AbonnérKilljoy er når man er med til at synliggøre de eksklusionsmekanismer, der udgør præmisserne for den gode stemning - eller den stemning, som ikke er forstyrret.
Killjoy kan både være et våben - noget man gør - og en position - noget man “er”. En person der siger "det var virkeligt transfobisk, det du lige sagde" ville gøre killjoy. En person i en kørestol til et arrangement i et hus uden trappe vil, hvordan end de reagerer, være killjoy. Konteksten, samfundet og i de her tilfælde trappen og cisnormer, har killjoy potentiale - afvigerne er bare katalysatorer.
Når man laver killjoy, tvinger det mennesker omkring en til at tænke over deres position, og det er de fleste hverken vante eller gode til.
For mig er det også en livsstil. En både tilvalgt og en tildelt livsstil. Tildelt af strukturen og tilvalgt af mig. Jeg sætter en dyd i at dræbe glæden. Hvis man har oplevet i sit liv, at man bare skaber helt vildt meget dårlig stemning, eller får folk til at blive helt vildt nervøse og lede, så er det voldsomt opperen, at opdage hvordan man kan overtage den dårlige stemning ens liv skaber for eksempel i toiletkøen eller på hovedbanegården. Så kan man i stedet for eller som suplement til at få eksistensielle kriser og ondt i maven, for eksempel sige “fuck dig vil du se min numse”, når folk glor mærkeligt i køen til dametoilettet - eller snave endnu mere farvel på perronen: altså gøre den killjoy man er.
Det er selvfølgeligt et lidt underligt skel mellem at gøre og at være killjoy. Det hænger jo uomgåeligt sammen. Altså jeg mener, behovet for at gøre killjoy eksisterer jo for helvede fordi den verden vi lever i, er helt fucked, og den gode stemning afhænger af, at vi alle sammen opfører os derefter.
Hvordan tager man imod killjoy?
Jeg tror rigtig mange mennesker, og særligt folk med mange privilegier vil have rigtig meget erfaring med at opleve følelsen af, at nogen andre har dræbt deres glæde og så være mega ignorante overfor deres ansvar i situationen.
Det bedste ved den erfaring, man selv kan have ved at gøre eller være killjoy er, at man kan bruge den til at blive rigtig god til at forstå, hvad der sker inde i en selv, når nogen f.eks. caller en ud. Det er nemlig ret standard, at folk er en milliard gange bedre til at lave killjoy: “Hey det du siger lige nu er helt vildt transekskluderende” end til at modtage den “ej, fuck ja, det har du ret i - mange tak fordi du gør mig opmærksom på det - nu går jeg hjem og tænker mig om og derefter skal det ikke ske igen”.
Det er et kæmpe problem i de fleste politiske bevægelser, som går fuldstændig i stå fordi de hellere vil holde på retten til illusionen om det inkluderende og trygge fællesskab: “det var faktisk ikke transekskluderende for vi har en transpolitik et sted” end at tage ansvaret for det de killjoys rummet skaber.
Det føles jo ubehageligt at få sin glæde dræbt, det gør det jo, men man skal fandme passe på ikke at tage den følelse for højtideligt. Det er ubehageligt, men det man skal med det, er jo så at tage ansvar for det. Der er mange mennesker, der er dårlige til at tage ansvar for deres egne følelser af f.eks. racisme, homofobi, osv., og så i stedet så siger de bare, at det er de andre, der dræber deres glæde.
Man skal øve sig virkeligt meget på at modtage killjoys, og det er en megagod start selv at have erfaringer med at gøre og være killjoy - det er bare slet ikke nok. Jeg er selv ufattelig blank på, hvordan man bedst håndterer det. Det kan have været med et "undskyld", men så smider man jo også bare ansvaret tilbage. Forestil dig, du sagde noget vildt nederen, og nogen sagde til dig, "ej det er vildt ubehagelig, at du siger det der". Der beder de dig jo i virkeligheden om at tage ansvar for den her pisse-uretfærdige situation, og så er det der med at sige undskyld jo egentlig bare at smide bolden tilbage.
Hvis man nu i stedet øvede sig på at sige: "Det er rigtigt. Tak for dit indslag, jeg gør det ikke igen”, "jeg vil øve mig på at gøre det anderledes" eller "jeg forstår, hvad du siger. Det er mig, der har gjort det forkerte. Tak fordi du gjorde mig opmærksom på det". Gør det eksplicit for den, der caller ud, at nu har de ligesom "gjort deres pligt" - og en "pligt" som det i virkeligheden er en selv, der har skabt, fordi man har skabt den nederen situation. Det føles aldrig godt. Og grunden til det er, at situationen ikke er god, den er ikke god, fordi man har fucked up allerede, og der er det vigtigt, at det ikke er den forurettede, der ender med følelsen af at være den, der har ødelagt nogens fest.
Strategier til selv at lave killjoy eller at tage kontrollen over en killjoy-situation
Man er aldrig forpligtet til at gøre noget som helst, også selvom potentialet er der til et kæmpe killjoy. Jeg synes man tager nok ansvar på sig i det her liv ved at være til. Det er jo så vildt et pres. Der er det farlige ved killjoy, følelsen:"hvis jeg ikke laver killjoy nu, så reproducerer jeg bare den her struktur, og så er der en masse mennesker, der har det ad helvede til pga. det jeg gør". Der skal man altså huske på, at det ikke (altid) er det, man selv gør, der er fucked, men verden.
Men hvis man nu gerne vil eller kan, så synes jeg, at den bitre skyldspålæggelse er en god måde at gå i gang.
De gange hvor random mennesker åbenlyst har stået og diskuteret min ret til at dele toiletkø eller omklædningsrum med dem, har jeg nogengange sagt: "Ved i godt at lgbt-personer tager livet af dem selv meget mere end “resten” af befolkningen?? Det er svært at forstå hvordan det kan være sådan, hva???” Det gør jeg lidt for bare at skabe sådan en lille gnist hver gang. Du ved ligesom en slags psykologisk betingning. Ligesom hvis man f.eks. spyttede på dem, hver gang de var fobiske, så de bare måtte tænke "fuck, hvis jeg siger noget fobisk, så er der nogen, der spytter på mig". Det er så langt væk, hvis man tillader sig at stå på et toilet og snakke om andre mennesker der. Jeg vil bare gerne give dem en dårlig oplevelse med at være ubehagelige.
Så er der fysisk vold. Det er jo også en måde at gøre det på, og det synes jeg egentlig er meget dejligt. Man risikerer jo at få tæsk, men det kan sgu virke decideret befriende, fordi mange mennesker forstår fysisk vold, altså hvis andre ikke kan forstå, hvor nederen det er at møde modstand tit, så kan de i hvert fald forstå, når man har fået tæsk.
Gråd er også en fin strategi. Jeg kan desværre ikke græde på kommando. Det er ærgerligt, for mange mennesker føler skyld og bliver eftertænksomme af andres gråd - og det er jo yderst sjældne reaktioner.
Skab dig forhelvede. Hvis der er nogen, der glor, kan man stirre tilbage på dem, og man kan lade som om, de flirter med en. Så gør man også situationen mere mærkelig, end de prøvede at gøre den. Bryd med folks forventning om, at du skal føle skam, når de spørger, om du er en mand eller en dame. Når folk spørger hvordan du har sex, så giv dem en konkret og detaljeret gennemgang af dit sexliv med lyde, fakter og diverse effekter.
En vigtig præmis for de strategier her er, at huske på, at den oplevelse du har er fucking rigtig, og det er så træls for dig at du bliver behandlet uretfærdigt. Insistér på, at det ikke er en virkelighed, du selv har fundet på. The struggle is real, og du må gerne blive vred og flippe fuldstændig ud. Også til familiefester. Særligt bagefter, for post-killjoy-skam er det værste.
Killjoy er vildt mange ting. Afvigerne er katalysatorer og det er ikke altid særligt dejligt, men så kan man tage battet ved egen hånd og reclaime glædesdrabet. Jeg synes det er spændende og lidt misledende, det hedder "glædesdrab" eller "killjoy". Som om de var særligt glade før? Det burde måske i stedet hedde kill-status-quo. Eller bare kill.
