Da Københavns kulturborgmester Carl Christian Ebbesen gav tale til Copenhagen Pride 2015 blev der sagt tydeligt fra overfor DF’s deltagelse i Priden af en gruppe aktivister og tilløbere, der under talen viste bannere og råbte kampråb om racisme, homofobi og transfobi for at overdøve talen.
Inden talen gik i gang, blev der uddelt løbesedler, der bl.a. argumenterede, at DF konsekvent har stemt imod ligestilling til LGBTQ-personer og havde brugt deres taletid ved priden sidste år til at tale dårligt om muslimer og islam. På løbesedlen stod opfordringen:
“Vi er en gruppe LGBTQ-personer, som ikke mener, at vores Pride skal give plads til racisme, homofobi og transfobi. Når DF går på talerstolen, siger vi fra med råb og larm! DF er ikke en del af vores Pride.
Vi opfordrer alle til at slutte sig til protesten, ved at råbe, larme og overdøve DF, så vi kan få en mere inkluderende, mere politisk og reel mangfoldig Pride, fri for racisme og fobi!!” - Læs hele løbesedlen her.
En af initiativtagerne til aktionen berettigede om aktionen således:
“Det var min oplevelse, at folk tog ekstremt godt imod løbesedlerne, og vildt mange tilkendegav opbakning til protesten, når jeg talte med dem, også selv om det sikkert ikke var dem alle, der var med til at råbe og forstyre talen. Mange var ret chokerede og forargede over, at DF skulle holde tale, og vidste det slet ikke. Det er heller ikke så mærkeligt, når det ikke står nogen steder overhovedet - ikke engang på Pridens hjemmeside. Med aktionen fik folk mulighed for at sige kollektivt fra, og det lykkedes heldigvis i et ret stort omfang at forstyrre og overdøve talen, så DF's racistiske budskaber blev forhindret i at nå ud over Rådhuspladsen.”
Under talen blev det også klart, at kulturborgmesteren ikke blot optrådte for at sige et par formelle ord til støtte for arrangementet. En del af taletiden blev brugt til at snakke om islamisk stat og med en insinuation af islam som fjende af LGBTQ. Jeg har transkriberet en del af talen, som satte fokus på islamisk stat:
“Vi har selvfølgelig religionsfrihed, men vi må ikke lukke øjnene for, at der er sorte og mørke religiøse kræfter, som bekæmper og fornægter, at man kan leve sammen, som man har lyst til med dem, man har lyst til, og der er helt sikkert ikke plads til et regnbueflag, ligesom vi ser her på denne her skønne plads, der hvor man benytter islamisk stats sorte fane. For det er helt anderledes at være seksuel, homoseksuel i lande, hvor det stadig er kriminelt eller enddog dødsstraf for at være homoseksuel. Det er den barske virkelighed. Det er den, vi kæmper imod. Det er kontrasten til det København, …” - Carl Christian Ebbesen
Det er dog ikke kun i udlandet, at LGBTQIA personer har problemer med homofobi eller religiøse mindretal.
På Dansk Folkepartis hjemmeside, kan man læse om deres modstand til kirkelige vielser for homoseksuelle mm. bundet i religiøse argumenter:
“Derfor er Dansk Folkeparti ikke tilhænger af, at homoseksuelle skal kunne vies i kirker. Et kirkebryllup er tænkt som et religiøst velsignet ægteskab mellem mand og kvinde, og det skal respekteres – ligesom religioner må respektere homoseksuelle. Dansk Folkeparti går heller ikke ind for homoseksuelle pars ret til kunstig insemination eller adoption. Dansk Folkeparti anerkender, at homoseksuelle kan være lige så gode og ansvarlige forældre som heteroseksuelle, men lægger vægt på, at alle børn har ret til både en far og en mor, og den ret skal ikke ved lov fratages barnet fra undfangelsen/ved adoptionen.” - Partiets ligestillignspolitik anno 2015 ifølge danskfolkeparti.dk
I Sverige er den svenske pendant til Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterna, blevet forbudt deltagelse eller noget form for association med RFSL, der kan sammenlignes med LGBT Danmark med begrundelsen, at “SD er et parti, der ikke står for alle menneskers lige værd”.
I Danmark arbejder Priden dog stadigvæk sammen med DF ved både den årlige parade og ved andre arrangementer såsom ved Eurovision. Men hvis Pride Copenhagen gerne vil slippe fra at give DF taletid, kunne de jo spørge RFSL til råds. Eller måske endda få lidt fifs fra LGBT Danmark, som til trods for at de stadigvæk inviterer DF til arrangementer som f.eks. deres vælgermøde i 2015 ikke oplever, at DF også dukker op.
At invitere racistiske og islamfobiske talere ind, bidrager kun til mere homonationalisme. Det har vi nok af i forvejen. Copenhagen Pride burde i stedet gøre en indsats for, at muslimske og racialiserede LGBTQIA personer kan føle sig mere velkomne til Priden og i miljøet generelt. Miljøet består af mere end blot hvide, ciskønnede bøsser. Det er ikke nok at invitere 3 pakistanske transfeminine personer. Deltagerne skal kunne forvente ikke at blive adresseret på nedladende vis af repræsentanter fra Danmarks mest minoritetsfjentlige parti.
Til de interesserede er her en video af begivenheden: