AbonnérSundhedsstyrelsen har i år holdt sin første åbne konference om transpersoners behandling i sundhedssystemet. Det har transmiljøet selvfølgelig en holdning til. Killjoy.dk har spurgt 8 af konferencens deltagere til deres oplevelser af denne historiske begivenhed. Artiklen er udgivet på både Friktion og Killjoy.
D. 28 marts afholdte Sundhedsstyrelsen Konference om kønsidentitet i det danske sundhedsvæsen på Scandic Copenhagen under åben invitation - altså alle interesserede med kendskab til arrangementet kunne deltage mod gratis tilmelding.
Det skal selvfølgelig forstås, at Sundhedsstyrelsen tror, det kun er transkønnede, som har en “kønsidentitet”, så konferencen skal nok mere forstås som en konference om mødet mellem transkønnede og sundhedssystemet.
Konference er blevet sat i værk pga. pres fra Amnesty International, Folketinget, og ikke mindst en stor gruppe transkønnede og allierede for at sundhedsstyrelsen skal skrive en ny vejledning til udredning og behandling af transkønnede - en vejledning som ikke pålægger sundhedsvæsenet at diskriminere transkønnede på baggrund af, at de er transkønnede.
Ifølge sundhedsstyrelsen selv, var formålet at “[afholde] en konference, hvor både transpolitiske organisationer samt danske og udenlandske fagfolk deltager”, “[før] Sundhedsstyrelsen lægger sidste hånd på vejledningen”.
Mange ting er sket i 2017, som kvalificerer behovet for en konference, hvor transpersoner høres. Transseksualisme-diagnosen er blevet flyttet fra listen over personlighedsforstyrrelser til en kategori udenfor psykiatriske lidelser. Amnesty International har udgivet en opfølger til deres briefing fra 2016, som dokumenterer, at transkønnedes menneskerettigheder fortsat krænkes i 2017 trods påstande fra sundhedsvæsenet om det modsatte. Forhenværende sundhedsminister Ellen Trane Nørby har blokeret en ny vejledning til udredning og behandling af transkønnede fra Sundhedsstyrelsen, og genstartet processen med krav om at transpersoners interesseorganisationer involveres.
Der er også umiddelbart op til, at konferencen blev afholdt demonstration på Christiansborg Slotsplads d. 21 marts imod, at transkønnede fortsat placeres i psykiatrien, fordi det reelt set stadig er hos Sexologisk Klinik at behandling finder sted.
Konferencen havde oplægsholdere fra både udenlandske og danske klinikker såvel som interesseorganisationer, og havde en kraftig politisk karakter. Derfor har den selvfølgelig tiltrukket sig mange holdninger. Jeg har i ugerne siden konferencen samlet op på nogle af holdningerne fra transpersonerne og deres allierede, som havde været til konferencen, som kan læses i det følgende
Sexologiske klinikker vil være “de ressourcesvage” transpersoners repræsentanter
Det mest kontroversielle, der kom frem til konferencen, var måske sundhedsvæsenets forestillinger om, at det er nødvendigt at kategorisere sundhedsydelser til transkønnede som højt specialiserede og derfor også at have multidisciplinære teams og alt alt dette finder sted af hensyn til de transkønnede. Samtlige transpersoner og allierede til transpersoner, som var på scenen, argumenterede imod de multidisciplinære teams og til fordel for at kategorisere behandlingen af transpersoner som mindre specialiseret end højt specialiseret. Disse argumenter tilsluttede mange af de transkønnede i publikum sig, mens det virkede til at være modsat for deltagere med baggrund i sundhedsvæsenet.
Som modsvar på denne kritik argumenterede både Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen, Stefan Arver fra Karolinska Universitet og Astrid Højgaard fra Aalborg Sexologisk Center for, at de tilstedeværende transpersoner og repræsentanter var meget ressourcestærke - altså underforstået ikke repræsentative for transpersoner som sådan - og at man måtte beholde de multidisciplinære teams af hensyn til de, som netop ikke kunne være til stede, fordi de var mindre ressourcestærke.
Tony Isaksen, transperson, var kvik til at udpege, er der her er tale om den klassiske herskerteknik dobbeltstraf; Hvis du ikke deltager ved konferencen, er det din egen skyld, du ikke får indflydelse, men hvis du deltager, kan dit input ikke bruges, fordi du som ressourcestærk transperson ikke repræsenterer et flertal af udsatte transpersoner, som (underforstået) formodes at have behov for at blive tvunget ind i en psykiatrisk udredning.
Fremlæggelsen af dette dobbeltstraf-argument fra Søren Brostrøm medførte oprør i salen og fik tilråb, men fik ikke lov at blive et debatemne, da talerlisten på daværende tidspunkt allerede var lukket og konferencen gået langt over tid. Til det har Lars Henriksen som repræsentant for Copenhagen Pride udtalt sig til Killjoy således:
For Copenhagen Pride er hele spørgsmålet om transpersoners adgang til sundhed et rettigheds- og ligestillingsspørgsmål. Vores forudsætning er, at transpersoner skal have samme ret til med- og selvbestemmelse over egen krop og behandling som alle andre mennesker har i Danmark. Derfor var det på mange måder bekymrende at høre, hvordan sundhedsfagligt personale under konferencen forsøgte at dække sig bag argumenter om at ville beskytte svage individer. Også fordi der dybest set ligger en ikke-udtalt tilføjelse i det om at beskytte transpersoner mod sig selv. Og det er stærkt umyndiggørende. Vi skal presse på overfor vore politikere for at få dem til at beslutte, at diskriminationen af transpersoner skal ophøre. Og i den diskussion skal lige ret som borger veje tungere end en lægefaglig bekymring. Vi tvinger heller ikke folk til at modtage behandling mod cancer, selvom det lægefagligt skønnes bedst for dem, at de får behandling. På samme måde skal individets ret respekteres, når det gælder transkønnede. Det burde være så enkelt. Og vi skal bekæmpe ethvert tiltag, der forsøger at forplumre debatten ved at gøre transkønnede til særligt komplicerede tilfælde. Et menneske er et menneske - uanset kønsidentitet og ethvert menneske har ret til respekt og til at blive beskyttet mod diskrimination. Den er ikke længere. Når det princip er slået fast, kan vi diskutere, hvordan en vejledning så skal se ud, som respekterer det udgangspunkt. Jeg er ikke, efter konferencen, fuld af fortrøstning om, at Sundhedsstyrelsen og lægestanden selv kan nå til et tilfredsstillende resultat. Der skal politisk vilje til at pålægge Sundhedsstyrelsen at sikre dette. Og det bør være en klar forudsætning, at der lyttes til og sikres en stadig inddragelse af LGBT-organisationer i udarbejdelsen af en tilfredsstillende vejledning.
Niels Jansen, transperson, der er kendt vlogger og derfor får mange henvendelser fra transpersoner, som ikke deltager i Sundhedsstyrelsens konferencer, udtalte sig således,
Problemet er jo, at hvis man gerne vil hjælpe meget psykisk sårbare menneske, så er forudsætningen, at man får dem ind af døren, så man kan tale med dem og hjælpe dem. Og de kommer bare ikke ind af døren i et formynderisk system. I stedet er de isolerede og får ikke nogen hjælp, hvilket er livsfarligt, eller også får de kontakt med transmiljøet, som i de sidste par år har lært præcis, hvordan man skaffer hormoner fra udlandet eller fra det kriminelle miljø pga. den nuværende vejledning. Der er ingen, der vinder noget ved et formynderisk system. Slet ikke psykisk sårbare. Bliver alle mødt med åbenhed og respekt, er forudsætningerne derimod til stede for, at man åbner op og taler om det, der virkelig foregår. I et system, der fungerer som kontrol, er eneste udvej at lyve eller at undlade at fortælle, hvordan man har det. Et system, man har al mulig grund til at være bange for, er et system, der ikke hjælper nogen.
Niels Jansen har lavet en video, hvor han opridser konferencen på 7½ minutter, som kan ses på youtube: Konference hos Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsvæsenet samarbejder ikke med trans patienter, medmindre de tvinges
Birte Smidt, som er overlæge på Sexologisk Klinik under Region Hovedstaden Psykiatri, fremlagde på konferencen Sexologisk Kliniks perspektiv på forholdene for transkønnede i Danmark og den behandling folk modtager i København. Også dette har fået nogle kommentarer med sig.
Oplæggets format syntes meget målrettet sundhedspersonale ikke allerede bekendt med klinikkens udredningsforløb, hvilket virkede fremmedgørende på de transpersoner, der var til stede. Måske især fordi Birte Smidt brugte en del af oplægget til at markere vigtigheden af en række rettigheder, patienter har, bl.a. behandlingsgaranti og patientinddragelse, som netop er de rettigheder, transpersoner i samarbejde med Amnesty har dokumenteret ikke respekteres på selvsamme klinik, som hun repræsenterer.
Interessant nok fik Birte Smidt også sagt, at Sexologisk Klinik var blevet tvunget til at arbejde sammen med interesseorganisationer pga. Amnestys rapporter om menneskerettighedskrænkelser mod danske transpersoner. En chokerende, men i det mindste ærlig udlægning fra en klinik, der i patientinddragelsens navn burde have gjort mere for at etablere et samarbejde med sine patienter, længe før Amnesty blev involveret.
[Se også: Linkliste om Sexologisk Klinik]
Noah, transperson, har kommenteret således på Birte Smidts oplæg:
Jeg synes nu det er stærkt kritisabelt, så uprofessionelt et oplæg hun holdte. Det virkede ikke, som om hun havde styr på hverken lovmæssige procedurer i forbindelse med fx juridisk kønsskifte eller SKs egne forløbs indhold og fremgangsmåder. Det er foruroligende, at lederen af SK har så lidt kendskab til den klinik, hun til daglig er leder af og som hun var repræsentant for på en national konference.
Som nonbinær burde jeg glædes over SSTs [nye] ønske om at inkludere nonbinære i vejledningen, men med så rigid en kønsopfattelse præget af stereotypier, der fortsat hersker hos SK, og den generelle modvilje, de udviser i forhold til at lytte til transpersoner og disses allierede, fx Amnesty, så har jeg svært ved at forestille mig, hvordan et sted som SK skulle kunne rumme nonbinære.
Raymonde Gaunoux, transperson, fortsætter i forlængelse heraf:
Jeg synes, det var underligt at være til den konference, fordi der var en stemning af "dem" og "os". Det var som om, at de der skulle forestille at hjælpe og behandle transpersoner var lidt imod transpersoner. Eller i hvert fald har en ide om, at transpersoner er "syge" og at vi skal "hjælpes" til at blive raske. En tanke, der kom hos mig adskillige gange, var "forstår de mennesker - lægerne og behandlerne - i det her rum ikke, at det er mennesker, det her handler om, og at mange af de mennesker sidder i det her rum og er til stede?" Det føltes fuldstændig absurd at være vidne til, at andre talte om min situation og identitet på så lægevidenskabelig og distanceret en måde
Jeg følte afmagt. Det var ubehageligt at se på statistikker over transpersoner og måden hvorpå transpersoner blev undersøgt og italesat var meget vævende og ukorrekt. Det var underligt at være vidne til, at dem med magt over behandling og domme udelukkende var cis personer og ingen egen-erfaring havde med og nærmest heller ingen sympati for, hvad det egentlig vil sige at være transperson. Det var som om der ikke blev lyttet. Som om at behandlerne og pro trans-organisationerne talte forbi hinanden. Jeg sad lige bag ved repræsentanter fra Sexologisk Klinik, og de kiggede ned i deres telefoner og viste hinanden sjove billeder på facebook, da bla. Transpolitisk Forum og Amnesty talte. Det var meget surrealistisk.
Man bør ikke tvinge transpersoner ind i en behandling, de ikke ønsker
Amnesty og Transpolitisk Forum medbragte ellers nogle meget gode argumenter og perspektiver på, hvordan man kan forbedre transpersoners vilkår i sundhedssystemet. Særligt skal fremhæves, at Ro Robotham som er psykolog og fra Transpolitisk Forum fremlagde nogle vigtige pointer i sit oplæg, som bl.a. at det er meget svært at skabe den nødvendige læge-patient relation til at opnå en succesfuld psykologisk behandling, hvis patienten tvinges ind i en behandling, vedkommende ikke har bedt om.
Denne argumentation kan takket være eventlisten Queer Copenhage, som har optaget konferencen, opleves via youtube. Hele konferencen kan ses på playlisten "Gender Identity and Heath Care" conference.
Ro opsummerer i det følgende nogle af de vigtigste pointer fra oplægget:
Hovedargumentet for at udrede psykisk inden transpersoner får adgang til behandling er, at behandlingstilbuddene er irreversible. Sundhedsvæsenet skal derfor sikre, at det individ, der ønsker behandling, forstår konsekvenserne af en eventuel behandling, og er i stand til at træffe fornuftige beslutninger. Interessant nok er de fleste andre kirurgiske indgreb, der foretages i sundhedsvæsenet, også irreversible. Alligevel bliver ciskønnede patienter som regel ikke tvunget igennem en psykiatrisk udredning på samme måde.
Når jeg siger, at transpersoner skal væk fra psykiatrien så mener jeg tre ting: For det første, så skal den behandlingsansvarlige ikke være en psykiater, når nu den behandlingen som transpersoner skal have er af somatisk/kropslig karakter (hormoner og kirurgi) og ikke af psykiatrisk karakter.
For det andet bør udredningen ikke foregå på en afdeling der ligger under psykiatrien, hvilket er tilfælde med Sexologisk klinik. Det vedligeholder en forståelse af transpersoner, som personer med psykiske lidelser og tankeforstyrrelser, der ikke er i stand til at tage selvstændige beslutninger.
For det tredje skal indholdet i udredningen ikke som standard være af psykiatrisk karakter” pointerer Ro. “Transpersoner skal ikke konsekvent udredes for psykiske lidelser / personlighedsforstyrrelser. Man kan gør, hvad man plejer i andre områder inden for sundhedsvæsenet, hvilket vil sige at henvise til udredning, hvis der er særlig mistanke om, at en specifik person har psykiatriske problemstillinger, som man tror påvirker deres evne til at forstå konsekvenserne af deres beslutninger. Det er vigtigt for mig at understrege, at behovet for at få behandlingen af transpersoner væk fra psykiatrien intet har med stigmatisering at gøre. Det handler om, at det ikke er i psykiatrien, at transpersoner kan få den relevante behandling.
Stadig svært at tro, at man prøver at lytte til transpersoner
Selvom Sundhedsstyrelsen har inviteret til konferencen, er det væsentligt at huske, at det tog en sundhedsministers indgriben at få Sundhedsstyrelsen til at “gøre mere” for at inddrage transkønnede patienters interesser. Baggrunden for denne indgriben var, at adskillige interesseorganisationer faktisk havde givet høringssvar i forbindelse med tilblivelsen af den nye vejledning om udredning og behandling af transkønnede, men at interesseorganisationernes input ifølge Ministeren og modsat ideen i høringer virkede til at være blevet ignoreret.
Transpersoner og -organisationer er i årevis blevet modarbejdet af Sundhedsstyrelsen. Så derfor kan det være svært at tro, at alting nu bare er godt, fordi Sundhedsstyrelsen holder en konference og siger, de vil lytte på transpersoner. Det var heller ikke ligefrem sådan, at Killjoy.dk fik særligt positiv respons, da vi spurgte deltagere om deres helhedsindtryk af konferencen.
Den mest positive af kommentarerne kom fra Karina Lins, ciskønnet, psykolog, som tillader sig at være optimistisk over noget af den viden, de udenlandske klinikker bragte til. Hun siger:
Det var vældigt positivt at høre Peggy Cohen-Kettenis udtale sig om stophormoner, fordi der - udover en muligvis svagere knoglemasse - ikke er andet end positive følger. Både psykologisk fungerer dem, der har fået pubertetsblokkerende hormoner, bedre og forskningen viser, at denne behandling ikke har nogen indflydelse på hjerneudviklingen.
Det, som jeg som fagperson blev bekræftet i, især da Richard Köhler fik ordet, var vigtigheden af det individuelle fokus. Der er selvfølgelig samme variation hos transpersoner som i resten af befolkningen. Så vi må skræddersy et individuelt tilbud, samtidigt med at vi må genoptage behandlingstilbuddet på basis af informeret samtykke. Som fagperson indenfor sundhedssystemet så jeg gerne mig selv som et tilbud, ikke som en gate-keeper.”
I forhold til det danske system, fandt Karina Lins det imidlertid “etisk forkasteligt, at alle transpersoner skal behandles som potentielt ikke transkønnede”, selvom “forskningen viser gang på gang, at det er et forsvindende lille antal mennesker, der fortryder”. Hun opfordrer også fagpersoner til at følge bedre med i forskningen på området, og droppe krav om Real Life Experience.
Anna Sofie Bach, kønsforsker og redaktør på Friktion, siger om sin oplevelse af konferencen:
Det der påvirkede mig mest var stemningen i rummet forer blev i den forstand ikke sagt noget, jeg ikke vidste i forvejen. Stemningen i rummet var dog virkelig intens på en måde den type konferencer sjældent er. Og så synes jeg, at det var ubehageligt at opleve den afstand, der var mellem transpersonerne / organisationerne og 'sundhedsvæsenet'. Det sundhedsfaglige personale virkede bare ikke rigtig til at forstå, hvad det er transpersonerne / organisationer påpeger. Eller måske vil de bare ikke, fordi det er besværligt og jo på sin vis også underminere deres magt som dem, der stiller diagnoser og ved, hvad der skal gøres.
Lægevidenskaben har jo traditionelt set haft en stor magt til at afgøre, hvem der er 'raske' og hvem der er 'syge'. At ophæve ideen om trans som en sygdom, men stadig tilbyde transpersoner behandling strider jo også imod den binære grundlogik i den somatiske lægevidenskab. At transpersoner selv skulle kunne være i stand til at vurdere, hvorvidt de har brug for medicinsk behandling, flytter definitionsmagten væk fra behandlerne. Fra et magtanalytisk perspektiv er det jo ikke så mærkeligt, at de stritter imod, for det gør folk jo tit, når magt tages fra dem. Hvis man imidlertid tænker, at lægevidenskab som udgangspunkt handler om at ville mennesker det bedste, og betragter Sexologisk Klinik som en del af et moderne sundhedssystem, der er bygget op omkring patientinddragelse, så kan man dog undre sig over, at de er så uvillige til at høre efter.
Kalashnina, transkvinde og antifascistisk aktivist, er endnu mere kontant og skeptisk:
Problematikken stod meget klar for mig da jeg forlod konferencen. Vi som transpersoner får ikke den hjælp vi har brug for, vi bliver stigmatiseret af dem, vi kan søge hjælp hos og vi har ganske simpelt ikke ret til sundhed på lige fod med alle dem, der passer ind i normen. Vi kan bevise det, vi kan vise, hvordan det alt sammen kunne gøre nemmere, bedre og mere effektivt! Problemet, vi står overfor, er at dem, der har magten til at ændre tingene, ikke er interesseret i at lytte eller tage ansvar! Det eneste jeg hørte sundhedsstyrelsen og ledelsen på SK gøre, var at fralægge sig deres ansvar, og komme med tomme floskler.
Hvad så nu?
Søren Brostrøm sagde til konferencen, at næste gang, transpersoner og Sundhedsstyrelsen vil have mulighed for at mødes, er til folkemødet i år. Så får vi se, om de mindre ressourcestærke transpersoner dukker op der.
For interesseorganisationerne og transaktivisterne gælder det nu om at øge det politiske pres gennem folketinget. Hvis ikke Sundhedsstyrelsen kommer med en bedre vejledning til udredning og behandling af transkønnede, bliver det nødvendigt at fortsætte presset, der stadigvæk vokser sig større med nu flere sundhedspolitiske ordførere ude og kræve ligestilling mellem transkønnede og ciskønnede i sundhedssystemet. Det er også fortsat et problem for aktivister og interesseorganisationer, at Sundhedsstyrelsen allerede har offentliggjort en revideret specialeplan, som fastholder behandlingstilbud til transpersoner som højt specialiserede.
Dette politiske pres kunne eksempelvis opnås gennem det beslutningsforslag som det fremsat af Enhedslisten d. 14 marts i år, der pålægger regeringen at sikre principper for behandlingstilbud til transpersoner - og ligner de forslag, som Ro Robotham fremsætter længere oppe i artiklen. Læs mere om forslaget på ft.dk. Det er imidlertid et centralt succeskriterie for denne strategi, at der lægges en samlet indsats for at forhindre LGBT Danmark i at sabotere processen, som i 2016, hvor interesseorganisationen indgik et samarbejde med Sexologiske Klinik, og forsvarede klinikken i medierne.
Samlet set mener de som Killjoy har talt med, at målet fortsat er, at få indført en model med informeret samtykke, hvor psykologiske og somatiske behandlingstilbud adskilles og det er helt centralt at få afspejlet i den nye vejledning
