Transantagonisme i feministiske miljøer

(Dette er en tekstlig refleksion først oplæst på Gin&Gender i efteråret 2015, og senere udgivet som podcast i et samarbejde mellem MONO lydkollektiv og magasinet FRIKTION i foråret 2016 – teksten kan findes oplæst på: monolyd.dk/transantagonisme)

Jeg har været med til at lave den feministiske festival FLAB. Denne tekst er en refleksion over nogle af de måder, jeg har oplevet andre menneskers reaktioner på min krop i den forbindelse.

Denne tekst er derfor ikke en kritik der har til formål at skamme folk ud. Det er et call in til at tage sin egen feminisme seriøst og derfor at begynde at reflektere over egen position og egne privilegier.

Jeg vil altså i denne artikel forsøge at bruge nogle af de erfaringer jeg har gjort mig med at arbejde på vores feministiske festival til at forstå hvordan feministiske rum bliver skabt og forstå nogle af de strukturer der gør dem utilgængelige for mig. Jeg bruger her ordet transantagonisme for at beskrive denne proces. I FLAB programmet definerede vi begrebet således:
”at fremmedgøre og eksotificere transpersoner blandt andet gennem binært sprogbrug.”

Jeg bruger dette begreb, fordi det for mig lægger vægt på netop det processuelle og performative i hvordan rum og personer fremstår. I modsætning til transfobi som jeg ofte oplever læst som en statisk tilstand hos en person. Samtidigt tillægger dette ord en bestemt følelse i den person der er transfobisk; nemlig frygten. Hvor fobien ofte synes at beskrive handlinger gjort bevidst med henblik på transpersoner, synes anatogismen netop at være handlinger som ikke har transpersoners eksistens i fokus. Begge begreber dækker selvfølgeligt over strukturelle problemer, men jeg mener at transantagonisme som begreb er særligt godt til at understrege at der ofte ikke er en bestemt intention bag en transantagonistisk handling og kan måske være med til at nedbryde ideen om at intentionen bag en handling har nogen betydning i forhold til hvordan handlingen rammer dem den er rettet imod.

Hvilke handlinger kan transantagonismen dække over?

I FLAB definerede vi det som fremmedgørelse og eksotificering. Othering er det engelske begreb der her netop er blevet oversat til fremmedgørelse. Othering, fremmedgørelse, en proces der gør at vi kan genkende nogle mennesker og deres kroppe som fremmede, som ikke værende en del af ”os”. Som det ofte er med oversættelser så er der ofte flere muligheder, der alle lægger vægt på forskellige dele af begrebet som det bruges i original sproget. Oversætter man othering med andetgørelse understreger man netop denne proces af at gøre andre til andet, dehumanisering. Othering er en proces hvor en majoritet fastsætter egne grænser, blandt andet ved at påberåbe sig retten til at definere dem som ikke hører til. De defineres som andet - de fremmede og de andre. Othering er altså en proces, af afgrænsning og dermed selvdefinition. Det handler ikke om en bestemt intention fra afsenderen, men om en proces, hvor nogle kroppe genkendes som fremmede, andre og andet. Det er altså et begreb som dækker over hvordan visse magtstrukturer opstår og opretholdes og hvilke effekter de kan have. Andetgørelse er et vigtigt begreb fordi det giver blik for hvordan visse kroppe kan indtage en neutral position. Denne forståelse af begrebet stammer blandt andet fra Simone de Beauvoirs beskrivelser af kvinden som det andet køn. Begrebet viser hvordan den hvide, heteroseksuelle, ciskønnede mand gøres til det neutrale udgangspunkt, men det er samtidigt et fleksibelt begreb der tillader os at forstå hvordan mindre grupperinger og rum opretholder egne grænser og selvidentiteter ved at beskrive dem udenfor disse, som de andre, det andet og de fremmede. Det er netop det jeg søger at bruge begrebet til her, ved at gribe fat i hvordan bestemte feministiske fællesskaber konstitueres.

Andetgørelse kan altså foregå på mange niveauer, fra de overordnede samfundsmæssige diskurser til handlinger i små fællesskaber. Jeg vil prøve at gribe fat i et par eksempler jeg har oplevet på egen krop, for at beskrive dette mindre niveau.

”En såkaldt transmand”

Efter FLAB festivalen udgav Johanne Mygind en reportage om festivalen i Weekendavisen. Denne artikel indeholder et godt eksempel på hvordan andetgørelsen og dermed transantagonismen kommer til udtryk fra et ellers feministisk udgangspunkt. Ved hjælp af andetgørelsen af min krop etableres der i artiklen et ciskønnet ’vi’. Denne andetgørelse skaber et fællesskab mellem den implicit ciskønnede læser og forfatteren; Johanne Mygind. Derved giver Johanne læseren adgang til den anden (på hendes præmisser fremfor mine). Gennemgående for artiklen er at den anden her er den feminist som interesserer sig for køn fremfor ligestilling; queerfeministen, og en af måderne denne anden etableres er gennem et fokus på mit køn.

Før jeg får lov til selv at komme til orde i artiklen bliver jeg beskrevet af Johanne Mygind: ”Lukas Reimann definerer sig selv som såkaldt transmand". Der er to dele i denne sætning som er problematiske. For det første er jeg den eneste i artiklen, der er så heldig at få nævnt sit køn. For det andet er mit køn i denne sætning ikke en realitet, men en subjektiv udtalelse, som Johanne Mygind som forfatter giver mig lov til at beholde. Mit køn er ikke noget jeg er, men noget jeg kan definere mig selv som. Hvad dette gør, vil jeg vende tilbage til senere, men først vil jeg gribe fat i det ord som stikker i øjnene, og slår en i maven ”såkaldt". Ordet såkaldt er et entydigt eksempel på en fremmedgørelse. I denne artikel er den implicitte læser en ciskønnet person og det kan derfor ikke tages forgivet at denne ved hvad det vil sige at være transkønnet. Her skriver Johanne Mygind et vi frem sammen med læseren: Vi cispersoner kan møde ”såkaldte” transpersoner. Vi cispersoner møder dem, men vi ved ikke helt hvad det er. Det er lidt fremmed. Vi kan ikke være sikre på at det nu også er rigtigt at de findes, så derfor kan vi lige smide et såkaldt ind så det letter fordøjelsen af denne information. At sætte såkaldt foran en beskrivelse af andre menneskers karaktertræk (som for eksempel køn) er at andetgøre dem. Det har den implicitte betydning: "Det er okay du ikke forstår det, jeg forstår det heller ikke helt, det er jo anderledes end dig og mig.”

Agtværdighedsjustits

Hvis vi vender tilbage til artiklens formål, nemlig at give læseren et indblik i hvad feminisme også kan være, har denne andetgørelse et andet formål, det er nemlig en måde at lege agtværdighedsjustits. Agtværdighedsjustits er den danske oversættelse af det engelske begreb respectability politics, beskrevet og begrundet på killjoy.dk af Laura Tams. Når man som feminist begynder at lægge afstand, altså det som andetgørelsen ender med at bevirke, nemlig grænsetrækningen – så kan det hurtigt læses som en form for agtværdighedsjustits. På killjoy.dk beskriver Laura Tams agtværdighedsjustitsen som: ”Det er i troen på, at det er nødvendigt at lefle for den dominerende kulturs normer for at blive accepteret som gruppe i samfundet, at folk bedriver denne form for kontrolvirksomhed med andre medlemmer i deres gruppe, men konsekvenserne af agtværdighedsjustits er splittelse i gruppen og dermed oprettelse af undergrupper, der er endnu mere undertrykte”. Jeg ser transantagonismen i de feministiske bevægelser som en del af netop en agtværdigheds diskurs, som ønsker at berolige ikke-feminister og her især cismænd, der frygter for en total nedbrydning af patriarkatet, ved hjælp af en retorik om ligestilling. Når man som feminist skaber en diskurs som bygger på at man ikke er lige så radikal som andre feminister (for eksempel transkønnede feminister som kritisere det binære kønssystem) så er man netop med til at reproducere splittelse, og undertrykke bestemte grupper yderligere. Når Johanne Mygind i denne artikel skriver et vi frem og dermed tager læseren ind i denne eksotiske verden af queerfeminister, der vover at kritiserer det binære kønssystem, både verbalt og med deres kroppes blotte eksistens, så skaber hun en fortælling om hende som en feminist man kan stole på. En feminist der stadig er en del af majoriteten. Det skulle gerne være blevet tydeligt nu at jeg mener at den andetgørelse hun udsætter min krop for netop er en måde at etablere egen status som del af majoriteten, der i dette tilfælde består af cispersoner med normative kønsudtryk.

Usynlige privilegier

Denne form for agtværdighedsjustits har jeg oplevet flere gange i løbet af planlægningen af FLAB. Det har været gennemgående for vores planlægningsproces at vi som arrangører er blevet tiltalt og omtalt som kvinder og piger. Hvor det at omtale voksne personer som piger, kræver en artikel i sig selv, er det her vigtigt at understrege hvor vedvarende denne omtale har været og hvor meget andre feminister går i forsvarsposition når man påtaler den.

En måde at arbejde med hvordan man som feminist kan begynde at tage sin egen position seriøst, og begynde at lade sin feminisme være inkluderende frem for ekskluderende, kan være begrebet om privilegier.

For at opstille endnu et eksempel, tro mig dem er der nok af: En kvinde jeg tidligt i forløbet bedte om ikke at kalde mig for kvinde fortalte mig blandt andet ”Hvis jeg var dig, ville jeg lægge mindre vægt på, hvad andre mennesker bruger af ord. Om deres ord kan rumme din identitet eller ej.” Hun udtrykte i samme mail, en forståelse af at min tilstedeværelse og call out af hendes binære sprogbrug forstyrrede hendes kamp. Begge disse forståelser af transpersoner som nogle der går lidt for meget op i hvordan andre mennesker omtaler os og som nogle der med vores blotte tilstedeværelse forstyrre de ’rigtige’ kampe er gode og meget almindelige eksempler på ikke anerkendte privilegier.

En af de simpleste måder at forstå privilegier på, er ved at beskrive dem som det modsatte af undertrykkelse. Man kan se privilegier som status quo; har man et privilegie har man det som alle burde have det. Privilegier er altså ikke at opleve noget. Privilegier gør at man glider gennem verden uden modstand. Det gør at man ikke lægger mærke til verden fordi den er indrettet til én. Jeg bruger begrebet privilegier fordi det hjælper mig til at italesætte nogle af undertrykkelsens intersektioner. Det hjælper mig til at anerkende egen position i verden og dermed at anerkende at undertrykkelse ikke bare er én ting. Når vi begynder at anerkende egne privilegier, begynder vi at tage vores position i verden seriøst, og vi kan derfor arbejde på ikke at reproducere den undertrykkelse af andre mennesker vores kroppe er en del af.

Forstyrrende kroppe

For at vende tilbage til mit eksempel. Det er et privilegie når ord og begreber som bruges om én ikke stopper én i verden. Vi burde alle kunne gå igennem verden uden at bekymre os om hvordan vi omtales og kategoriseres, vi burde alle have ord som kan ”rumme vores identiteter” og vi burde alle opleve at blive anerkendt i offentlige rum. Det er dog ikke et privilegie alle har – langt fra. Bliver man altid tiltalt med det rigtige køn og de rigtige pronomener når man bevæger sig gennem verden har man nok ikke tænkt over denne tiltale. Med andre ord, man lægger ikke mærke til at dette sker, fordi det jo er sådan det burde være. Det er altså et privilegie ikke at skulle overveje om man bliver omtalt som sit køn. Man bruger derfor ikke energi på at gøre folk opmærksom på sit køn og overveje om de nu gør det rigtigt. Privilegier gør ikke at verden opleves som nem, den opleves ofte slet ikke. Når jeg får at vide at jeg ikke skal gå op i hvordan andre omtaler mig kommer det fra et privilegeret udgangspunkt hvor omtalen af ens krop grundlæggende ikke opleves som et problem man møder i verden.

Det er klart at der følger en masse sexisme og undertrykkelse med at være kvinde, og det er klart at der er mange privilegier man ikke har. Det er dog også klart at der er ting man ikke oplever når man er cis kvinde, og det er vigtigt at tage denne realisation seriøst. Man kan spørge sig selv om denne kvinde ville have haft samme reaktion, hvis det havde handlet om sexistiske ytringer – det håber jeg ikke.

Når Johanne Mygind i hendes artikel skriver ”definerer sig selv som” er det endnu et udtryk for et ikke anerkendt privilegie. De andre personer i artiklens køn nævnes ikke og hvis det var blevet nævnt ville jeg tvivle på at det ville blive formuleret på denne måde. At være et køn er et privilegie.

Det samme gør sig gældende i forhold til at beskrive min krop som en forstyrrelse. Det er et privilegie at ens krop ikke ses som forstyrrende. At beskrive bestemte kroppe som en forstyrrelse er en måde at håndhæve agtværdighedsjustitsen. Når nogle kroppe ses som forstyrrende for en bestemt gruppes projekt er det en måde at spejle hvordan majoriteten oplever disse kroppe. Dermed reproduceres denne undertrykkelse i et ønske om at komme tættere på anerkendelse fra en dominerende gruppe. Det jeg ser som særligt farligt i denne udtalelse er at ønsket om at beholde sin status som tæt på den dominerende gruppe, altså som forståelig, og dermed grundlæggende ikke-forstyrrende cis kvinde, er så stærkt at man er villig til at reproducere undertrykkelsen internt. Når det privilegie det er at blive anset som forståelig ikke er anerkendt, bliver det feministiske rum en leflen for et binært kønssystem der er skadeligt både for cis og trans personer, om end på meget forskellige måder.

Hvorfor er det så vigtigt for mig at kalde denne opførsel ud?

Privilegier og andetgørelses processer handler om tilgang til magt. En person som Johanne Mygind har en platform at tale fra, et sted hvor hendes stemme bliver hørt. Dette betyder at hun har muligheden for at definere en bestemt feministisk diskurs, på en måde som mange mindre privilegerede feminister ikke har. Når Johanne Mygind skriver om mig, kan hun indtage en position der kan læses som objektiv. Jeg oplever ofte at jeg først skal legitimere mig selv, mit køn og min krop, før folk lytter til mig.

Før min aktivisme tages seriøst i det feministiske miljø skal jeg åbenbart først undervise hele verden i at lytte til hvad transpersoner faktisk siger fremfor at bruge energi på at synes det er super spændende at vi overhovedet findes. Og helt ærligt så burde det virkeligt ikke være min opgave.

Skrevet af Lukas Kofoed Reimann, genudgivet på killjoy 29 Maj 2016, kl 14:30.

Læs også:
Kønnelse og fejlkønnelse
Velmenende Cissexisme
DET HER HANDLER IKKE OM TRANSPERSONER

Har denne artikel lært dig noget nyt eller bragt værdi til din verden? Ønsker du at se mere fra killjoy.dk?
Vi indsamler penge til sidens drift på patreon.com/killjoydk, hvor man kan opsætte månedlige donationer helt ned til $1 (ca. 6,5 kr). Hvis alle tilbagevendende læsere gav $1, havde vi råd til at hyre en professionel journalist på deltid.

Lukas Kofoed Reimann
Skribent

Ordhjul: