AbonnérHar du nogensinde følt, at pride-paraden var mere en bøssefest end en markering af LGBT-personers eksistens og ret til samme? Er du nogensinde blevet skuffet i nattelivet over en gymnasie-agtig stemning, hvor der er en rigtig og en forkert måde at være lesbisk på? Er du træt af LGBT-fællesskaber, der er 99% kridhvide?
Homonormativitet er LGBTQIA’s svar på heteronormativitet, og dækker over opfattelsen af bestemte ikke-heteroseksuelle identiter som værende mere normale eller mere legitime end andre.
Begrebet homonormativitet bruges bl.a. til at kritisere en stemning, der opstår i det brede LGBQA miljø i København, hvor man nogen gange kan få indtrykket af, at man skal se ud eller opføre sig på en bestemt måde for at blive accepteret af andre LGBQA’er i nattelivet.
Typiske forestillinger forbundet med homonormativitet er f.eks., at lesbiske skal have kort hår eller en bestemt tøjstil, og har f.eks. fået flere til at udtale, at klientellet på den lesbiske natklub Vela til tider giver et indtryk af homonormativitet, og af at man ikke føler sig velkommen der, hvis man er kvinde med langt hår.
Også bifobi er ofte en komponent i homonormative kulturer i nattelivet, hvor homoseksualitet gøres til den eneste gyldige orientering, og biseksuelle mistænkes for at være bedrageriske eller grådige.
Også pride-parades verden over klandres ofte for skadelig homonormativ indflydelse, der her er blandet sammen med en særlig økonomisk interesse fra de sponsorer, mange pride-parader har fået sig verden over. Sponsorerne vil ofte gerne have fat i rige hvide homoseksuelle cismænds penge, og mistænkes derfor for at bidrage til en pride-kultur, hvor homoseksuelle mænd er i centrum, og resten af LGBTQIA glemmes.
Homonormativitet kan også mærkes af resten af den del af befolkningen, der ikke tager på homobar eller pride-parade. I mainstream medier er personer, der passer ind i homonormativitetens rammer i langt højere grad repræsenteret end personer, der er radikalt queer.
Dette ses i amerikanske TV-serier, hvor hvide homoseksuelle cismænd er et mere almindeligt syn end andre queer identiteter.
Dette ses i danske realityshows, hvor der findes bl.a. særudsendelser som Dagens Mand Med Bøsser og den lidt mindre prominente produktion med lesbiske, men ingen med f.eks. biseksuelle, aseksuelle eller queerkønnede.
Dette ses i det danske parlament, hvor de fleste danskere efterhånden kender navnet på 1 eller 2 homoseksuelle mandlige MP’ere eller folketingskandidater, men næppe kan nævne mange andre LGBTQIA’er udover L’er og B’er, og nok heller jeg har hørt et kvæk om, at folketinget har huset et transkønnet medlem tilbage i 80’erne.
Dette ses i at Copenhagen Pride, LGBT Danmark, Out & About alle har en ciskønnet homoseksuel mand i spidsen og en lang tradition for næsten udelukkende at have ciskønnede homoseksuelle mænd i spidsen og for i høj grad også at være præget mest af ciskønnede homoseksuelle mandlige talspersoner.
Dette ses i, at homoægteskaber stadigvæk er det første - og somme tider eneste emne - politikere bringer op, når de skal tale til LGBT-arrangementer såsom IDAHOT 2015.
Homonormativiteten gør således, at hovedsageligt økonomisk eller socialt velstående ciskønnede monoseksuelle bliver givet muligheden for at definere og repræsentere LGBTQIA.
Og det har vidtrækkende konsekvenser.
I historiebøgerne glemmer man at få de sorte transkønnede med, som spillede en stor rolle i The Stonewall Riots. Det går så grelt til, at man i dag kan høre hvide ciskønnede dragqueens påstå, at det var folk ligesom dem - altså dragqueens, og ikke sorte transkønnede, der var med til at starte The Stonewall Riots.
Racialiserede LGBA’er risikerer at blive afvist i døren ved natklubber henvendt til LGBA’er, og kan forvente at blive udsat for eksoticering og fetischering, hvis de alligevel kommer ind.
Biseksuelle bliver mistænkeliggjort og presset til at skjule sig i enten det heteroseksuelle skab eller det homoseksuelle skab, og risikerer chikane fra homoseksuelle, hvis de på en homobar finder sammen med en person, der ikke har samme køn som dem selv.
Transkønnede, interkønnede og aseksuelle usynliggøres eller mobbes ud.
Og alt i alt kommer det hele til at handle om, hvem der bedst kan approximere heteronormativitet som ikke-heteroseksuel i en homonormativ kultur, hvor de ikke-racialiserede belønnes over de racialiserede, de monoseksuelle belønnes over de polyseksuelle, det ciskønnede belønnes over de transkønnede, de dyadiske belønnes over de interkønnede, de monogame belønnes over de polyamorøse, de rige belønnes over de fattige, de rørige belønnes over de handicappede, de maskuline belønnes over de feminine, osv, osv, og hæmmer således den kamp, der egentlig burde kæmpes mod alle former for undertrykkelse, LGBTQIA-personer udsættes for.
