english
AbonnérFor en måned siden sluttede jeg mig til Amnesty og et rum fyldt af aktivister for transkønnedes rettigheder på Christiansborg for at diskutere Amnestys 2016 kampagne for ligeberettigelse for transkønnede. Højest på agendaen: at fjerne ´transeksualisme´ fra sygdomslisten over psykiske lidelser.
Støtten til denne sag er overvældende.
Transkønnede personer er ikke syge! Kom ind i kampen! Ikke?
I starten heppede jeg med, indigneret over at Danmark, der engang var foregangsland da man fjernede homoseksualitet som en psykisk lidelse, men nu er taberen bagerst i feltet, når det kommer til transkønnedes rettigheder. Men selvom jeg ikke mener, at det er en psykisk lidelse at være transkønnet, mener jeg heller ikke, at en fjernelse eller et skift til en anden diagnose vil adressere det, der i mine øjne er det væsentligste problem som transkønnede konfronteres med: manglen på en fair og lige adgang til sundhedsvæsenet.
Jeg var blevet inviteret til Amnestys Christiansborgmøde fordi min kæreste er en kickass og meget politisk aktiv transkvinde. Jeg tænkte, at det ville være fedt at besøge Danmarks magtcentrum, fordi jeg er en nørd hvad det angår. Jeg har ikke førstehånds oplevelser med Sexologisk Klinik eller af at være trans – jeg er cis. Transpolitik er vigtigt for mig som en queerperson med venner og elskere, der er trans.
Det er absolut intet galt med at være transkønnet. Men derimod mener jeg, at der er noget gennemgribende forkert med et samfund der accepterer at man forudsiger en babys fremtid ud fra deres ydre genitalier.
Falsk parallel: homoseksualitet og transkønnedes status
Danmark var et land som gik forrest med juridiske rettigheder til bøsser og lesbiske. Det er imidlertid overordentlig sandt, at Danmark er gået fra at være en progressiv international stemme til en chokerende bullshit udbyder af sundhedspleje for transkønnede. At diagnosticere homoseksuelle personer var rent fordomsfuldt og meningsløst, da personer ikke har brug for lægehjælp til deres homoseksualitet specifikt. Det er ikke alle transkønnede, der har brug for lægebehandling - men mange har.
Det giver mening,at bevare en diagnose for transkønnede for at sikre retten til denne lægebehandling. Jeg ville elske at hjælpe med at bestride det eksisterende paradigme, der anser transkønnethed som en lidelse ved at belyse, at vores syge verdens afvisning af transpersoner er problemet. Men i mellemtiden findes der en masse transpersoner som har brug for sundhedspleje.
At kategorisere transkønnede personer som psykisk syge insinuerer, at der er noget galt med sindet, som ikke passer til kroppen. Omvendt ville det at gøre diagnosen til en somatisk lidelse insinuere, at der er noget galt med trans kroppe, som ikke passer til trans sindet.
Denne krop|sind-dikotomi er fabrikeret for at forstå et problem. Vi ved at såkaldte psykiske lidelser manifesterer sig på en måde som kan måles i hjernen. Den mediciske adskillelse af krop|sind ser ud til at vokse sig mere sløret jo mere vi lærer. Behandlinger for psykiske lidelser fokuseres primært i sindet, ikke i kroppen. I betragtning af, at den bedste medicinske behandling for transkønnede adresserer den fysiske krop, er det underligt at diagnosen stadig er en psykisk lidelse.
Psykisk lidelse er ikke skamfuldt
Så vi beholder diagnosen men ændrer den til en somatisk (fysisk krop) kategori !? Jeg tror simpelthen ikke på at en sådan ændring vil være den mirakelløsning, nogle forestiller sig den vil være. At flytte diagnosen adresserer ikke de fordomme blandt sundhedsudbydere og på tværs af samfundet, der gør det acceptabelt for transkønnede at være den eneste gruppe i Danmark uden behandlingsgaranti.
Det store fokus på fjernelsen af ´transseksualisme´ (den fesne, officielle term) fra listen over psykiske diagnoser, siger meget om vores stigmatisering af psykiske lidelser. Synspunktet at der er noget forkert ved at være ´syg´ eller psykisk syg, skræmmer mig. Denne retorik usynliggør desuden transkønnede, der tilfældigvis også er psykisk syge. Hvis alle patienter blev respekteret i sundhedssystemet og i samfundet, som personer der kunne få glæde af medicinsk behandling, ville den fysiske/psykiske sundhedsklassifikation blot være en måde at beskrive patientens behov.
Når deprimerede personer søger behandling, bliver de undersøgt for at screene efter depression. Når transkønnede søger behandling bliver de testede for personlighedsforstyrrelser, lav intelligens og seksuelle perversioner. Problemet her er ikke kun, at transkønnede bliver set som psykisk syge og derfor uegnede – problemet er transfobi.
Transkønnede har brug for retten til informeret medicinsk behandling
Fra mit perspektiv er den bedste årsag til at ændre måden transkønnede bliver diagnosticeret på for at sikre, at de ikke kan blive diskrimineres på grundlag af at være transkønnede. Transkønnede er egnede til at tage beslutninger om deres liv og deres kroppe. At være trans skal ikke blive brugt som en undskyldning for regeringen eller sundhedssystemet til at fratage rettigheder. Sådan som loven og sundhedssystemets klima er i Danmark nu, er det meget nemt for den nationale Sexologisk Klinik at forsinke eller nægte transkønnede personer adgang til medicin, kirurgi og anden behandling, udelukkende på grundlag af deres transkønnede status.
I Danmark får du en diagnose bare for at blive født. Jeg har ikke fået en sådan, da jeg immigrerede hertil som voksen. Det har min kæreste heller ikke, da hun har ændret sit juridiske køn og CPR nummer, hvilket gør at hendes medicinske journaler kun går et år tilbage. Manglen på denne diagnose placerer os uden for normen, sammen med andre immigranter og transkønnede. Så vidt jeg ved, bruger læger ikke min mangel på fødselsdiagnose til at diskriminere mig. Men med den rette stigmatisering og politiske opbakning, kunne de i teorien gøre det, ligesom de gør mod transkønnede.
Diagnosers formål er at hjælpe med at ordinere den rigtige medicinske behandling, personer har brug for og vil have. De sociale implikationer af en diagnose er imidlertid, at man kan og skal blive helbredt fra et problem. At have en diagnose, der kun gives til transpersoner – lige meget hvordan den er klassificeret – kan blive brugt til at diskriminere mod personer kun fordi de er trans.
Lad os nedbryde sundhedssystemets cisnormativitet
Forestillingen om, at alle er cis indtil bevist trans skal ødelægges - også i sundhedssektoren. Her er en idé. Kæmp for diagnoser, som giver adgang til mere specifikke medicinske behandlinger.
Jeg har været på forskellige hormonbehandlinger for at rette på mine hormonniveauer. Jeg blev diagnosticeret med PCOS flere år, før jeg flyttede til Danmark og tog steroider. Jeg har valgt at ikke længere tage dem, men min læge i Danmark havde intet problem med at give mig en recept, dengang jeg gjorde. Der var ikke nødvendigt for mig at beskrive hvorvidt det at bære en kjole tændte mig eller ej for at få adgang til disse lægemidler. Jeg viste hende ikke engang nogen dokumentation på diagnosen. Jeg viste hende kun den halvtomme flaske med de piller, jeg havde taget, og fortalte hende, at jeg er en kvinde og mine hormonniveauer var uden for ´normalen´.
Om et par årtier, når jeg er i overgangsalderen, kommer jeg sandsynligvis til få østrogen supplementer for at gøre mig sundere og mere komfortabel under denne hormonelle ændring. Når den tid kommer, behøver de nok ikke at vide, hvorvidt jeg tænker på mine forældre, når jeg onanerer for at udskrive recepten på disse piller.
En transfeminin person som ønsker hormonbehandling kunne modtage den samme diagnose som mig: en person hvis hormonniveauer falder uden for det typiske kvindelige niveau. Hvis hun også har brug for kirurgi for at være sund og have det godt i sin krop, kunne hun modtage en anden diagnose – noget som ”person som ikke har en vagina, og ønsker vaginoplastik”. Jeg er åben for en bedre formulering. Pointen er, at udstede diagnoser baserede på personers medicinske behov – ikke på baggrund af hvorvidt de er transkønnede eller ciskønnede.
Der findes allerede en diagnose i Danmark for fravær af en vagina, (´DQ520´- tjek den ud), fravær af testikler (DQ550A), fravær af æggestokke (DG500), og så videre. Det er faktisk fuldstændigt muligt at tale om sundhed og genitalier uden at ty til en cis/trans-dikotomi.
Enhver person bør have retten til at modtage medicinsk hjælp, hvis de har brug for at ændre deres hormonniveauer eller fysiske krop for at kunne leve fuldt ud. Det spiller virkelig ingen rolle, om de er ciskønnede eller transkønnede. Så længe de får rådgivning om fordele og risici ved deres medicinske valg og kan give samtykke, er der ingen anden forklaring på at nægte en transperson behandling end transfobi.
For at opsummere: En afklassificering af transkønnethed som en psykisk lidelse kan måske gavne transkønnede ved at distancere transkønnede fra stigmaet omkring psykisk sygdom. Det vil sige, at det ville hjælpe transkønnede personer, der ikke også har diagnoser af psykisk sygdom. Alligevel tror jeg ikke, at dette alene kan fjerne cisnormativiteten i vores sundhedssystem. Den dag min kæreste og jeg kan modtage den samme diagnose som kvinder med hormonel ubalance, så vil jeg vide at vores rettigheder er lige i dette system.
