AbonnérTransfeminisme er en feministisk metode kendetegnet ved et fokus på det binære kønssystem som hovedgrundlag for sexisme. Denne metode afviser essentialistiske kønsforståelser og derfor også forståelser af sexisme som noget, der kun beskriver forholdet mellem mænd og kvinder. I stedet opererer transfeminisme meget ligesom queerfeminisme med mange forskellige sexismer - f.eks. cissexisme, heterosexisme, monosexisme og femmefobi.
Intersektionel analyse er en central og integreret del af transfeminisme, der er opstået netop ud fra behovet for at identificere og komme med løsninger til udfordringer, der opstår i intersektioner mellem sexismerne indbydes og intersektioner med andre undertrykkende strukturer som ableisme, mentalisme, racisme, etc.
Et eksempel på en sådan intersektion er transmisogyni, der beskriver en særlig form for strukturel vold, der hovedsageligt rammer transkvinder og personer der ligner transkvinder i aggressores øjne.
Radikal Transfeminisme er en afart, der er en reaktion på, at stater er begyndt at anerkende transpersoner og tildele dem rettigheder forbundet til deres status som transpersoner. Folk der praktiserer radikal transfeminisme er særligt skeptiske overfor tolerancepolitik som metode til at opnå ligestilling eller inklusion af transpersoner. En kerneværdi i radikal transfeminisme er overbevisningen om, at juridiske rettigheder ikke i sig selv er en langtidsholdbar løsning, og at transaktivisters fokus bør ligge på afviklingen af strukturelle sexismer i stedet.
Hvem er transfeminisme for?
For det første repræsenteres de udfordringer, der dominerer transkvinders liv - her især sociale udfordringer - ikke særligt godt i identitetspolitiske diskurser af nogen art. Disse udfordringer omfatter forhold omkring transition, den arbejdende transkønnede krop, arbejdsplads relationer, fattigdom samt statslige funktioner såsom politiet, sundhedspolitik, familieret, uddannelse og børnepasning.
Den anden udfordring består i en kraftig tendens til at udelade køn fra de grupper, der tales om i litteratur om transkøn ved kun at fokusere på deres ikke-normative eller transgressive kvaliteter; ved at hævde, at køn er flydende, plastiskt, formbart, skiftende, ustabilt, mobilt, og så videre; eller ved simpelthen at ignorere køns placering. En stor mængde af nylig research og litteratur anerkender diversitet på et individuelt plan, men kaster kvinder og mænd sammen i en fælles “transkønnet” historie. Det er svært at finde i alt dette, den ubønhørlige rolle køn spiller i mange transkvinders liv.
Uddrag af Raewyn Connell’s “Transsexual Women and Feminist Thought: Toward New Understanding and New Politics”. Oversættelse af undertegnede.
Transfeminisme er en afart af feminisme, men er først og fremmest opstået ud af behovet for feministiske indspark i kunst og litteratur om transpersoner, samt behovet for feministisk analyse af magtforhold transpersoner indbyrdes.
Mens dedikerede transfeminister vil argumentere for, at feminisme har brug for transkønnede perspektiver og intersektionel analyse for at få success, ligger der et mindst lige så stort problem i, at moderne transaktivisme savner feministiske perspektiver. Her gælder det særligt transkvinderne og øvrige femme transpersoner, der finder sig i en dobbeltmarginaliseret position som både værende transkønnede og kvinder eller feminint læste personer. Som derfor oplever sexisme i trans-miljøer og transfobi i feministiske miljøer.
Transfeminisme er ikke som sådan en klub, man kan eller bør blive medlem af, men beskriver nærmere en indkapsling af en række normkritiske perspektiv på køn.
Selvom transkvinder spiller prominente roller i tilblivelsen og udviklingen af transfeminisme, skal trans- i dette tilfælde fortolkes i bredest mulig forstand.
Fokus er på transgressioner af kønsnormer, og derfor tilbyder transfeminisme analyser af langt mere end blot transpersoners oplevelser. Et af transfeministers primære mål er alle personers frihed til at udtrykke sit køn uden frygt for fysisk, social eller økonomisk vold.
Transfeminisme handler altså ikke udelukkende om transkvinder, men kan også være nyttig til analyse af særlige undertrykkelsesmekanisme mod transmaskuline personer samt ciskønnede personer, som overses af ikke-intersektionel og kønsessentialistisk feminisme, men afsløres igennem fokus på cissexisme, heterosexisme, monosexisme og femmefobi.
Alligevel har transfeminismen et solidt grundlag i behovet for at kortlægge transkvinders ofte oversete eller ignorerede behov. Raewyn Connell argumenterer i citatet herover, at et for ekstremt fokus på transgressioner af kønsnormer er med til at usynliggøre mange transkvinders oplevelser af køn.
Hvem dyrker transfeminismen?
Det siges, at den første brug af ordet går tilbage til 1992, men den mest prominente etablering af begrebet var da Emi Koyama udgav The Transfeminist Manifesto i år 2000.
Emi Koyama er således et af de vigtigste og mest prominente navne indenfor transfeministisk tænkning, og har mange tekster om emnet - mange frit tilgængelige online.
En meget kendt stemme for tiden inden for transfeminisme er f.eks. også Julia Serano, som har skrevet en række bøger, der både beskriver transfeminisme og benytter sig meget af dens analyse. Hun har også skrevet en primer til transfeminisme for Ms. Magazine.
Førnævnte Raewyn Connell var i 90’erne var med til at popularisere maskulinitetsstudier med sin bog Masculinities. Maskulinitetsstudier har lig transfeminisme fokus på femmefobia frem for tildelt køn, og Connell kan derfor tilskrives megen indflydelse på transfeministisk tænkning, selvom hun ikke primært beskæftiger sig med transpersoner.
Labelen transfeminist sniger sig ind på mangt en skribents byline blandt onlinemedier især. Det er umuligt at nævne alle, men de kan ofte findes på sider som Feministing og The Establishment. Et klassisk eksempel herpå er Katherine Cross, der i mange år har skrevet om transfeminisme, men også taget sin analyse med til andre emner som computerspilanmeldelser, nordamerikansk politik og borgerrettighedsbevægelser. Se f.eks. hendes blog, quinnae.com.
