DET HER HANDLER IKKE OM TRANSPERSONER

Den 1. marts udgav Amnesty en briefing/rapport omhandlende transpersoners adgang til sundhed i Danmark. Rapporten indeholder en gennemgang af relevante menneskerettigheder i forbindelse med sundhed, en gennemgang af den gældende lov i forbindelse med transpersoners ret til behandling i det danske sundhedssystem og en række interviews med transpersoner, der er i eller har gennemgået behandling på Sexologisk Klinik, samt interviews med fagpersoner fra Sexologisk Klinik og psykologer, der ikke har tilknytning til Sexologisk Klinik.

(Rapporten kan læses her: http://amnesty.dk/media/2263/amnesty-transkoennedes-adgang-til-sundhed.pdf)

Målet med rapporten har selvsagt været at undersøge, om der sker en krænkelse af transpersoners menneskerettigheder i mødet med det danske sundhedssystem. Rapporten afsluttes med en konklusion, hvori det bl.a.konkluderes at følgende menneskerettigheder bliver krænket: Retten til sundhed/retten til lighed, retten til privatliv og selvbestemmelse, retten til egen kønsidentitet uden at blive udsat for stigmatisering, diskrimination og/eller sygeliggørelse. Derudover konkluderes det bl.a. at nogle af de informationer, som transkønnede forventes at afgive i forbindelse med behandlingen på Sexologisk Klinik, ikke bruges i behandlingsøjemed, men i forskningsøjemed - uden at transpersonerne selv er blevet informeret om dette, hvilket er dybt problematisk i en forskningsetisk kontekst.

Amnestys rapport afsluttes med 12 anbefalinger til regeringen - anbefalinger, der skal sikre at transpersoner får en god og værdig behandling inden for det danske sundhedssystem. En af disse 12 anbefalinger er at fjerne “transseksualisme” fra Sundhedsstyrelsens diagnosefortegnelse over psykiatriske lidelser.

Altså for at gøre det helt, helt klart: Ud fra alt det datamateriale Amnesty har samlet i form af lovgivninger, interviews med transpersoner og udtalelser fra sundhedsfagligt personale, konkluderes det, at det danske sundhedssystem krænker op til flere menneskerettigheder og benytter sig af uetiske forskningsmetoder på en patientgruppe. Der er i dette tilfælde tale om transpersoner, men det kunne lige så godt være en hvilken som helst anden patientgruppe. Det er ikke vigtigt for konklusionen, at det er lige præcis transpersoners rettigheder, der bliver krænket, men at nogens rettigheder bliver krænket inden for det danske sundhedssystem.

Da rapporten gik online d. 1 marts, startede en mediestorm med uhørt meget opmærksomhed på transpersoner. Der har uden sammenligning aldrig været så meget opmærksomhed på krænkelsen af transkønnedes rettigheder, som der har været i dagene efter rapporten blev udgivet.

Følelsen som argument

En retorisk vending, der går igen i stort set alle mediebegivenheder i forbindelse med udgivelsen af rapporten, er at “transpersoner føler sig krænket”. Og det er rigtigt. Vi føler os krænkede i mødet med et sundhedssystem, der er bygget på diskrimination og usynliggørelse af vores identiteter. Os der har været igennem (eller stadig sidder fast) i SK’s system ved godt, at følelsen af krænkelse er ægte, autentisk og burde være bevis nok på, at diskriminationen findes. Men følelse er desværre sjældent argument nok i vores samfund. Derfor har det været en nødvendighed, at en tredjepart, i dette tilfælde Amnesty, er gået ind og med kolde tal, data og paragraffer, og bevist, at der forekommer systematiske brud på menneskerettighederne, når Sexologisk Klinik “behandler” transpersoner.

Men hvorfor bliver medierne, politikerne og Amnesty ved med at hænge fast i at “transpersoner føler sig krænket”? Jo, vi føler os krænket. Men nyheden i forbindelse med rapporten er, at vi bliver krænkede. Det kan virke småt at gå så meget op i en enkelt formulering, men det er et udtryk for en herskende diskurs, der hænger fast i en magtstruktur hvor transpersoner (selv i en kampagne for transrettigheder) bliver frataget en politisk stemme og i stedet tildelt en personlig oplevelse, som der kan stilles spørgsmålstegn ved. I alt fra Go’ Morgen Danmark til BT til høringer i folketinget, bliver der talt om diskriminationen af transkønnede som om det bare er noget vi føler. Og hvis vi vil have befolkningen til at tro på vores følelse, må vi forklare det på en måde, de kan forstå: gennem udpenslende personlige detaljer, der medfører en følelse af medlidenhed fra en befolkning, der over kaffebordet kan ryste på hovedet og sige “ja, det lyder da hårdt for dem”.

Det er i sig selv problematisk, at man bliver afkrævet en fortælling, der kan synkes af Hr. og Fru. Danmark, men det er endnu mere problematisk, at der ikke bliver taget udgangspunkt i de fakta, der rent faktisk ligger til rådighed: menneskerettighederne bliver brudt af det danske sundhedssystem. Igen, dette kunne være en rapport om en hvilken som helst patientgruppes krænkede menneskerettigheder. Men fordi det handler om transpersoner, bliver fokus pludselig drejet over på den enkelte persons (følelse af) kønsidentitet og (følte) krænkelse i behandlingssystemet.

I stedet for at fokusere på rapportens indhold og på den strukturelle diskrimination af en patientgruppe, bliver fokus de personlige historier om personlige oplevelser. Ved siden af transpersonen i diverse medier, står så Amnesty, som nikker bestemt med hovedet og siger “ja, den er god nok. Vi har snakket med dem, og vi tror på hvad de føler”. Hvis Amnesty validerede vores følelser med de data, de rent faktisk har indsamlet, ville det være et andet scenarie. Men Amnesty taler ind i mediernes egne fortællinger i stedet for at turde holde fast på det, de selv konkluderer i deres rapport: der er tale om brud på menneskerettighederne.

Et unødvendigt fokus på diagnoser

Medierne har derudover næsten udelukkende fokuseret på ét punkt ved Amnestys rapport, nemlig anbefalingen om at fjerne transkønnede fra listen over psykiatriske lidelser. Om dette - at foreslå en fjernelse fra listen over psykiatriske lidelser - er en god ide, er en helt anden debat, som vi ikke vil gå ind i her. Pointen er, at det er kun én ud af tolv anbefalinger fra Amnestys side. Størstedelen af rapporten beskæftiger sig med andre problematikker ved “behandlingen” af transpersoner i det danske sundhedssystem, nemlig forhold ved selve behandlingen, som krænker vores menneskerettigheder.

Disse krænkelser er nærmest ikke blevet nævnt med et ord i de danske medier. I stedet har debatten udelukkende handlet om, hvorvidt vi hører til på listen over psykiatriske lidelser eller ej, og hvis ikke, hvilken diagnose skal vi så have, for man skal jo nødvendigvis have en diagnose for at kunne blive behandlet i det danske sundhedssystem.

Problemet med denne debat, er igen, at den bliver afsporet fra det som det i virkeligheden handlede om: En patientgruppe bliver krænket i mødet med et sundhedssystem. Når debatten udelukkende handler om hvorvidt vi skal have en diagnose eller ej (hvilket der i øvrigt ikke står rapporten, at vi ikke skal), så bliver den forskubbet til at handle om kontrol af transpersoners udsagn i stedet for om uværdig, undertrykkende og uetisk behandling af en gruppe mennesker i sundhedssystemet.

Som transpersoner står vi igen som tabere, fordi medierne igen og igen får mulighed for at spille det efterhånden velkendte: “jamen, når man skal have behandling inden for det danske sundhedssystem, så skal man jo have en diagnose. Det kan I vel nok forstå. Er det ikke meget rimeligt?”-kort, og fordi debatten dermed aldrig så meget som strejfer det allervæsentligste ved rapporten: Selve den undertrykkende og krænkende behandling af transpersoner i det danske sundhedssystem.

Amnestys rapport er virkelig vigtig, fordi den belyser noget, vi som transpersoner, der er i eller har været i gennem sundhedssystemet, har vidst og sagt i mange år: Behandlingen af transpersoner i det danske sundhedssystem er dybt problematisk, og der er akut brug for handling fra politikernes side, for at sikre, at vi får en god og værdig behandling. Den er vigtig, fordi der er tale om en indflydelsesrig NGO, som med tal, data, omdømme, magt og forbindelser kan validere vores oplevelser over for politikerne, der desværre sidder på retten til at bestemme over vores kroppe. Men hvis rapporten ikke bliver brugt ordentligt, hvis medierne (og Amnesty) kun vil bruge den til at få en god historie om transpersoner ud i stuerne hos Hr. og Fru Danmark, så står vi præcis samme sted som vi altid har gjort. Vi bliver fortsat stigmatiseret og undertrykkelsen bliver allerhøjst fortalt som en underholdende historie i Go’ Morgen Danmark, hvor man møder en transperson, der føler sig uretfærdigt behandlet i stedet for en person, hvis menneskerettigheder bliver krænket af det danske sundhedssystem.

Aktivister i Transpolitisk Forum
Elias Magnild & Elvin Pedersen-Nielsen
3/7/2016 10:12:12 AM.

Læs også:
Hold fokus på behandlingen
At flytte diagnosen er ikke en løsning i selv
Årets laks er rådden