AbonnérJeg er faktisk stadigvæk ikke helt klar over, hvad det er, at ordet “kønsidentitet” skal dække over. Altså, jeg har en forestilling om, hvad det skal kunne betyde, og mit umiddelbare indtryk er, at det skal bruges som en slags synonym til ordet "køn".
Hvis jeg f.eks. stiller mig selv spørgsmålene: “hvad er min kønsidentitet” og “hvad er mit køn”, så er svaret det samme: “jeg er kvinde”. Så lige igennem den betragtning er det svært at skelne mellem begreberne.
Men en forskel er der selvfølgelig, for der ligger vel et formål bag, når et nyt ord skabes og bliver forsøgt mainstreamet for tiden. Det er det formål, jeg vil sætte spørgsmålstegn ved med dette essay. Selv tror jeg nemlig, at formålet bunder i et underbevidst ønske om at indrette sproget på en måde, så det bliver nemmere at fremmedgøre transkønnede fra ciskønnede. Derfor kalder jeg begrebet fremmedgørende, selvom det primært bruges af folk, som anser sig selv som transkønnedes allierede, eller endda af transkønnede selv.
Den lille forskel
Udover at skulle dække over samme betydning som ordet “køn”, tillægges ordet “kønsidentitet” også en række ekstra betydninger. Her træder især frem, at “kønsidentitet” er et ord, der er stærkt forbundet med det at være transkønnet. Jeg støder primært på disse tillagte og konnoterede betydninger i beskrivelser for begivenheder såsom fester i LGBT og Queer miljøer samt andre events i fællesskaber, der har fokus på inklusion af marginaliserede grupper.
Betragt den klassiske klamamse: “Til vores fest vil vi ikke tolerere racisme, sexisme, homofobi, eller transfobi, osv”. Det er jo meget ligetil, og desværre ofte nødvendigt i det københavnske natteliv. Hvis der skal være plads til folk, som oplever racistisk eller transfobisk chikane på grund af den måde, de ser ud, kan det være nødvendigt at føre en ekskluderende politik imod personer, der udsætter dem for den slags.
Nogle organisationer synes ikke, at ekskluderende politik lyder så sexet, så de går efter en mere tolerancepolitisk tilgang og bruger f.eks.: “Vi er imod diskrimination på baggrund af køn, hudfarve, seksualitet og kønsidentitet”.
Det er her, forskellen på “køn” og “kønsidentitet” gør sig evident - for hvorfor ellers bruge begge ord i samme opremsning? Den implicitte forståelser her er selvfølgelig, at “diskrimination på baggrund af køn” dækker over sexisme. Mens “diskrimination på baggrund af kønsidentitet” forstås som diskrimination mod transpersoner. Altså her bruges begrebet “kønsidentitet” til at adskille transkønnede fra ciskønnede, og det er det, jeg ser som problematisk.
Det specielle ved transkønnede er ikke, at vi har et køn eller en identitet
Jeg kan godt forstå vigtigheden ved at kunne adskille transkønnedes oplevelser med cissexisme og transfobi fra ciskønnedes oplevelser med sexisme. Jeg er selv meget enig i, at der er behov for et ord, der beskriver, hvordan transkønnede bliver diskrimineret på en anden måde end andre marginaliserede grupper. “Kønsidentitet” er sjældent det rigtige, for det fremstiller transkønnede som anderledes end ciskønnede på en attribut, vi sagtens kan have tilfælles med ciskønnede.
Diskriminerende dynamikker såsom fatshaming, ageism, racisme eller colorisme, mønter sig typisk på f.eks. kropstype, hudfarve eller andre mindreværdsgjorte kropslige træk. Derfor giver det mening at navngive en diskriminationform som f.eks. “diskrimination på baggrund af alder”.
Det er bare ikke så godt for mig, når “kønsidentitet” sidestilles med det ord i klamamsen om diskriminationsformer. For jeg oplever ikke transfobi eller cissexisme pga min kønsidentitet. Jeg er jo bare “kvinde” - ligesom så mange andre. Hvis jeg havde været ikke-binær, akønnet, genderfluid eller lignende, kunne man måske snakke om, at min kønsidentitet fik mig til at skille mig ud, men for lige præcis mig, er det ikke tilfældet. Jeg oplever til gengæld sexisme, fordi jeg er kvinde, og fordi jeg fremstår feminin i andres øjne, men det er jo allerede dækket under “diskrimination på baggrund af køn”.
Transfobien og cissexismen i mit liv kommer af noget andet - de er reaktioner på min kropstype, og ikke mindst på min kønshistorik. Det at jeg blev fejlkønnet ved fødslen, og det at jeg blev forsøgt tvunget til at tilgå verden som “dreng” og som “mand” i min barndom og ungdom, det har en række konsekvenser for min sociale udvikling, ikke mindst traumer som resulterer i psykisk sårbarhed og selvværdsproblemer, jeg bærer under huden. Og det at min krop har udviklet (normativt set) “maskuline” træk, som jeg bærer sammen med nyligt tilegnede “feminine” træk, gør mig synlig som en, samfundet markerer som “transperson”.
Jeg bliver også markeret som transperson af, at forældre, tidligere arbejdsgivere, og statslige bureaukratier gemmer og husker mit forhenværende navn og CPR nummer. Og af journaler, der tillægger mig labels som “biologisk mand” og “kønsidentitetsforstyrret” på baggrund af førnævnte navn og CPR nummer.
“Identitet” kan ikke isoleres fra min krop, eller fra det, den er blevet udsat for, i et forsøg på at destillere en form for “transhed”. Den undertrykkelse, jeg oplever i dag, udspringer af en helhed af, hvordan min krop ser ud i dag, og hvordan den så ud engang, samt summen af alle de betydninger, den er blevet tillagt igennem hele mit liv.
Så husk det ord: Kønshistorik. For det er ofte det, folk i virkeligheden mener, når de skriver “kønsidentitet”, og det er noget rod, at folk ikke kan finde rundt i det.
Dualismen mellem det essentielle og det konstruerede
Men hvorfor bliver kønsidentitet så brugt til at beskrive transfobi og cissexisme, når det sjældent egner sig godt dertil, og hvorfor er dette begreb opstået, når “køn” allerede dækker over dets hovedbetydning? Som jeg ser det bunder det i et klassisk cissexistisk problem: At folk der tænker cissexistisk (og det kan man sagtens, selvom man ikke er cis), ønsker at tale et sprog, hvor transkønnede står i modsætning til ciskønnede som nogen, hvor transkønnedes køn er “konstruerede” og “kunstige” i modsætning til ciskønnedes køn som “medfødte” og “ægte”.
Derfor, [ud fra et cissexistisk perspektiv] har ciskønnede et “køn”, mens transkønnede har “kønsidentiter”. Selvom de to begreber skal dække over den samme hovedbetydning, får “kønsidentitet” en mere kunstig klang. Dels fordi det er et relativt nyt og for mange ukendt ord. Dels fordi det indeholder ordet “identitet”, som spiller videre på den klassiske dikotomi mellem krop og sind, hvor altså
kroppen = det umiddelbart observerbare, det konkrete, [køn]
i modsætning til
sindet = det usynlige, det ukendte, [identitet].
Dem som har læst mine tidligere tekster vil vide, at jeg ikke bryder mig om dikotomier, og at jeg synes de fleste af dem er løgn. Når jeg her sammenligner dikotomien mellem “køn” og “kønsidentitet”, med dikotomien mellem “krop” og “sind”, er det fordi jeg synes de begge to er dårlige forsøg på at adskille og sætte i modsætning til hinanden, ting, der hænger unægteligt sammen. Min kønsidentitet er en del af mit køn, og mit sind er en del af min krop. At forsøge at adskille de ting er at sabotere min og alle andres mulighed for at forstå, hvad jeg er.
Vi har ikke brug for flere forskellige ord for “køn”, ligesom de har forskel på “sex” og “gender” på engelsk. I vores forsøg på at importere denne engelsksproglige distinktion til det danske sprog, er vi med til ukritisk at importere dens fejl og mangler. Flertallet af engelsktalende kan stadigvæk ikke kende forskel på “sex” og “gender”, og dem som ser en forskel, gør det ofte til en essentialistisk modsætning mellem det “ægte” og “det kunstige”. Vores danske ord “køn” er fint som det er, og undgår netop denne værdiladede dualisme.
Jeg vil ikke finde mig i, at få mit køn omtalt som mindre “ægte” end ciskønnedes køn. Ciskønnede performer deres køn lige så meget som transkønnede, og hvis det sprog du taler, ikke reflekterer dette, taler du et cissexistisk sprog.
Så derfor caller jeg “kønsidentitet” som et ord, der misbruges til at fremmedgøre transkønnede. Det er et ord, der er skabt med det formål at udpege min måde at udtrykke køn på som afvigende, og som en kilde til min egen undertrykkelse. Og det er det altså bare ikke. Jeg er kvinde, og det er faktisk pisse normativt at være kvinde.
Det der undertrykker mig er en stat, et bureaukrati og et samfund, der opfatter mig som “forhenværende mand”. Det kommer af mine kropslige træk, det kommer af min kønshistorik. Det kommer ikke at min kvindelige “kønsidentitet”.
