver beskyldt for at at forstærke en stereotyp og give andre homoseksuelle et dårligt ry ved. Hvor der er tale om en aversion mod femininitet, er der tale om femmephobia, som er en udspringer af agtværdighedsjustits, og f.eks. også kommer til udtryk ved, at lesbiske kvinder bliver betvivlet i sin seksuelle orientering, hvis de bliver anset for at have et for feminint kønsudtryk eller i sjældne tilfælde kvinder, der bliver holdt ude for feministiske fællesskaber af samme årsag.
Der er ikke nødvendigvis tale om agtværdighedsjustits, når f.eks. en lesbisk kvinde kritiseres af andre lesbiske for f.eks. at påstå, at alle lesbiske kvinder er butch, men der er tale om agtværdighedsjustits, hvis samme kvinde kritiseres for selv at være butch, da personligt udtryk ikke i sig selv er stereotypdannende.
Agtværdighedsjustits er også med til at undertrykke politiske og etiske budskaber, som opfattes som potentielt skadelige for gruppens ry. I en gruppe, der er plaget af agtværdighedsjustits, kan det f.eks. være svært at calle undertrykkende adfærd ud, fordi dette opfattes som fjendtlig eller arrogant overfor den undertrykkende majoritet, og derfor censureres eller kritiseres som for radikal og som ikke repræsentativ for gruppen.
Det er i troen på, at det er nødvendigt at lefle for den dominerende kulturs normer for at blive accepteret som gruppe i samfundet, at folk bedriver denne form for kontrolvirksomhed med andre medlemmer i deres gruppe, men konsekvenserne af agtværdighedsjustits er splittelse i gruppen og dermed oprettelse af undergrupper, der er endnu mere undertrykte. Et eksempel på dette er transkønnede med ikke-binære køn, som får sine identiteter underkendt eller bliver tilsidesat af frygt for, at det vil blive sværere for transkønnede med binære køn at opnå forståelse blandt udenforstående ciskønnede. Transkønnede med ikke-binære køn oplever derfor både undertrykkelse fra transfobiske eller transignorante ciskønnede og andre transkønnede. Samtidigt begrænser den resulterende kønsdualisme ydermere binære transkønnedes mulighed for udfoldelse til de grænser, den dominerende kultur trækker.
Blandt alle grupper med en agtværdighedsjustits kan man blive udstødt og fremmedgjort, hvis man ikke passer ind under de herskende kriterier, som flertallet står inde for. Det særligt farlige ved agtværdighedsjustits her er, at den bevirker, at disse kriterier bliver domineret af udefrakommende interesser, og derfor i langt mindre grad tager hensyn til gruppens egne interesser, end kriterier der opstår uden påvirkning fra en agtværdighedsjustits.
Agtværdighedsjustits kan tilskyndes og håndhæves af såkaldte allierede - personer, der ikke selv er en del af den undertrykte gruppe, men officielt er tilhængere af dennes kamp for bedre rettigheder og respekt, og dette er bl.a. en af grundene til, at der eksisterer en stor apati overfor allierede i nogle særligt udsatte subgrupper og i nogle aktivistiske kredse.
Agtværdighedsjustits bliver også til tider tilskyndt af gruppens undertrykkere f.eks. via concern trolling, og agtværdighedsjustitsens håndhævere kan pga dette “få lov til” at blive assimileret ind i deres kultur, som f.eks. bøssen, der “er ok, fordi han er straight-acting”. Det kan være kvinden, der “er en af drengene”, og derfor får lov at tage del i en gruppe ellers domineret af mænd og sexisme, somme tider uden selv at blive udsat for sexisme, på den præmis, at hun tolererer eller tager del i gruppens sexistiske adfærd over for andre kvinder.
Selvsagt kan en etisk killjoy ikke stå inden for agtværdighedsjustits, især fordi glædesdrab ofte anses som “for radikalt” i en kultur domineret af agtværdighedsjustits. Jeg opfordrer derfor til at gøre oprør, når i møder agtværdighedsjustits - men vær klar på det backlash, der kommer, når man udfordrer et undertrykkende system.
