Udgrænsning af transpersoner i diskussioner om køn

En refleksion over nogle af de cissexistiske måder transkønnedes erfaringer bruges i kønsstudie klasseværelset og hvordan disse er med til at holde os ude af vidensproduktion.

Dette er en oversat og redigeret udgave af TRANS EXCLUSION IN THE GENDER STUDIES CLASSROOM hos HYSTERIA. Teksten er oversat og redigeret af forfatteren selv.

Jeg vil her beskrive noget jeg, som en transkønnet studerende bliver konfronteret med igen og igen: velmenende ikke-interkønnede og ciskønnede personer, der udnytter transkønnedes oplevelser som eksempler eller argumenter for deres akademiske undersøgelser af køn. Kombinationen af denne praksis med det allerede komplicerede forhold mellem universitet som institution og transpersoner, fører til en kontinuerlig andetgørelse af transkønnede og interkønnede personer og dermed reproduktion af kønsbaseret undertrykkelse inden i såvel som udenfor vores klasseværelser.

Fordi denne praksis er så almindelige, ikke kun blandt de studerende på kønsstudier, men også blandt dem der leder vores kurser og skriver de tekster vi læser, kan du måske slet ikke genkende det problem jeg prøver at italesætte her. For det meste er argumentet som følger: ”Jeg er enig i at køn er performativt og ikke essentielt fordi du ved…. transkønnede eksisterer.” Grundlaget for denne udtalelse er antagelsen om at transpersoner kan navigere samfundet som et andet køn end det de er blevet tildelt ved fødslen, fordi de kan forandre deres kønnede performance.

Nogle gange benyttes præcis det samme rationale til at stille spørgsmålstegn ved køn som performativt. Når dette sker lyder argumentet ofte sådan: ”Køn er essentielt fordi transpersoner eksisterer; de forandrer deres køn (performance) fordi de oplever et bestemt køn som værende essentielt” Dette er ofte en del af et ”født sådan” narrativ og i min egen erfaring meget mere almindeligt udenfor universitetet.

En af konsekvenserne ved at bruge trans erfaringer som eksempel, er en reproduktion af opfattelsen af den ciskønnede og ikke-interkønnede krop som naturlig og normal. Dette gør at der ikke stilles spørgsmålstegn ved hvordan normalitet skabes i første omgang. Denne praksis er afhængig af en andetgørelse af trans- og interkønnede menneskers oplevelser. Andetgørelse er en handling som distancerer den anden fra én selv og som objektivisere denne – en måde at skabe sin egen identitet (og herved også normalisere og naturalisere ens egen oplevelse) ved at skabe en distance til den der anses som ”anden”.

Normalisering af den ciskønnede erfaring

Andetgørelse er en kontinuerlig relationel proces og selv når målet er at destabilisere det binære kønssystem er brugen af trans erfaringer som underbyggelse af argumentation ofte en reproduktion af den måde dette kønssystem er holdt ved magten til at starte med.

Det binære og hierarkiske kønssystem er naturaliseret gennem medikalisering og sygeliggørelse af trans- og interkønnede kroppe. Denne proces understøtter opfattelsen af ciskønnede og ikke-interkønnede kroppe som normale og sunde ved at distancere disse fra trans- og interkønnede kroppe som dermed anses som usunde og unaturlige.

At bruge transkønnedes oplevelser som et eksempel er nemt fordi transpersoner allerede er placeret i rollen som Andre gennem spektakel og medicinsk gatekeeping. Da vores kroppe er blevet sygeliggjorte, bliver vi ikke anset som i stand til at forstå vores egne behov, og bliver derfor tvunget til at indgå i et medicinsk system hvori vores historier, oplevelser og ønsker kun kan blive forståelige og valide hvis de passer ind i specifikke narrativer bekendt til og valideret af ciskønnede læger. Den ultimative konsekvens af dette er at vi kun eksisterer hvis vi gør os selv synlige gennem en binær og cisnormativ forståelse af køn. Vi er allerede positionerede til at blive udnyttede, idet vores oplevelser i forvejen konstant bliver gransket af vores læger og medierne såvel som af vores ciskønnede familier og venner.

Idet trans- og interkønnede erfaringer optegner grænserne til normaliteten virker de kun som Andre/anderledes fra cis- og ikke-interkønnede kroppe og bliver i denne andetgørelse tilskrevet enshed. Dette betyder at transkønnede narrativer allerede er rammesat på en måde så det ikke vækker mistanke når nogle generaliserer vores kønnede oplevelser til at understrege deres egne argumenter. Vi får ikke lov til at have komplekse relationer til køn på samme måde som cispersoner gør. Hvis jeg sagde ting som ”køn er performativt, bare se på cis personer” ville det ikke på samme nemme vis blive anerkendt som sandheden. Alle ville være enige om at ciskønnede har en kompleks forståelse af deres eget køn der er fundamentalt forskellig mellem alle individer – et privilegie som ikke tilfalder os.

Tabte muligheder

Ciskønnede akademikere, videnskabsfolk, psykologer og sexologer så vel som medierne har historisk skabt et sygeligt billede af transkønnede – en cissexistisk praksis der konstant reproduceres i universitetet. Men brugen af transkønnedes oplevelser, som en henkastet måde at understrege ens egen forståelse af køn, er ikke kun doven idet den glemmer at efterspørge de allerede etablerede magtdynamikker i videns produktionen om transpersoner, det er også en tabt mulighed. En mulighed for at efterspørge de måder cissexisme og traditionel sexisme reproducerer hinanden og hvordan koncepter som objektiv viden og vidensproduktion om køn består inde i en diskurs formet af præcis den samme kønsbaserede undertrykkelse, vi som feministiske akademikere generelt søger at undergrave.

At brug trans- eller interkønnedes oplevelser på denne måde undtages den cis- og ikke-interkønnede studerende fra at efterspørge sin egen kønnede oplevelse. Hvilket i sidste ende ikke leder til at måden hvorpå ikke-inter- og ciskønnede perspektiver i universitetet normaliseres, men bekræfter i stedet dette blik på verden som naturligt.

Min pointe her er ikke at fremhæve en teori om køn over en anden, men i højere grad at stille spørgsmålstegn ved den måde transkønnedes erfaringer bruges i argumentationen for ens egen forståelse af køn - ligegyldigt hvilket formål dette har. Jeg vil også understrege at jeg er dybt investeret i queerteoretiske overvejelser som en basis for dekonstruktionen af et binært og undertrykkende kønssystem. Dette skal altså ikke læses som at angreb på denne form for arbejde. I højere grad er det en kærlig kritik rettet mod dem som ønsker at tage del i disse undersøgelser, og et udtryk for håb om at vi bliver ved med at stille spørgsmålstegn ved de rationaler som er blevet stabiliserede i en del af universitetet som arbejder på at undergrave cementeringen af specifikke verdensforståelser. Jeg er interesseret i at skærpe måden vi snakker om køn og kønsbaseret undertrykkelse for at højne måden akademiske undersøgelser kan hjælpe med at nedbryde præcis disse strukturerer – og at være bevidst om hvordan transpersoner udelukkes fra denne type videns produktion er essentielt for et sådant projekt.

At navigere et cissexistisk klasseværelse

På grund af den transantagonistiske og cissexistiske struktur i universitetet bliver dette argument altid brugt i klasseværelser hvor majoriteten er ikke-inter- og ciskønnede, og reproducerer samtidigt altid klasseværelset som et rum hvor inter- og transkønnede personer skal arbejde ekstra hårdt for at være i første omgang. Det vokser ud af den transantagonistiske forventning af at transpersoner ikke er en del af de studerende og hvis rationalet ikke kritiseres er det en del af den cissexistiske struktur som gør at disse rum for videns produktion forbliver utilgængelige for os.

I klasseværelset har udnyttelsen af trans erfaringer af cis- og ikke-interkønnede studerende, akademikere og aktivister flere forskellige konsekvenser som gør at min position som transkønnet akademiker bliver usikker. En af disse er reproduktionen af hypersynlighed. Idet kun min levede erfaring – ikke cispersonens – er et objekt for undersøgelse bliver byrden med at stille spørgsmålstegn ved og denaturalisere kønsnormer og det binære kønssystem endnu en gang skubbet over på mig. På den måde er transkønnedes erfaringer peget ud som subversive og performative i sig selv, mens ciskønnedes erfaringer slet ikke bliver synlige som særlige erfaringer. Idet min individuelle og kropslige oplevelse, alene kan ses som subversion eller bekræftelse, men aldrig som kompleks og individuel negeres min erfaring af det binære kønssystem.

Som mange andre transpersoner føler jeg mig meget synlig i min hverdag, idet jeg falder udenfor et binært kønssystem. En belastning som ofte bliver reproduceret i klasseværelse idet arbejdet mod kønsbinariteten alene afkræves en krop der allerede ikke har muligheden for at blende ind og gå gennem verden uden at der stilles spørgsmålstegn ved mit køn.

Alt dette påvirker min hverdag som studerende på universitetet. Selv når dette argument bruges af mine mest velmenende medstuderende (og desværre alt for ofte også af mine undervisere) fratager det mig min agens og handlemulighed som akademiker. Det reproducerer den historie, der gør at transpersonen kun ses som et objekt for undersøgelse, og efterlader mig i sidste ende kun med to handlemuligheder – enten kan jeg påpege dette problem hver gang jeg oplever det eller jeg kan lade det gå ubemærket forbi. Selv om jeg ser rationalet som grundlæggende fejlfuldt, som jeg har beskrevet det ovenfor, vælger jeg for det meste den sidste mulighed fordi konsekvenserne ved den første løsning ofte er meget værre. En mulighed som ikke understøtter en givende diskussion og aktivt forhindrer en dybdegående forståelse af de metoder og teorier vi er der for at lære.

Hvis jeg vælger at udpege den fejlfyldte og problematiske argumentation bliver jeg for det første ikke anset som en ligeværdig diskussionspart i klasseværelset, men idet jeg bliver nødt til at sætte mig selv i rollen som det undersøgte objekt kan mine udtalelser kun forstås som subjektive. Samtidigt vil jeg være i fare for at skulle acceptere et narrativ om at transkønnedes oplevelser er et lige så validt emne for diskussion som ethvert andet.

Af erfaring ved jeg hvor ubehageligt det er at være undersøgelsesobjektet i sådan en situation, men det er ikke bare fordi jeg værdsætter mit eget velvære over konflikt. På grund af den manglende kritik af kønsberettigelse generelt indgår jeg både en risiko for at blive dehumaniseret som undersøgelsesobjekt og for at mit eget køn bliver beskrevet som ureelt eller ikke validt i en akademisk diskussion.

Måden denne praksis reproducerer den tilskrevne rolle som objekt for undersøgelse frem for som undersøgende subjekt betyder at transkønnede akademikere og aktivister nemt afvises som valide deltagere i vidensproduktion. Og hvis vi vover at udtrykke vores holdninger til andre emner end køn kan vi slet ikke tages seriøst som andet end vores trans status.

Vidensproduktion omkring køn kan ikke være hverken gyldig eller kraftfuld hvis vi ikke starter med at efterspørge hvordan vores rum for læring og diskussion bliver tilgængelige for så bredt et spektrum af erfaringer som muligt. Vi burde altid huske at de forskellige måder erfaringer bliver iværksat i akademiske argumenter som vel som i aktivistiske rum påvirker de kroppe som møder denne mur af objektivisering og undertrykkelse konstant. Denne type argumentation er en integreret del af et system som allerede arbejder på at holde os ude af diskussioner omkring køn.

Teksten er forfattet, oversat og redigeret af . Udgivet på killjoy.dk d. 12 februar 2017.

Læs også:

Illustration af Ananda Lodahl.

We Know You Are Sad